Fad pop fra Australien - ★★★☆☆☆
”Love is all that we really need to be here for – not love with someone else, but love in your heart,” synger Julia Stone i en fin duet med The Nationals Matt Berninger. Og hendes første soloalbum i otte år ”Sixty Summers” lægger fint ud. Man mærker tydeligt assistancen fra pianist og producer Thomas Bartlett (Doveman) og multiinstrumentalist Annie Clark (St. Vincent) i den varierede instrumentering. I åbneren ”Break” rører hun ved noget Talking Heads-agtigt. Alligevel stritter poppen i for mange retninger. Man går lidt kold i de 14 sange – selvom det eneste, hun vil, er at danse, som hun også til sidst gentager i en fransk version af nummeret ”Dance”.
Hvem er sangerinden, som tidligere huserede i den australske duo Angus & Julia Stone? Hun har brugt fem år på at lave albummet, som rummer fine sange, der bestemt går nye veje. Måske er det på det næste album, at Stone tager den hjem.
Supergruppe imponerer - ★★★★★☆
”Kemien kommer fra liv, levet separat, i hvilke musik er afgørende næring,” siger Will Oldham (Bonnie ”Prince” Billy) på engelsk om sit nye album ”Superwolves” med guitaristen Matt Sweeney.
Meditationerne fra kultpladen (og én af Rick Rubins favoritter) ”Superwolf” (2005) fortsætter, når de kemiske brødre giver lyd til følsomheden, livets fortrydelser, frygt, freaks, indre monstre og en sang om Gud, der venter. Det lyder ofte som sært smukke serenader.
Sangen ”Hall of Death” har Tuareg-musikeren Ahmoudou Madassane på frenetisk rytmeguitar. Og det er slet ikke den eneste ørkenblues her – guitaristen Mdou Moctar og trommeslageren Souleyman Ibrahim bidrager til et album, hvor ”Prince” Billys stemme og vejrtrækning sættes i elegante rammer med vide landskaber af lyd og næringsrig musik med holdbarhedsdato længe efter den over et år-lange coroniale ørkenvandring.
Stille blafrer håbet - ★★★★☆☆
Et sted mellem Peter Sommer og Claus Hempler ruller Kristian Leth ind med sin mørke stemme og eksistenssøgende pop.
”Jeg kan ikke være andre mere,” synger han i ”Givet alt”.
På sit tredje soloalbum ”Stormen” øver han sig på at finde en ny formel til sit liv, sit ophav, sit (kunstneriske) jeg.
Han er svær at sætte i bås. Ligesom de storme, som kunstnere så gladeligt entrerer for at udforske og bagefter formidle. Leths stormsange, skrevet med et nedlukket New York som kulisse, buldrer ikke – men indre rørelser, uforståeligheder, afdækkes med svævende synths som støttende skulder.
”Jeg tror på stilhed efter storm,” synger han i den lækre ”Den episke”.
Og spørger andetsteds:
”Her hvor vi bor, er vi okay med ondskab, hvis vi bruger et andet ord”.
Men ikke alle sange henter guld ned fra eksistenshylden, men flagrer lidt ufærdige.
I én af de bedste sange, ”Som Paulus”, får lysets engel følgeskab af rockguitar, og sangeren øver sig på at være en pålidelig fortæller, blive klogere. Træner håbets muskel.
Toms blandede bolcher - ★★★★★☆
Snart bliver biler helt elektriske. Ligesom Tom Jones (årgang 1940).
40. studiealbum – det fjerde med producer Ethan Johns – overrasker med sin energi. ”Surrounded by Time” starter i gospel og ender i syreguitar i den ni minutter lange ”Lazarus Man”. Kløgtigt fortæller nestoren via en række covers historien om Tom Jones.
”I’m growing old,” synger han.
Og ”Popstar” – det er sjovt. Han suser gennem historien – moonwalk, MTV og alternative fakta – i Todd Sniders ”Talking Reality Television Blues”, som lyder af både Radiohead og Johnny Cash. Han synger Michael Kiwanuka, Bob Dylan og spoken word om økologi i ”Ol’ Mother Earth”. Manden kommer sørme også rundt i Malvina Reynolds’ 1971-protestsang ”No Hole In My Head”. Virkelig en overraskende bunke numre.
Den croonende waliser har stadig talentet, det sidder i krøller og krop. Én gang entertainer, altid entertainer. 5 stjerner
Gæsterne er fint selskab - ★★★★★☆
”Sammen er vi som en ildebrand / Alene koldere end det mørke vand / Har du lyst til at blive her / Vente på hvad der sker?”, lyder det sart og meget alene i nummeret ”Tror du vi skal følges ad”, inden Christian Juncker og Jonas Breum giver hinanden en hestesko i omkvædet og gjalder som to selvsikre trubadurer.
De to sangere har slået pjalterne sammen i gruppen Gæsterne, og på debutens titelnummer, ”I mørket er der ingen, der skal sidde alene”, hilses der på både Jens Vejmand og en dræbersnegl i ukrudtet. De vedkender sig åbent til den afdøde senior-trubadur Kim Larsen, og akustiske guitarer ledsager et herligt vildnis af dagdrømme – de kunne være dine og mine – der er absolut velegnede til kolonihaven denne coronasommer. Klart musik, jeg vil byde en uventet gæst. Især fordi teksterne svinger mellem det opløftende, finurligt skæve og muntre.