Hjerteskærende dokumentar rehabiliterer helgenbilledet af Whitney Houston

Knusende dokumentar gennemlyser sangerinden Whitney Houstons tabloide testamente og løfter hende til noget nær en musikalsk messias for det sorte Amerika

Men det er ikke Whitney Houston, instruktør Kevin Macdonald vil have fat i. Det er Nippy, Whitneys kælenavn som barn, han søger. Nippy må kunne åbenbare, hvordan alle tiders største kvindelige stjerne kunne selvantænde, kunne slukke for livet selv i et badekar på et hotel i Beverly Hills i februar 2012.
Men det er ikke Whitney Houston, instruktør Kevin Macdonald vil have fat i. Det er Nippy, Whitneys kælenavn som barn, han søger. Nippy må kunne åbenbare, hvordan alle tiders største kvindelige stjerne kunne selvantænde, kunne slukke for livet selv i et badekar på et hotel i Beverly Hills i februar 2012. Foto: Mark J. Terrill/Ritzau Scanpix.

Den bedst sælgende kvindelige sangerinde nogensinde, Whitney Houston, endte sine dage falleret og udskældt. Hendes sidste turné endte med folkeudvandringer, med vrede rettet mod det ikon, der stod på scenen og hvæsede sig usammenhængende igennem ”I Will Always Love You”.

Whitney Houstons knusende deroute blev nidkært og nedrigt beskrevet som en tabloidføljeton. Utroskab, stofmisbrug, hustruvold, sagsanlæg. Alle vidste alt om Whitney Houston. Ingen vidste noget om Whitney Houston.

For hvad er et menneske, som altid har fået at vide, at hendes stemme er Guds nådegave? Det menneske er en præstation. Det menneske er en performer. Det menneske er en guldkalv, som de, der burde elske hende, i stedet malker, til kun skindet ligger glansløst tilbage.

Dokumentarinstruktør Kevin Macdonald leder netop efter mennesket bag ”brandet” Whitney Houston.

Han leder i gamle koncertklip, hjemmevideoer, tv-interviews. Der finder han hende ikke. Der finder han kun forsidefotografiet af gospelsangerinden Cissy Houstons 19-årige datter, der brød grænseløst igennem med albummet ”Whitney” og legemliggjorde 1980’ernes amerikanske drøm næret af Coca-Cola og MTV.

Han finder et omrids af en pige vokset op i Newarks betændte ghettoer. Han finder sangerinden, han finder skuespillerinden. Han finder den gudsbenådede stemme, ”The Voice”, der stopper tiden, fordi den stemme nu er død.

Men det er ikke Whitney Houston, Kevin Macdonald vil have fat i. Det er Nippy, Whitneys kælenavn som barn, han søger. Nippy må kunne åbenbare, hvordan alle tiders største kvindelige stjerne kunne selvantænde, kunne slukke for livet selv i et badekar på et hotel i Beverly Hills i februar 2012.

Derfor interviewer han familie, venner, ekskærester, managere, bodyguards. Og nådesløst lader han dem hænge og dingle, lader deres utilgivelige svar være uforsonlig selvudlevering. Nogle stadig fulde af kærlighed og omsorg, andre fortravlede med at skabe deres eget eftermæle.

Men hvorfor? Hvorfor endnu en dokumentar om Whitney Houston kun et år efter Nick Broomfields forlorne freak show ”Whitney: Can I Be Me”?

At Kevin Macdonald opsnuser misbrug fra barndommen, gør ikke dokumentaren nødvendig. Skylden og skammen sætter sig i kroppen, mens musikkens ballade-fulde tempo sætter sig som et uheldsvangert varsel om det forestående selvmord.

Undervejs genoprejser Macdonald dog med et underkuet skrig Whitney Houston til det, hun også var. Et sort ikon i en hvid majoritet. En afroamerikansk kvinde, der pryder alle magasiners forsider, synger for alle slags mennesker. Som løber ud af et fly og direkte ind i Kevin Costners arme. Et klassisk Hollywood-øjeblik.

Men det er ikke Grace Kelly, ikke Ingrid Bergman. Det er Whitney Houston. Da hun synger USA’s krigsforherligende nationalsang til selveste Super Bowl med en undertone af gospel og dermed af ufrihed og slaveri, forener hun modsætningerne fra barndommens racekampe i Newark.

”Whitney” er hjerteskærende. Den rehabiliterer et helgenbillede, men snylter samtidig på en kvinde. Og minder om, at livet under overfladen kan være ubærligt for både superstjerner og mennesker.