I sin nye roman, den tredje og bedste i rækken, har Tine Høeg et vigtigt anliggende: Hun vil give læseren indblik i livet som ufrivillig barnløs i fertilitetsbehandling og vise os, hvilken eksistentiel malstrøm et menneske, en kvinde, kastes ind i, når hun inderligt og vedvarende længes efter at blive mor, men ikke umiddelbart kan blive det.
Hvis nogle af de seneste års stærkeste udgivelser, Cecilie Linds "Mit barn" (2019) og Olga Ravns "Mit arbejde" (2020), giver os et sprog for det på alle måder omvæltende liv som mor, så forsøger Høeg altså i "Sult", som det aktuelle værk hedder, at tale højt om og give stemme til alle dem, der står derude og banker på moderskabet, uden at blive lukket ind i det. ”Se, her er hun/ i al sin eksistentielle uro, sin paniske pragt og sin længsel/ her er jeg”, som der rammende står et sted, og egentlig føles det i den sammenhæng for vagt at tale om at give indblik og stemme. Høeg åbner nemlig ikke bare forsigtigt døren til en væsentlig del af tilværelsen, som vi ellers ikke taler om. Snarere slår hun et vindue i stykker og lader os betragte en menneskeskæbne gennem glasskårene: ”At være i fertilitetsbehandling/ er angstanfald i slowmotion,/ en uendelig kvælning”.
Selvom man genfinder forfatterens hang fra de to foregående bøger til at nærme sig poesiens korte linjer og mange linjebrud, så er skriften denne gang da også helt bevidst mindre poleret og finslebet. I stedet former romanen sig som en dagbog skrevet af forfatteren Mia (som, ja ja så er det sagt, minder utroligt meget om Høeg selv) over symbolske ni måneder. Hun lever sammen med kæresten Emil, der har to børn fra et tidligere forhold.
Det gør bestemt ikke sagen mindre kompleks, fordi det bare gør manglen i hendes eget liv så meget desto mere tydelig: Emil er i forvejen nogens far, men hun er ikke nogens mor (højst nogens stedmor eller hvad vi nu skal kalde det. Den omdiskuterede rolle står selvfølgelig også central i romanen). Ligesom alle omkring hende uretfærdigt nok synes at blive gravide.
Sådan kredser bogen også stærkt om alle de grimme, men såre menneskelige følelser – jalousi, misundelse, vrede, had – som Mia rammes af, efterhånden som behandlingsforløbet slår fejl igen og igen og igen: ”kunne jeg dog bare som disse kvinder/ få lov at gå i stykker af noget der findes/ i stedet for af noget der ikke findes”.
Som dagbogstekster er de enkelte optegnelser også fulde af hverdag og alt det andet, der sker i Mias liv. Først og fremmest trænger de sig dog på, fordi de netop viser, hvordan hverdagen langsomt overtages og overmandes af fertilitetsbehandlingen, der som en tunnel omslutter alt andet. Så handler det hele pludselig om scanninger, prøver, tests, konsultationer, kanyler, indsprøjtninger, ægblærer, slimhinders tykkelse, blødninger, medicin og hormoner. Et ”giftigt laboratorium/en gennemhullet hormonsæk”, kalder hun sig selv.
I fertilitetsbehandlingen er hun reduceret til en krop, som hun samtidig er fremmedgjort overfor; en biologi, der ikke sådan lige lader sig betvinge, hvor meget hun end vil: ”Kunne jeg bare skrue kroppen af og aflevere den/ på fertilitetsklinikken i morgen mellem 8 og 9/ og komme og hente den igen når den var svanger// være hjerne indtil da// forlade reproduktionsarbejdet”. "Sult" er på den måde, når den er bedst, også skrevet fra kroppen, tæt på kroppen. Det mærker man tydeligt.
Så lever man med, at romanens metaspor – at den også handler om at skrive en bog om at være ikkemor – lidt for ofte stiller sig i vejen for den påtrængende fortælling. Så læser man hurtigt hen over de snart gammelkendte diskussioner om autofiktionens moralske dilemmaer (hvilken ret har hun for eksempel til at lave en fiktion ud af andres liv?), som også bryder ind i den ellers intense, kompromisløse og almengyldige beretning om et menneske i krise, der bakser med at finde sin plads i verden – som kvinde, som stedmor, som veninde, kæreste.
Fordi den heldigvis mest af alt er netop det – og mere vigtigt til: Et kampskrift for kvindekroppen og den måde vi ser og taler om den på, for eksempel. Men også, i lighed med Daniel Boysens roman "Gå til grunde" (2021) fra sidste år om ufrivillig barnløshed, en belysning af mandens underkendte eller oversete rolle i fertilitetsbehandlingen. Med mere. En rig, horisontudvidende og i lange stræk virkelig stræk virkelig god roman med andre ord, der forhåbentlig vil komme til at åbne for og nuancere mange samtaler fremover.
Tine Høeg: Sult. 432 sider. 299,95 kroner. Gutkind.