”Trolls” lægger sig i slipstrømmen af efterårets øvrige skuffende animationsfilm

Årets bud på en efterårsferiefilm for hele familien er amerikansk. Og det mærkes. Historien haster afsted og intet synker ind i den uoriginale og hæsblæsende ”Trolls”

Alligevel er ”Trolls” som sukkersød, klæbrig candyfloss. Flot, farvestrålende og umiddelbart tiltrækkende, men egentlig ikke meget andet end en smule melasse puffet op til at fylde en hel masse. Trækker man lidt i ”Trolls”, falder den fra hinanden. Men ikke med et gevaldigt brag.
Alligevel er ”Trolls” som sukkersød, klæbrig candyfloss. Flot, farvestrålende og umiddelbart tiltrækkende, men egentlig ikke meget andet end en smule melasse puffet op til at fylde en hel masse. Trækker man lidt i ”Trolls”, falder den fra hinanden. Men ikke med et gevaldigt brag. Foto: Fra filmen.

Efterårsferien er biograftid for mange børn og deres voksne. I år er der desværre ingen danske børnefilm på plakaten. Det er derfor kun amerikanske ”Trolls”, der godt nok er inspireret af de danske Gjøl-trolde, man kan tage børnene eller børnebørnene med ind at se. Og skal man så det? Tja.

Troldene med håret i pangfarver har fået dækket numserne til og iklædt sig diskotøj og glimmer. De lever for fest og farver og letter næsten af positiv energi. Derfor vil de onde Borkere æde dem, for kun sådan kan de ækle væsener smage lykken. I 20 år har troldene levet lykkeligt i skjul.

Men nu er en lille gruppe blevet fanget. Kun Prinsesse Poppy (Stine Bramsen) kan redde dem. Hun hjælpes af den misantropiske Kvist (teenageikonet Christopher), der langsomt overgiver sig til glæden. Alt imens den vilde jagt efter vennerne finder sted.

Troldenes livsindstilling præsenteres med bjergtagende, velsvingende scener til diskomusik, der er imponerende jazzet.

Alligevel er ”Trolls” som sukkersød, klæbrig candyfloss. Flot, farvestrålende og umiddelbart tiltrækkende, men egentlig ikke meget andet end en smule melasse puffet op til at fylde en hel masse. Trækker man lidt i ”Trolls”, falder den fra hinanden. Men ikke med et gevaldigt brag.

”Trolls” er til at holde ud, fordi der er masser af glade rytmer og bedårende klippe-klistre collager. Animationen er imponerende gennemført med filt, glimmer og 1970’er-referencer. Også soundtracket – kurateret af popstjernen Justin Timberlake – er et berusende potpourri af klassikere som Diana Ross’ ”I’m Coming Out” og Lionel Richies ”Hello”. Simon & Garfunkels vidunderlige ”Sound of Silence” får også en fin renæssance. Men historien er tynd og smagt alt for mange gange før.

Instruktør Mike Mitchell stod blandt andet bag den seneste film om den grønne trold ”Shrek”. Det er alt for tydeligt, ligesom Askepot-inspirationen er iøjnefaldende utidssvarende.

Men en børnefilm skal jo heller ikke nødvendigvis kæle for de voksne, som for eksempel Pixars ”Inderst inde” så elegant gjorde det. Det er rigtigt nok. Men også børn kan med rimelighed forlange mere end de mest banale pointer om venskab, kærlighed og indre skønhed.

”Trolls” lægger sig uklædeligt i slipstrømmen af efterårets øvrige skuffende animationsfilm som ”Kæledyrenes hemmelige liv” og ”Find Dory”. Magien får aldrig lov til at bundfælde sig i det hæsblæsende tempo. De voksne bag er bange for at lade børnene bruge fantasien og selv udfylde pauserne. Det er en uskik. Store børn vil måske forføres af farten, farverne og det psykedeliske musiktrip i ”Trolls”. Små børn kan med fordel finde livsglæden et andet sted i efterårsferien.8