Susanne Bier: Vi er dårlige til at spørge ind til det svære

Ekspeditionen på vej mod en stor opdagelse.

”I forhold til, hvor privilegerede vi er i Danmark, synes jeg, at det er tankevækkende, hvor svært vi har ved at finde glæde der, hvor vi er”, siger Susanne Bier, der bruger humor til at beskrive kampen mod kræft i komedien ”Den skaldede frisør”. – Foto: Malte Kristiansen. / Scanpix

Alle mine film har beskæftiget sig med det moralkodeks, der udspringer af De Ti Bud, siger filminstruktøren Susanne Bier. I næste uge er der premiere på hendes nye film, Den skaldede frisør

Filminstruktør Susanne Bier er ikke længe om at finde en scene fra sin barndom, der har været med til at forme hendes moral. For hun oplevede en form for syndefald på sin 10-års fødselsdag, fortæller hun.

Dagen var ellers skabt til fest. Om morgenen fik hun til sin store fryd en ny cykel af sine jødiske forældre, og senere bagte hendes mor en stor mandelkage, der stod til afkøling i køkkenet, da fødselsdagsbarnet kom alene forbi.

LÆS OGSÅ: Filmselskaber tør ikke satse på talenter

Vi skulle have gæster. Men jeg kunne ikke modstå fristelsen til at spise af den, og inden jeg havde set mig om, havde jeg spist al glasuren over hele kagen. Lidt efter kom min far ind i køkkenet og spurgte, om jeg vidste, hvad der var sket. Jeg turde ikke fortælle sandheden, så jeg svarede: Ja, jeg så en mand, der kravlede ind gennem vinduet og skyndte sig ud igen, efter han havde spist glasuren., siger Susanne Bier med et sart smil, inden hun fortsætter:

Min far reagerede ved at sige, at jeg ikke måtte køre på min nye cykel den næste uge, ikke fordi jeg havde spist af kagen, men fordi jeg havde løjet om det. Jeg var helt vildt glad for den cykel, og selvom det kan virke som en bagatel, gjorde det enormt indtryk på mig. Og jeg tror, at lærestregen lærte mig betydningen af at tale sandt.

Susanne Bier tier et øjeblik.

Jeg er overbevist om, at vores moral bliver grundlagt i vores opdragelse. Og jeg fik en traditionel jødisk opdragelse. Man kan sige, at reglerne for jøder og kristne er de samme. For etikken bygger dybest set på De Ti Bud. Og alle mine film har beskæftiget sig med det moralkodeks, der udspringer af De Ti Bud. Alle mine film forholder sig for eksempel altid til tilgivelse, så jeg tror, at der er indbygget en religiøs diskussion i alt, hvad jeg laver. Det er ikke nogen tydelig religiøs diskussion, men de moralske værdier, der er fundamentet for det hele, bygger på De Ti Bud.

Susanne Bier har til gengæld lidt svært ved at sprogliggøre sin egen tro og nøjes med at sige, at hun godt kan identificere sig med vittigheden om, at man ikke tør sige, at Gud ikke eksisterer for tænk nu, hvis han lytter med.

Jeg er ikke nogen praktiserende troende, men jeg føler mig meget hjemme i religiøse sammenhænge. Og jeg kan kun sige, at jeg selv tror på en eller anden form for mening eller spiritualitet, men præcis hvilken form det har, og hvilken konsekvens det har for min dagligdag, kan jeg ikke sige. Men der er ikke nogen tvivl om, at religion åbner for nogle etiske og eksistentielle spørgsmål, som jeg hele tiden vender tilbage til som filmskaber.

Tilgivelse var også et hovedtema i Biers seneste film, Hævnen, der både indbragte hende en Golden Globe-statuette og en Oscar for bedste udenlandske film.

I Hævnen spiller Trine Dyrholm en kvinde med en utro mand, og i Susanne Biers nye film, Den skaldede frisør, er Trine Dyrholm tilbage i rollen som en kvinde med en utro mand, men denne gang spiller Trine Dyrholm en rolle, der er inspireret af instruktørens egen mor, der flere gange blev ramt af kræft, fortæller Susanne Bier:

Min mor havde brystkræft to gange, og hun har på trods af det altid været meget positiv. Hun har altid på en mærkelig måde, uden at det har været forløjet, været i stand til at se de glæder, der var, hvor hun var. Og hun har på mange måde været ret inspirerende i forhold til Trine Dyrholms karakter i filmen. Oversygeplejersken på onkologisk afdeling sagde til min mor, at hun troede, at grunden til, at hun klarede sig så tilpas godt, var, at hun var så grundlæggende glad og positiv. For hun forstod at fastholde en tro på, at alt skulle blive godt, hvad det også blev. Og oversygeplejersken sagde, at hun kunne se ret stor forskel på patienterne alt efter deres grundlæggende livsindstilling. Og jeg synes, at det kunne være sjovt at lave en karakter, der havde de egenskaber.

Den skaldede frisør er endt som en slags kræftkomedie, et lyst, livsbekræftende drama, der godt nok skildrer smerten og angsten ved at leve med en sygdom, men i en sjov og uhæmmet romantisk historie, som Susanne Bier selv siger. Men selvom filmen er hendes første danske komedie siden gennembrudsfilmen, Den eneste ene, er den trods alt ikke en ren komedie, og det er ifølge filminstruktøren også forklaringen på, at Den skaldede frisør allerede er blevet inviteret med ind i det fine selskab på filmfestivaler i Venedig og Toronto.

I filmen spiller Trine Dyrholm rollen som frisøren Ida over for selveste Pierce Brosnan, der spiller Philip, en rig citronplantageejer med en skjult sorg.

Ida er blevet forladt af sin danske mand, men hun forstår at lave citronfromage ud af citronerne, efter at hun bogstaveligt talt støder ind i Philip i lufthavnen. Det viser sig, at de er på vej til det samme bryllup i Italien, hvor Philips søn skal giftes med Idas datter. Det skal udvikle sig til lidt af et familiedrama, men allerede her fornemmer man, at alting nok skal arte sig for lille Ida. Og Susanne Bier, der selv har været med til at skrive historien, har helt bevidst pakket cancerhistorien ind i sødme og sjove scener, fortæller hun.

Jeg har selv en nervøsitet over for cancer, ligesom alle andre har det. Men det har været vigtigt for mig at lave en film, som netop beskæftiger sig med noget, som er svært for mange mennesker at forholde sig til. Cancerscener er ofte enormt stigmatiserende, og dér tænkte jeg, at det hjalp, hvis man beskrev det på en meget let måde, så det lignede en komedie, siger Susanne Bier og fejer en hårtot væk fra øjnene, inden hun fortsætter:

Jeg har fået en del især amerikanske manuskripter, der handler om cancer, og de er alle sammen meget alvorlige og kvælende. Når man taler om kræft, rammer det jo lige ned i folks angst. Men jeg tænker, at hvis publikum skal i biografen, skal de se noget, som også er skønt og sjovt, så man har lyst til at beskæftige sig med det.

Filminstruktøren fastholder mit blik.

Det betyder ikke, at emnet ikke er lige vigtigt, for det er det. Men hvis man skildrer cancer som en del af en anden historie, kan man lige pludselig se det som et livsvilkår. Jeg tror ikke, at der findes én eneste i Danmark, der ikke kender eller har kendt en, som har været syg af kræft. Og derfor tror jeg, at vi alle sammen har den sygdom inde i vores bevidsthed, uden at vi vil beskæftige os med den. Men hvis man kunne forene det med et håb eller noget livsbekræftende, tror jeg, at man har nemmere ved at forholde sig til det. I begyndelsen af filmen møder vi en kvinde, der har mistet alt. Og hun lever med en konstant angst for, at kræften skal vende tilbage. Men når filmen er slut, har hun prinsen og det halve kongerige i bogstaveligste forstand.

For Susanne Bier har det også været motiverende at lave en kærlighedsfilm, der ikke handler om to smukke 25-årige, der ikke har andre problemer end at finde sig en kæreste. I filmen finder Philip og Ida i stedet ind til hinandens sårbarhed, og det åbner deres kærlighedshistorie, forklarer Bier.

Der er meget central scene i filmen, hvor hun har badet i havet, og han kommer ned på stranden, hvor han ser hende på alle måder nøgen, fordi hun også har smidt parykken der. Og det er der, at han bliver forelsket i hende, fordi hun på trods af alt alligevel er så lys og positiv. På trods af alt, hvad hun har været igennem, har hun alligevel en eller anden glæde, som han ikke kan værge sig imod. Det, synes jeg, er vigtigt. Det er ikke sådan, at kærligheden er væk, når parykken falder. Der er en form for dybere forbindelse mellem dem.

På samme måde når Ida ind til Philips sorg, da hun spørger ham direkte, hvordan han mistede sin kone. Og her rammer filmen en pointe, der ligger filminstruktøren på sinde:

Man kender jo det godt selv, hvis man har været ked af noget, at det gør en glad at møde et menneske, der tør overskride den sociale barriere ved at spørge ind til det svære. Og det gør hun. Hun gør ting, der ikke er særlig almindelige i vores kulturkreds. Og det giver hende en helt anden adgang til ham. Det gør hende simpelthen uimodståelig, fordi hun gør det med et meget rent hjerte og en stor selvfølgelighed, siger Susanne Bier og slår ud med hånden:

I vores del af verden har vi en fornemmelse af, at man bedst respekterer folk, hvis man ikke går for langt med dem. Men nogle gange er den respekt også med til at isolere os fra hinanden. Nogle gange er den med til at gøre, at folk, der gerne ville blive spurgt, ikke bliver spurgt. Der ligger ikke nogen ond vilje i det, men jeg tror, at der er mange mennesker, som er syge, der føler sig meget alene, fordi det er svært for omverdenen at finde ud af, hvornår man overskrider folks integritet, og hvornår man ikke gør det. Og jeg tror måske, at det er bedre at kunne sige tak fordi du spurgte, men jeg vil egentlig gerne være i fred end slet ikke at blive spurgt. Det er mit indtryk, at vi er lidt for gode til at være respektfulde og lidt for dårlige til at tage fat om hinanden.

Hvorfor tror du, at det er sådan?

Jeg tror blandt andet, at det er, fordi vi er bange for svaret. Hvis vi får et svar, der er uhyggeligt, så ved vi ikke, hvordan vi skal forholde os til det, og så er det nemmere ikke at spørge. Vi er ikke rigtig opdraget til det. Men jeg tror også, at det rammer en angst i os selv, fordi vi tror, at smerte kan smitte.

Men kan den ikke også det?

Jo, det kan den, hvis man påtager sig ansvaret for den. Og det tror jeg især, at kvinder tit kommer til, fordi de så slæber bekymringerne med sig, når de har lagt øre til familiens lidelser. Men dér tror jeg, at vi kan lære noget af folk i Sydeuropa, der ofte lytter engageret, men ikke nødvendigvis tager ansvaret for det.

Men er det ikke nemmere sagt end gjort?

Jo, helt afgjort. Det er da svært at stå og se på nogen, som har det elendigt, og føle, at man ikke kan gøre noget. Det synes jeg også personligt er svært, men jeg prøver på at øve mig i at lytte alligevel. Og jeg synes, at det hjælper at holde sig for øje, at det faktisk kan nytte noget at lytte til andre mennesker, selvom man ikke kan agere på det hele. Men bare det at få lov til at sætte ord på det svære er jo en gave, som jeg synes, at vi skulle blive bedre til at give hinanden. For jeg tror også, at det er en måde at skabe glæde på. For i forhold til, hvor privilegerede vi er i Danmark, synes jeg, at det er tankevækkende, hvor svært vi har ved at finde glæde der, hvor vi er. Og det, tror jeg, hænger sammen med, at mange ikke føler sig set og hørt som dem, de er, og de følelser, de har, siger Susanne Bier, der også har den filosofi med sig fra sine forældre, der ikke kun lærte hende at tale sandt om, hvem der spiste af mandelkagen:

Mine forældre lærte mig, at man kommer længst i livet ved at være oprigtig både over for andre og sig selv, og det er også det, min nye film handler om.