"Sult" er et kampskrift for kvindekroppen - og den måde vi ser og taler om den

Tine Høegs tredje roman er en vigtig og overvejende vellykket udvidelse af det vigtige spor i litteraturen, der handler om at være eller ikke at være mor

I sin nye roman "Sult" af Tine Høeg er ikke kun en virkelig stærk og virkelig god roman. Den er også et kampskrift for kvinder.
I sin nye roman "Sult" af Tine Høeg er ikke kun en virkelig stærk og virkelig god roman. Den er også et kampskrift for kvinder. . Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

I sin nye roman, den tredje og bedste i rækken, har Tine Høeg et vigtigt anliggende: Hun vil give læseren indblik i livet som ufrivillig barnløs i fertilitetsbehandling og vise os, hvilken eksistentiel malstrøm et menneske, en kvinde, kastes ind i, når hun inderligt og vedvarende længes efter at blive mor, men ikke umiddelbart kan blive det.

Hvis nogle af de seneste års stærkeste udgivelser, Cecilie Linds "Mit barn" (2019) og Olga Ravns "Mit arbejde" (2020), giver os et sprog for det på alle måder omvæltende liv som mor, så forsøger Høeg altså i "Sult", som det aktuelle værk hedder, at tale højt om og give stemme til alle dem, der står derude og banker på moderskabet, uden at blive lukket ind i det. ”Se, her er hun/ i al sin eksistentielle uro, sin paniske pragt og sin længsel/ her er jeg”, som der rammende står et sted, og egentlig føles det i den sammenhæng for vagt at tale om at give indblik og stemme. Høeg åbner nemlig ikke bare forsigtigt døren til en væsentlig del af tilværelsen, som vi ellers ikke taler om. Snarere slår hun et vindue i stykker og lader os betragte en menneskeskæbne gennem glasskårene: ”At være i fertilitetsbehandling/ er angstanfald i slowmotion,/ en uendelig kvælning”.