Far får en hjerneblødning, far vil gerne dø. Men hvem skal få ham ud af livet? Hans to døtre? På overfladen handler den franske instruktør Francois Ozons nye film, ”Alt gik godt”, om aktiv dødshjælp, men underneden handler den om, hvor meget et menneske kan byde sine børn.
”Alt gik godt” er den produktive Francois Ozons bedste film i årevis. Måske fordi dens dilemma er så åbenlyst moralsk og genkendeligt i sin problematik. Er der ingen grænser for, hvor egoistisk et menneske kan optræde, og er der ingen grænser for børns kærlighed til deres forældre, uanset hvad de bliver – og er blevet budt – gennem livet af de forældre, der har sat dem i verden? Ozons film folder problematikken prismatisk ud. Som beskuer kan man se alle nuancer og føle smerten ved at se mennesker forsøge at yde deres bedste – på trods af al rimelighed.
To døtre er vidne til, at deres far får en hjerneblødning og herefter ikke ønsker at forblive i livet. Døtrene skal, med faderens ord, hjælpe ham med ”at gøre ende på det”. Men hvem er denne far? En tydeligvis narcissistisk, selvspejlende person, der skal bekræftes af alle omkring sig og være verdens centrum. Lunefuld, ondskabsfuld, nedgørende, selvmedlidende, lettere depraveret, kynisk og klynkende på en ulidelig koket måde, der skal få det hele til at glide ned.
Hvor hans hustru tydeligvis tidligt har sagt fra og resigneret over for denne patriarkalske personage, er de to døtre i tvivl. Især den ene, der tilsyneladende er parat til at ofre alt for fadergudens sidste vilje, endskønt han har nedgjort hende gennem hendes opvækst.
Miljøet er, som ofte i franske film, kultiveret overklasse med mennesker uden økonomiske problemer og med forfinede æstetiske præferencer, der skærer og skurrer mod den eksistentielle og psykologiske gemenhed i plottet. Arvesynden glider ned gennem generationerne akkompagneret af Brahms.
Aktiv dødshjælp strider imod den franske forfatning, så med faderens billigelse søger de to døtre, med den enes ægtefælle og den andens to børn som sagesløse vidner, mod en klinik i Schweiz, der tager sig af den slags. Far bliver glad. Ja, så glad, at han den ene gang efter den anden udsætter sit ønske og holder sit selvcentrerede forehavende kørende, mens de to døtre på skift giver op eller forlader scenen i vrede. Hver gang til fars moro og uskrømtede glæde ved at påføre sine døtre smerte, sorg og afmægtigt raseri.
”Alt gik godt” er en film, man vedbliver at se mod sin vilje. Den er så ond, den er så nådesløs i sin alt for menneskelige umenneskelighed. Når man vedbliver at se på og leve med, er det, fordi filmen er så helt eminent velspillet. Som personinstruktør er Francois Ozon suveræn i denne film. Som de to døtre er henholdsvis Sophie Marceau og Géraldine Pailhas afmålt forfinede, smukke og aldeles hudløse i deres afmagt. Som hustruen er Charlotte Rampling forstenet i sin vrede og sorg, og som dødsenglen fra Schweiz er den gamle Fassbinder-skuespiller Hanna Schygulla frygtindgydende præcis. Den vanskelige rolle som faderen forløses skræmmende grænseløst og uanstændigt af André Dussollier. Det er ensemblespil af en anden verden.
Se ”Alt gik godt” for disse mageløse skuespilpræstationer, der får en film om, hvordan alt bestemt ikke går godt, til at sætte sig i en som vedkommende. Det er en film om den menneskelige brist, det, vi ikke vil være ved. En film ikke for de mange, men for de voksne, der med årene har erfaret, hvor svært livet kan være.