I et sammensurium af gys, romantik og jødisk mysticisme debuterer Gabriel Bier Gislason med den nu biografaktuelle ”Natten har øjne”. Titlen er spundet over Lars H.U.G’s ”Elsker dig for evigt”, hvor der synges: ”vandrer rundt i regnen, og natten har øjne, for du er smuk nu, ja du er smuk nu”, som er Majas, en af hovedpersonernes, yndlingssang.
Maja (spillet af Josephine Park, blandt andet kendt fra den romantiske komedie ”Venuseffekten”) er i filmen tidligere skuespiller, men alt håb på den konto er så godt som svundet ind til ingenting. Til gengæld begynder et nyt håb at blomstre, da hun møder Leah (spillet af Ellie Kendrick, kendt som Meera Reed fra ”Game of Thrones”), som hun forelsker sig hovedkulds i.
Sammen tager parret, Maja og Leah, til London for at besøge Leahs mor, Chana (spillet af Sofie Gråbøl), som bor i det jødisk ortodokse kvarter Stamford Hill. Kvarteret er kendt for at være hjemsted for de ortodokse hasidiske jøder, og Chana er netop ortodoks ind til benet og derudover en ret så ubehagelig og indelukket kvinde med en noget uhyggelig fremtræden. Egentlig er hun dansker, men hun ynder at blive boende i London og holde fast i sin meget ortodokse levevis. Senere har hun en samtale med Maja, som hun ellers, i hvert fald tilsyneladende, ikke formår at agere nogen god svigermor over for, om hvorvidt man kan elske for meget og derved miste sig selv. Det advarer hun stærkt imod. Man kan miste sig selv og ikke komme tilbage. Man fornemmer en personlig erfaring.
Lige fra Maja og Leah træder ind i Chanas lejlighed begynder en række nye og tiltagende mystiske episoder at indtræffe. Lys går ud og ting og sager, der forstyrrer den ellers trygge nattesøvn, opstår. Men den eneste, der tilsyneladende synes at bemærke uhyggen, er Maja, den udefrakommende. Alt bliver halvskummelt og den forcerede skumle stemning, som forsøges fremmanet, underbygges af lysstyringen.
Filmen er konstruereret over den præmis, at dæmoner kan besætte mennesker, et levn fra gammel jødisk folketro, og at de måske, måske ikke, kan uddrives med eksorcisme. Det havde været interessant, hvis Danmark, især i forlængelse af Christian Tafdrups skat af en dansk gyser ”Speak No Evil”, var ved at bevæge sig ind i en horror-stime præget af den høje kvalitet, som Tafdrup slog an. Det er dog ikke tilfældet.
Desuden virker Josephine Parks rolle ualmindeligt fejlcastet, og det er egentlig ikke, fordi hun spiller dårligt, men hendes karakter falder ikke organisk ind i det miljø, hun sættes i. Det er givet, at to forskellige verdener møder hinanden, men det virker ikke, fordi den nerve, der skulle have eksisteret i samspillet, og dermed give filmen troværdighed, ikke findes.
Gabriel Bier Gislason arbejder for indeværende på to tv-serier. Bedre held næste gang.