Før Anden Verdenskrig var en tredjedel af Litauens hovedstad, Vilnius’, indbyggere jøder. Der var 65.000. Efter krigen var 90 procent af dem slået ihjel af nazisterne og deres litauiske hjælpere. Det svarer til 50.000 døde – alene fra Vilnius. De blev stuvet sammen i en ghetto, fik frataget deres borgerlige rettigheder, ført ud af byen og henrettet. Hvis de ikke var så heldige at gemme sig eller at flygte over på sovjetisk side. Og der var de ikke engang i sikkerhed. Mange af dem, der nåede til Sovjet, blev siden dræbt i Stalins udrensninger.
Forfatteren Abraham Sutzkever overlevede og flyttede efter krigen til Israel. Allerede i 1944 skrev han om tyskernes besættelse og om ghettoen. Uddrag af den beskrivelse er med i det udvalg og uddrag af hans værker, som nu foreligger på dansk under titlen ”Grønt akvarium – fortællinger fra Litauens Jerusalem”. Udvalget er foretaget og oversat fra jiddisch af Jan Schwarz. Nogle gange knirker det danske sprog i denne oversættelse, men om det nu skyldes oversætteren, eller om det er troskab over for originalens syntaks, kan jeg ikke afgøre.
Det er rædselshistorien om holocaust, der i et og alt er omdrejningspunktet for den lange række af små prosastykker og fragmenter, som udgør samlingen. Kimen til fortællingerne er erindringer om, hvordan han for eksempel selv gemte sig i hemmelige rum i ghettoen, og om, hvordan det gik familie, venner og folk, han tilfældigt mødte på sin vej.
De unævnelige rædsler forbliver dog ikke ordløse, for Sutzkever fortæller jo netop om dem. Men det er ikke sådan, at han svælger i beskrivelserne, og de bliver heller ikke til en endeløs række jeremiader. Hjerteskærende er det dog at høre om en ligbrænder, der finder sit eget barn blandt de henrettede. Han springer ind i ilden med barnet i sine arme.
”Lad os drikke en skål for livet! At genoplive står ikke i min kunstneriske magt.”
Sådan skriver Sutzkever. Digteren kan ikke bringe de døde tilbage til livet, men han lader dem alligevel få en slags gestalt, da de lever som skygger i hans poetiske univers, genskabt af digtningens alkymi. Her bliver der også plads til de to overlevende, der fejrer det første bryllup efter befrielsen. Til gengæld bliver der ikke levnet meget plads til bødlerne. Det er, som om han tier dem ihjel ved ikke at give dem navn eller ved blot at kalde dem for en jernhæl eller for græshopper. De overlades til glemslen, mens ofrene overlever i erindringen og kunsten. Hans sag er heller ikke had og hævn, men livet.
Der er to karakteristiske træk ved Sutzkevers tekster. Der er tale om korte og ofte fragmentariske beskrivelser, som sjældent har en tydelig pointe. Og de er stilistisk præget af mangfoldige metaforer. Metaforerne yngler, og det er ikke altid lige slående, når det for eksempel hedder om en fyrreskov, at den har ”behårede grene”. Men måske er de søgte, surrealistiske metaforer alligevel godt for noget. De er med til at give en fornemmelse af uvirkelighed. De gør den kendte verden mærkelig og drømmeagtig.
Sutzkever skriver et sted: ”Tak, ære være Dig, Skaber, du som har adskilt drøm fra virkelighed.”
Men hvor er Skaberen henne, når drøm og virkelighed ikke lader sig adskille, som det er tilfældet i denne bog? Det er, som om virkeligheden har forrykket sig, og det forekommer jo klart nok med de oplevelser, som holocaust bød på. Når ens verden nedbrydes, ens familie og venner bliver dræbt, så er der ingen vant virkelighed længere. Virkelighedsfornemmelsen forrykker sig, og forestillingen om virkelighedens og drømmenes grænser forskyder sig.
Med virkelighedens opløsning falder også den store historie i hundredvis af fragmenter og skår. Der er ansatser til at se jødernes lidelser som led i en større plan, når fjenden kaldes ”græshopper” og bliver til en af de store plager og prøvelser. Men det er alligevel ikke den fortolkning, der præger fremstillingen, der finder en slags mening på andre planer.
Et kys kan være som en amulet, der redder en kvindes liv, som det berettes. En blomst kan være en fryd under et hvil på vej mod ens udslettelse. Og ord kan være som både et kys og en blomst. Ordene kan ikke redde liv, men de kan være en del af virkeligheden. Man kan glæde sig over dem som sprogblomster. Og nogle gange er det godt, og nogle gange for meget for min smag, når Sutzkever går metafor-amok.
Det samme gælder de mange fragmenter, som gør, at det enkelte fragment ikke rigtig vil sætte sig fast i erindringen. Til gengæld bidrager Sutzkevers poesi så til en ganske speciel stemning og atmosfære. Man befinder sig i en tilstand af dyb forfærdelse og magisk opløftelse. Det er som at være i et grønt akvarium.