Kunsthistorien skrives af sejrherrernes forvaltere. Generation for generation bliver nogle billedkunstnere udvalgt og kanoniseret som deres tids mest nyskabende, mens andre sorteres fra og glemmes. Mere eller mindre. Undertiden med god ret. Men ikke altid.
Heldigvis kommer nye forvaltere af kunstens institutioner til, som nysgerrigt undersøger, om deres forgængeres dom nu også var rigtig og retfærdig. Uden revisionisterne fremstod eksempelvis Vilhelm Hammershøi måske ikke som den fremtrædende maler, mange elsker i dag, for sådan set blev en del af hans billeder placeret i magasiner under modernismens storhedstid, og havde museerne kunnet sælge ud (af samlingerne), var det nok også sket i en række tilfælde.
Flere kunsthistorikere har i de senere år kigget kritisk på kvindelige kunstneres ringe repræsentation i museernes samlinger og i vægtningen af emner for særudstillinger. Den mest bemærkelsesværdige indsats i Skandinavien i så henseende er Stockhholms Moderna Museets særlige indsats for at få reduceret udeladelserne i tidligere tiders indkøbspolitik ved at anvende en særlig fondsbevilling til at anskaffe værker af kvindelige kunstnere, der tidligere er blevet forbigået.
Noget tilsvarende – en revision af kunsthistorien – er på færde med Louisianas nyåbnede surrealistudstilling.
Surrealisme! Altså Salvador Dali, Max Ernst, Magritte og så videre? Og herhjemme Wilhelm Freddie? Ikke denne gang. Derimod nogle af deres samtidige, der var med fremme i avantgarden dengang i 1920’erne og de følgende årtier. Men så i større eller mindre grad gled ind i skyggen af de kendte navne, der ofte blev kunstmuseernes sikre publikumssucceser.
Hvorfor? Fordi det er sejrherrerne, der former historien, og fordi tiderne og dermed forholdet mellem kønnene dengang var anderledes. Også i – i egne øjne – progressive kredse som et par hjemlige eksempler kan illustrere:
Det var politikerne, der for lidt over 100 år siden gennemtvang, at kvinder kunne blive optaget på Kunstakademiet. Det var de mandlige kunstnere som helhed ikke interesserede i. Udover som modeller. Og hvem husker i dag maleren Yrsa Hansen (1890-1954)? Næppe mange. For da hun i 1923 tog på bryllupsrejse til Paris sammen med Vilhelm Lundstrøm, havde han smidt hendes malerkasse ud ad vinduet, inden toget havde passeret Valby. Den fik hun ikke brug for længere, mente han. Én kunstner i familien var tilstrækkeligt.
Louisiana-udstillingens 34 eksempler på kvindelige kunstnere er en række fortællinger om kampe og modgang, succes og accept. Også fra mænd. For mange af dem betød navnlig én mand noget ganske særligt.
Hvis billederne af de ukendte surrealister forekommer bekendte, kan det skyldes, at mange af dem anvendte det samme surrealistiske vokabular som de – mandlige – kolleger, der løb med anerkendelsen. ”Forfængelig-hedens skole” hedder dette maleri fra 1967 af Jane Graverol. – Foto: Renaud Schrobiltgen/VISDA 2020/Louisiana.
Det er forfatteren André Breton (1896-1966), der i 1924 skrev ”Det surrealistiske manifest” og blev bevægelsens ideolog med ret til at bandlyse afvigere. For adskillige af udstillingens kunstnere – fremgår det af de helt nødvenlige, biografiske vægtekster – var Bretons anerkendelse af allerstørste betydning, mens andre med tiden vendte sig mod hans tyranni, som det hedder på Louisiana. Det er ikke uden konsekvenser, men som formidlingsteksterne også gør opmærksom på, opstår der venskaber mellem flere af kvinderne, der udover at male også deler interesse for forskellige former for mysticisme og okkultisme.
Det biografiske element er absolut nødvendigt for genopdagelsen af udstillingens mange kunstnere, hvoraf få er kendte i dag. Louise Bourgeois (1911-2010) og Frida Kahlo (1907-1954) selvfølgelig. Men som enere i kunsthistorien og mere kanoniserede for andet end klassisk surrealistiske maleri. Meret Oppenheim (1913-1985) er ophavskvinden til et af de surrealistiske ikoner, en pelsbeklædt tekop med tilhørende ske fra 1936, der tilhører MOMA i New York. Som danske ved vi besked om Rita Kernn-Larsen (1904-1988) og Elsa Thoresen (1906-1994), mens Lee Miller (1907-1977) nok er mest respekteret som fremragende reportagefotograf og Dora Maar (1907-1997) senere bedst kendt som en af Picassos sengekammerater.
En populær definition på surrealismen er – allerede inden Breton blev født – formuleret i 1869 af lyrikeren Isidore Ducasse og lyder: ”Smuk som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord”.
Sådan er også motiverne og stemningerne i mange af værkerne på Louisianas udstilling: Mærkelige figurer og genstande i mystiske landskaber under ildevarslende himle. Halvt opløste eller amorfe skikkelser. Absurde sammenstillinger.
Kay Sage, der er født i New York, var en af de mange billedkunstnere, mandlige såvel som kvindelige, der anglede efter André Bretons anerkendelse. Den opnåede hun i midten af 1930’erne – og dette maleri fra 1942 hedder ”Til den aftalte tid”. – Foto: Nathan Keay, MCA Chicago/Louisiana.
Surrealisterne viser en verden ved siden af virkeligheden eller oven på realismen med elementer, der minder om noget, vi kender, men er fordrejet og – for gustne betragtere – uvirkelig. Er der én erkendelse, der har udgjort en betragtelig filosofisk klangbund for surrealismens udøvere, må det være Sigmund Freuds undersøgelser af drømmes betydning. Med det udgangspunkt kunne surrealisterne hævde, at deres billeder i grunden var mere realistiske eller mere betydningsfulde end virkeligheden, fordi de skildrer en indre sandhed og en stærkt subjektiv oplevelse af verden.
Surrealismen opstod efter Første Verdenskrig og opløste officielt sig selv som bevægelse under Anden. Men det kunstneriske greb og fascinationen af det surrealistiske vokabular forsvandt ikke. Surrealismen fik i generationerne efter et utal af efterfølgere, hvoraf nogle blev fornyere, mens andre var epigoner, der i al kærlighed arbejdede videre i traditionen
Med afsæt i nogle af billederne på udstillingen af for eksempel Dorothea Tanning, Rachel Baes eller Leonor Fini kan man vel også slippe af sted med at hævde, at dele af surrealismen har været en tilbagevendende inspiration for hele fantasygenren og en oplevelse af verden som mystisk og eventyrlig og ved siden af den kendte virkelighed.
Der er mange interessante billeder og personlige historier på Louisianas velpræsenterede udstilling, der også minder om, at heller ikke kunsthistorien er statisk.