Prøv avisen
Klassiker

Emmy-vinder: De fejlfrie har få fortællinger

De fleste gode historier sættes i gang af et syndefald. Og selve formen for vor tids succesfulde dramaserier bygger også på en stærk dramatisk arv fra de to testamenter, mener filminstruktøren Susanne Bier, der selv er dybt inspireret af Bibelen. – Foto: Malte Kristiansen/Scanpix

Susanne Bier har netop vundet en Emmy-statuette for miniserien "Natportieren". Læs eller genlæs interviewet med den danske filminstruktør, der mener, at de fleste gode historier – som i Bibelen – dybest set handler om mennesker, der falder for fristelsen til at gøre det modsatte af det, de burde

”Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg,” skrev Paulus, der godt kunne have fået sin egen dramaserie i dag. For det er lige præcis den indre kamp, han beskriver i Romerbrevet, som rigtig mange succesfulde serier stadig er skrevet over, påpeger filminstruktøren Susanne Bier.

”Det er en urkonflikt i alle mennesker, at det er så forbandet svært at leve op til ens egne idealer. De fleste af os stopper heldigvis os selv, før vi bliver mordere eller illegale våbenhandlere, men så bagtaler man måske naboen eller glemmer at leve op til den slankekur, man ellers selv havde planlagt. For livet er på både små og store niveauer fyldt med fristelser, der konstant udfordrer vores egne standarder, men det er også dér, at de gode historier ligger,” siger den danske filminstruktør med sit karakteristiske skæve smil, da vi mødes hos hendes PR-bureau Have Kommunikation på Frederiksberg i København.

I øjeblikket er hun aktuel med den britiske dramaserie ”Natportieren”, der for nylig blev vist i England, hvor den på BBC blev den mest sete tv-serie i 10 år. Og i denne måned får den også dansk tv-premiere søndag den 17. april, hvor den vises på DR 1.

Det er Susanne Biers første dramaserie, men den Oscar-vindende danske instruktør er ikke blind for, at det store lærred ikke længere er filmbranchens største scene. For hvor spillefilm tidligere blev regnet for lidt finere end tv-serier, har fokus i filmbranchen flyttet sig de senere år, hvor mange af de bedste skuespillere, instruktører, fotografer, klippere og filmkøbmænd har valgt at satse på serier frem for spillefilm:

”Jeg har længe godt kunnet tænke mig at lave en tv-serie, fordi jeg så, hvor mange sindssygt gode serier, der bliver lavet for tiden. Og jeg tror, at man skal være utrolig naiv, hvis man ikke lægger mærke til, at det er der, det sker i øjeblikket,” som hun siger.

Da hun i en stak med manuskripter til nye serier opdagede, at et af dem byggede på et spiondrama af den store spændingsforfatter John le Carré, var hun derfor straks lun på idéen.

”Jeg har før været misundelig på dem, der har fået lov til at filmatisere John le Carrés historier. For jeg synes, at de er geniale, fordi de på én gang er fyldt med spænding, og enormt meget psykologi og moralsk kompleksitet, som jeg synes passer godt til den måde, jeg selv godt kan lide at lave film, der kredser om etiske dilemmaer.”

John le Carré skrev ”The Night Manager” i 1993, men historien er i Susanne Biers version sat ind i en nutidig ramme, der begynder midt i det arabiske forår i 2011 og fortsætter frem til i dag.

Historien følger den forhenværende britiske soldat, Jonathan Pine, der som natportier får en uventet central rolle som spion i et internationalt magtspil med en stinkende rig og hæmningsløs våbenhandler, Richard Roper, som den ellers helteagtige ”hotelmandsagent” ikke kan undgå at blive lidt forblændet af, da Jonathan Pine sendes ind i rigmandens inderkreds som agent.

”Richard Roper er verdens værste mand, men måske også verdens mest charmerende mand. Og han lever i en verden, der kan virke attraktiv. For han har nærmest ubegrænsede midler. Han har ovenikøbet sin egen ø. Og med sin enorme rigdom siger han selv, at han har total frihed.”

”Sådan en total frihed længes mange af os nok efter. Og det moralske dilemma i serien er, om Jonathan Pine selv ender med at miste sit moralske kompas i trangen efter den form for frihed,” siger Susanne Bier.

Sådan kan serien ses som en del af bølgen af magtsyge seermagneter som hovedpersonerne i ”House of Cards”, ”Game of Thrones, ”Vikings”, ”Breaking bad”, ”Narcos” og ”Paublo Escobar”, der ligefrem dyrker de både sammensatte og skruppelløse skurke, der gør alt for at tilfredsstille deres eget ego, sexlyst og magtsyge.

Som en slags små djævle i hovedrollerne ender den slags historier som regel med den bibelske pointe om, at hovmod står for fald. Og sådan ligger der ofte bibelske budskaber og motiver under alle eksplosionerne i moderne serier, mener den danske succesinstruktør.

”Man kan sige, at mange af Bibelens historier har en mere pædagogisk pointe, men Bibelen er alligevel dramatisk stærk, når det gælder portrættet af mennesker, der kæmper for at bevare deres egen moral. Og som i god fiktion sættes fortællingen typisk i gang af, at folk fejler. Syndefaldet sætter jo også for alvor Bibelens handling i gang.”

Bibelen kan på den måde læses som menneskets lange kamp mod sig selv. Selvfølgelig er der også såkaldte tros-helte i Bibelen, men mange af dem, der hengiver sig til Gud, bliver hurtigt hovmodige igen. For der er hele tiden fristelser på vejen, ligesom der er forståelige motiver bag meget af den ondskab, som de bibelske figurer ofte forfalder til, som hun siger.

Morderen Kain er misundelig, Abraham lyver af frygt om sin kone, Jakob snyder sig utålmodigt til sin velsignelse, og David forelsker sig i en anden mands kone.

”Sådan handler de fleste gode fortællinger – som i Bibelen – om mennesker, der gerne vil gøre det rigtige, men falder for fristelsen til at gøre det forkerte. Og der ligger spændingen også i min serie,” siger hun og tilføjer:

”Jeg kan heller ikke forestille mig noget mindre seværdigt end et drama, der kun bestod af moralsk ulastelige karakterer. Der er én rendyrket god og i øvrigt gravid agent i serien, som er historiens moralske hjerte, men ellers viser alle andre deres skyggesider. Og der ligger også større identifikation i at følge folk, der kæmper med at leve op til deres egne idealer. For sådan lever alle mennesker jo livet,” siger Susanne Bier, der heller ikke mener, at hun er alene om at være inspireret af de bibelske dramaer.

Det er for eksempel ikke tilfældigt, at HBO har forsøgt at gøre Bibelen til en dramaserie. For selve formen for vor tids største seermagneter bygger på en stærk dramatisk arv fra de to testamenter, mener Susanne Bier. Og nu, hvor hun også selv har instrueret sin første internationale serie, ser hun også et formmæssigt mønster, der trækker på Bibelen i mange serier.

Adskillige serier med over 66 afsnit har millioner af seere i dag, hvor det nok efterhånden er færre, der giver sig selv oplevelsen af at stave sig igennem samtlige af Bibelens 66 bøger.

Men Bibelens fortælleform, der slanger sig gennem en nærmest uendelig række møder med mennesker med mere eller mindre rod i livet, ligger faktisk ikke fjernt fra den skabelon, som har givet streamingtjenester som Netflix og HBO succes med alenlange serier. Og sådan lever vi i en tid, hvor de store fortællinger er vendt tilbage, påpeger hun.

”Man kan sige, at det 20. århundrede var den filmske novelles tid. Man skelner selvfølgelig stadig mellem kortfilm og spillefilm, men uanset om en film varer 30 minutter eller 2 timer, har den ofte karakter af en novelle med et begrænset antal hovedpersoner. Men nu vil stadig flere have filmiske romaner i form af serier, der strækker sig over adskillige sæsoner og spænder over et svimlende stort persongalleri, hvor bipersoner i det ene afsnit kan blive hovedpersonen i det næste,” siger hun og tilføjer:

”Det kræver jo en enorm præcision at lave en god novelle, så det er heller ikke, fordi det er nemmere at lave en god film end en god serie. Men der er noget fantastisk i at få mere plads på alle mulige måder. I gode romaner er der jo også en stram fortælling, men der er mere plads til at gå i detaljer. Og sådan får man helt andre muligheder, hvis man skal fortælle en historie på 60 timer i stedet for to gange 60 minutter,” siger Susanne Bier.

Hun har dog denne gang begrænset sig til at fortælle sin historie på de seks fristende afsnit, serien varer. Men der er stadig masser af plads til fejl.