Surrealismen er omkring 100 år gammel, men som flere af de andre, hastigt skiftende kunstretninger i 1900-tallet har den vist sig forbløffende sejlivet. Surrealismen var måske nok et tankesæt, men den blev også en stil med et visuelt vokabularium – nogle spilleregler – som stadig anvendes af billedkunstnere i dag. Undertiden som kliché. Undertiden som fornyelse af en slags. Surrealismens oprindelse forbindes i udstrakt grad med Paris, der i begyndelsen af det 20. århundrede var kunstens hovedstad. I hvert fald set med et eurocentrisk blik.
Blandt de skikkelser, der først satte ord på den nye kunstretning, var lyrikeren Guillaume Apollinaire, bevægelsens ideolog André Breton og dramatikeren Antonin Artaud, der konkluderede at ”surrealisme er ikke en stil. Det er skriget fra en sjæl, der vender ryggen til sig selv”. Den bedste karakteristik kan måske tillægges Isidore Duchasse (1846-70), der under pseudonymet Comte de Lautréamont i 1869 profetisk skrev om en ny opfattelse af kunstnerisk skønhed, at den kunne være ”smuk som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply”.
Forestillingen om det underbevidste i Freuds forstand var af relativt ny dato, og det var dét rum, surrealisterne sendte sonder ned eller ind i. Sindets dybe kældre eller drømmenes flygtige verden. Men som det hedder hos den amerikanske lyriker Delmore Schwartz: ”In dreams begin responsibilities”.
Surrealisterne så sig selv som avantgarde med en mission om at skabe en vision for en bedre verden, hvor vi lever mere i overensstemmelse med os selv og ser mulighederne for en anden form for tilværelse. Som de fleste modernistiske paradigmeskift er surrealismen også et artikuleret opgør med det bestående. Det kan man blive erindret om ved mødet med Tate Moderns store udstilling denne sommer, der har den dobbelttydige titel ”Surrealism beyond borders”. Ikke alene sprænger retningen grænserne for den konventionelle virkelighedsopfattelse med sine metafysiske landskaber med brændende giraffer, smeltende ure eller en telefon vokset sammen med en hummer.
Surrealismen bredte sig også ud over Paris’ intellektuelle cirkler og over Frankrigs grænser til andre dele af verden. Enhver leder af et museum ved, at en surrealistudstilling med en eller flere af de kanoniserede navne som Max Ernst, Salvador Dali eller René Magritte er en sikker publikumssucces, og ikke et ondt ord om dét, det har alle museer brug for.
Tate Modern har med denne udstilling imidlertid valgt en anden retning; nemlig at undersøge hvor surrealismen gik hen, da den bevægede sig ud over Europas grænser. Måske kan man sige, at udstillingen dermed indskriver sig i en af tidens populære tendenser om at forkaste Den Store Hvide Mands kunst til fordel for andre dele af verden som Cairo og Haiti.
Undertiden kan man gribe sig i at tænke, at der i udvalget ligger en strategi, der hænger sammen med ”diskurser” som opgør med den gammeldags forestilling om, at der blot er to køn – eller en demonstrativ kritik af vestlig kolonialisme. Men kunst er kunst og omvendt for nu at parafrasere Storm P., der dog i denne sammenhæng holdt sig til noget mere jordbundet – ”øl er øl og omvendt” – så man kan også se kurateringen som en undersøgelse af, hvordan en kunstnerisk isme får et regionalt udtryk båret af andre steders kulturelle koder og politiske problemstillinger.
Udstillingens idé betyder, at der er relativt få af de kanoniserede værker. Blandt dem er René Magrittes berømte maleri forestillende et tog, der til betragterens forbløffelse kommer svævende ud af en kamin. Hvad har de to verdener med hinanden at gøre? Svaret ligger måske i et andet af udstillingens værker, Man Rays objekt fra 1920 med titlen ”The Enigma of Isidore Ducasse”, der udgøres af en symaskine indpakket i stof som en hilsen til citatet i begyndelsen af anmeldelsen. To vidt forskellige genstande i et absurd – surrealistisk – møde.
Danmark er i øvrigt også repræsenteret med værker som blandt andre Wilhelm Freddies maleri fra 1940, ”Min kone ser på benzinmotoren, min hund ser på mig”, og Rita Kernn-Larsen maleri ”Fantomerne” fra 1934, der angiveligt var en af hendes egne favoritter.
Udstillingen viser altså, at surrealismens arv har sat sit præg på verden i en sådan grad, at retningen også inddrager kampen mod apartheid og raceadskillelse – og kampen for jazzmusik. En filmoptagelse viser således et uddrag af en panafrikansk musikfestival i 1969.
Det lyder vældig godt; nærmest som da Miles Davis omtrent samtidig på alle mulige måder sætter strøm til sine kompositioner. Men sammenhængen med kunstretningen surrealisme synes hinsides alle grænser, selv om musikeren og maleren Ted Joans (1928-2003), der i øvrigt var klassificeret som surrealist af André Breton – manden der bestemte hvem der var surrealister, og hvem der ikke var, (Dali blev for eksempel ekskluderet) – er citeret for det synspunkt, at jazzen kom fra Afrika, og det gjorde surrealismen da for den sags skyld også.
Udstillingen har en slags undertema om (kunstneren som) rejsende. At rejse og at involvere sig i andre kulturer blev en form for kunstnerisk praksis i sig selv. Det gælder i denne sammenhæng Ted Joans, som i et par omgange forlod USA på grund af systemisk racisme, og det gælder schweiziskfødte Eva Sulzer, der i 1939 sammen med sit kamera forlader Paris for til sidst at slå sig ned i Mexico. Endnu et eksempel er den spanske revolutionære Eugenio Granell, som efter nederlaget til Franco forlod Spanien og slog sig ned i Den Dominikanske Republik og siden først Guatemala og siden Puerto Rico, hvor han skrev digte, malede og arbejdede i et symfoniorkester som violinist.
Udstillingen leverer sådan set et bud på, hvorfor de gjorde det; kunstnerne, hvorfor de blev rejsende, kosmopolitter, globetrotter, de uden fædreland. Fordi hvis surrealisme som tankesæt og levevis som princip er frisættende for mennesker, så måtte et svar være at ophæve personlige (og småborgerlige og sentimentale og nationalromantiske og hvad vi ellers har) begrænsninger i en verden defineret af territorial kontrol, som det hedder i en formidlingstekst, ideologiske modsætninger og kolonialisme.
Her og der kan man synes, at udstillingen er lige lovligt stramt, ideologisk disponeret. Det ligger i tiden. Men derfor er en fortælling om, hvordan en fransk-belgisk avantgardebevægelses tankegods bredte sig over store dele af verden med de mest forskellige resultater til følge alligevel værd at se.