”Sult” er en bog, man læser med en vis modvilje

Ifølge Martín Caparrós skyldes verdens sult ikke længere mangel. Men griskhed

Det er et strukturelt problem, der ligger bag sulten. Det handler ikke om ressourcer. For man skønner, at over halvdelen af verdens fødevarer ikke bliver spist. De bliver smidt ud. For eksempel kasserer englænderne i gennemsnit fire millioner æbler, fem millioner kartofler og halvanden million bananer. Hver dag.
Det er et strukturelt problem, der ligger bag sulten. Det handler ikke om ressourcer. For man skønner, at over halvdelen af verdens fødevarer ikke bliver spist. De bliver smidt ud. For eksempel kasserer englænderne i gennemsnit fire millioner æbler, fem millioner kartofler og halvanden million bananer. Hver dag. Foto: Jürgen Baetz/dpa.

Man skønner, at mellem 800 og 900 millioner mennesker sulter hver dag. At 25.000 mennesker dør af sultrelaterede årsager hver dag. At 8000 af dem er børn. Altså dør der over 300 børn i timen af sult. Eller fem i minuttet.

Men sådan behøvede det ikke at være. Verden producerer nemlig mere mad, end dens befolkning har brug for. Hvilket ifølge Martín Caparrós gør sulten i vor tid mere brutal og forfærdelig, end den var for hundrede eller for tusind år siden.

Det er altså et strukturelt problem, der ligger bag sulten. Det handler ikke om ressourcer. For man skønner, at over halvdelen af verdens fødevarer ikke bliver spist. De bliver smidt ud. For eksempel kasserer englænderne i gennemsnit fire millioner æbler, fem millioner kartofler og halvanden million bananer. Hver dag.

Det gode spørgsmål er, hvordan man skal skrue en samfundsmodel sammen, der udrydder sult. Det påstår Martín Caparrós ikke at vide. Men han har nogle bud. Blandt andet når det gælder nødhjælpen, der med hans ord sætter hæfteplaster på lårbensbrud, når den med sin kolonimentalitet rejser ud til sulthærgede områder med vestlig mad og løsningsmodeller i lommen. Men de sultende skal ikke have vores mad. De skal have hjælp til at blive selvforsynende.

Martín Caparrós har været i Niger. Og i Indien, Argentina og Sudan. Og i USA, hvor han analyserer landets fedmeepidemi. Her konkluderer han, at fedme er de rige landes sult. De fede er de fejlernærede – de fattigste – i en mere eller mindre rig verden, og derfor er de fede ikke modsætningen til de sultende, de er deres sidestykke.

Han blander sine reportager og glimrende interview fra alverdens lande med historiske afsnit om sult og med polemiske, debatterede og politiske. Han er rød som ræven og kritisk over for nødhjælpen i dens nuværende form, over for religionen, der undertrykker, fordi den formår at holde de fattige i ro, så de ikke gør oprør, men viljeløst lader sig synke ned i sulten og uværdigheden. Og over for vores nuværende samfundsform, der tillader sulten i en verden, der ikke er så knap på ressourcer, som vi går rundt og tror.

Martín Capparós er en mand med både mening og mission. Og man kan være enig eller uenig med hans kritik af samfundsstruktur, politik og religion. Men man kan umuligt læse hans tour de force af en bog uden at blive både imponeret og berørt. Og ikke mindst harm.

”Sult” er en bog, man læser med en vis modvilje. Den rammer direkte ned i ens egen magtesløshed, den er monumental, som sulten selv, og man udmattes. Hver gang man bliver præsenteret for mere sult, flere tal, mere elendighed, tænker man: Ikke mere. Ikke igen.

Som Martín Caparrós skriver:

”Det vanskeligste i denne bog er at indfange kvantiteten, omfanget: at forstå – forstå i betydningen holde sig for øje, forstå, så man tager sig af det – at hver historie kan overgå – og med varianter rent faktisk overgår – rigtig mange mennesker.”

Efter imponerende og ubehagelige 769 sider begynder det dog så småt at dæmre.