Prøv avisen

Suzanne Brøgger: Det er vigtigt at tale om modernitetens skyggesider

Et liv på kogepunktetEn jødisk mand kaster vin efter en palæstinensisk kvinde i byen Hebron på Vestbredden, 35 kilometer syd for Jerusalem i Israel. Denne dag, den 15. marts, afholdes den årlige jødiske festival, og det giver anledning til sammenstød, for Hebron er en religiøs, politisk og kulturel smeltedigel i en grad, der kun findes få steder i verden. Her bor cirka 800 jødiske bosættere omgivet af 120.000 palæstinensere i en by gennemhullet af sikkerhedszoner. Særlig i den gamle bydel, som begge parter hævder at have bibelsk ret til, betyder det daglige konfrontationer. På en dårlig dag kan man blive visiteret og udspurgt fem gange af det fortsat heftige opbud af israelsk militær, som forsøger at opretholde lov og orden, og sådan har det været i årtier nu. Der er løbende gjort forsøg på at finde en mere mindelig løsning gennem internationale fredsforhandlinger, men aftaler bliver konstant brudt, og mange har indstillet og indrettet sig på at leve et liv på kogepunktet. Foto: Leif Tuxen.

At være forankret sætter os fri. Sådan siger Suzanne Brøgger, 40 år efter at hun debuterede med sin rasende pamflet Fri os fra kærligheden i 1973. Skønt hun stadig forsvarer frisindet, mener hun, at vi bør diskutere modernitetens skyggesider

Tak for dit brev. Jeg skriver fra en ø ud fra Afrika og kan knap komme hjem til den foreslåede dato. Venlige hilsner Suzanne Brøgger.

Sådan lød den første mail skrevet på iPad fra et fjernt kontinent og med en næsten Karen Blixensk ordlyd. Et slægtskab mellem Brøgger og Blixen, der også synes tydeligt, da den 68-årige forfatter åbner døren til den gamle, gule skole mellem Knudstrup og Løve nær Kalundborg og lader en behagelig jazz bølge ud til de snedækkede marker.

Selv træder hun frem klædt helt i sort og med håret viklet kunstfærdigt ind i et spraglet tørklæde, man garanteret ikke ser mange af i Løve og omegn. Ikke desto mindre er det her, kunstneren har kastet anker, og det er herfra, hun ser tilbage på de 40 år, der er gået, siden hun som 29-årig forsvarede friheden i sin samfundskritiske debut, Fri os fra kærligheden. En anledning, der har fået hende til at finde de bøger, der dengang inspirerede hende, frem igen.

LÆS OGSÅ: En drøm om at fange regnbuen

Tidernes skiften er interessant, og ved at genlæse Eros og civilisation af den tyske filosof Herbert Marcuse (1898-1978, red.), som jeg var meget optaget af, da jeg skrev min første bog, kan jeg se, at den største forskel på 1973 og 2013 er håbet, siger Suzanne Brøgger og viser ind i pejsestuen, hvor et hvidt flygel blotter sine tangenter.

I en lille tidslomme omkring starten af 1970erne var vi alle berørte af en gennemgribende drøm om, at verden kunne blive et bedre sted. Senere blev den frihed bundet fast af dogmatiske ideologier, men lige dér blomstrede håbet, siger Suzanne Brøgger og retter sit kritiske blik mod nutiden.

Jeg kender ikke svaret, men det overordnede spørgsmål er, hvad der skete med vores fantasi og vores evne til at forestille os at leve helt anderledes.

Netop den underliggende tro på, at en samfundsændring stod for døren, tog Suzanne Brøgger med ind i den tekst, der med hendes egne ord rev alle bindinger og ledninger over.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, siger hun med en krusning på smilet og en velartikuleret udtale:

At der ville komme et erotisk kulturministerium måske. I hvert fald at tankerne om en sublimeret eros, der fører til fantasi og lykke, skulle blive til noget.

På udgivelsestidspunktet ønskede den unge forfatter dog at få en vurdering af idéernes holdbarhed fra en af de få mandlige autoriteter, der stadig stod i en tid, hvor de faldt, bare man pustede til dem, som hun siger.

Jeg inviterede K.E. Løgstrup ind i et radioprogram for at høre hans mening om bogen. Han forholdt sig så åbent og tolerant, hvad jeg var meget rørt over, men så sagde han: Tror De ikke, Eros vil blive lidt overanstrengt?.

Suzanne Brøggers latter giver genklang i den store, lyse stue og trækker hendes mørke øjne ud i den kohlstreg, der ofte indfatter dem.

Øjne, der i dag lyser af en selvsikkerhed, hun slet ikke kendte til i 1973.

Det var en svær tid, husker hun.

Jeg anede ikke, om jeg ville slå til som forfatter, og hvis jeg havde talent, anede jeg, at det var aparte.

Penge var der i flere år heller ikke for mange af. Og kærligheden, den regnede hun ikke med at finde, ikke i et fast forhold i hvert fald.

Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville møde en mand, der kunne leve sammen med en forfatter, eller at det var muligt at kombinere forfattergerningen med et familieliv, siger hun og tilføjer, at kvinder i dag tror, de kan få det hele. Uden at være blevet frie af den grund, forklarer hun.

Paradokset består i, at der i dag er uanede muligheder, man kan skifte navn og partner hver eneste dag. Det føles bare ikke som en frihed, siger hun og tøver en kende.

Det har jeg mærket i mit eget liv. At forankring giver frihed. At stedets ånd som her på den gamle skole giver én noget, at det, der ligner et strengt liv, er en frihed.

Også friheden til ikke at vælge, forklarer hun. Til ikke at skulle begynde sit liv forfra og forfra igen. Men det er det, moderniteten kræver.

Jeg går naturligvis ind for det moderne projekt, man kan ikke andet, men derfor tror jeg, det er vigtigt at omtale modernitetens skyggesider og de vanskeligheder, der er forbundet med at skulle skabe sit liv hver dag, siger hun og skænker mere af den grønne te.

Selv oplevede hun det paradoks, at hun mens hun skrev om ægteskabet som et fængsel og tosomheden som en organiseret form for ulevet liv selv drømte om den store kærlighed og om at stå hvid brud. Noget, hun senere har afsløret i den selvbiografiske bog Ja fra 1984, og en bekendelse, der nok har virket forsonende for mange fans.

Det kan være svært at leve op til Suzanne Brøggers skrift. Endda for Suzanne Brøgger selv. Den omrejsende og eros-omfavnende skribent fra starten af 1970erne bor i dag med en mand, hun elsker, på en gammel skole langt ude på landet. Hvad er der sket med Suzanne Brøgger og hendes evne til at forestille sig at leve helt anderledes?

Det åbne ægteskab tror jeg ikke længere har nogen gang på jord. Den organiserede utroskab eksisterer i virkeligheden kun på slotte og i aristokratiet, ler hun og tilføjer, at vi som samfund ser ud til at have vænnet os til det serielle monogami.

Det virker til at være det mest kompatible med samfundskravene, siger hun og lyder pludselig som sin egen debut igen.

For hende selv kom tosomheden som en redning fra nogle mandlige forfølgere, der i lang tid havde gjort hende livet surt og tilværelsen som alene kvinde udsat. Og som en gave, understreger hun.

Kærligheden var noget, livet gav mig, og som jeg sagde et højt og rungende Ja til, siger Suzanne Brøgger, der først som 42-årig blev mor til sin eneste datter, Luzia.

Da var forfatterskabet også godt i vej.

Men hvorfor overhovedet sætte børn i verden?

Det er et spørgsmål, der har optaget Suzanne Brøgger meget, og som hun stadig ikke mener, vi er i stand til at svare på.

Det tungeste skyts, man kan rette mod et samfund, er, som skrevet står i Fri os fra kærligheden, hvad et samfund har at tilbyde sine børn. Et meningsfuldt liv for eksempel.

Selvfølgelig kan vi ikke sende børnene ned i kulminerne igen, siger hun skarpt hen over de fyldte chokolader, men prøv at tænke på, hvor umuligt det er at forestille sig at lade børnene være en del af arbejdslivet i dag.

I den tid, der er gået fra 1973 til 2013, er børn blevet gjort endnu mere til fetich som lykkeprojekt og statussymbol, mener hun. Men adskillelsen i samfundsgrupper og aldre går videre end det.

Jeg mener, de adskilte liv også mellem de ældre og de arbejdende og mellem kvinde- og mandejob gør os fattigere, siger Brøgger.I dag, mener forfatteren, lever både moderen og faderen som ideal på samme tid, men adskilt som i en form for apartheid.

Der er både matristiske og patristiske tendenser, som forfatteren Gordon Rattray Taylor definerede dem, men i dag lever de nærmest racerent, siger hun og peger på, at hele den offentlige sektor med skoler og daginstitutioner i den grad hører under det matristiske område.

Erhvervslivet og militæret derimod domineres stadig af mænd.

Og her vil mange kvinder sige, at de ikke har lyst til at søge de lederstillinger på toppostniveau, men hvorfor har ingen fantasi til at forme lederskabet på en anden måde?, spørger hun retorisk og flytter over på den modsatte stol ved arrangementet nær pejsen, da lyset bliver hende for skarpt.

Kirken er også blevet kvindedomineret, det er blevet en langt mere omsorgsfuld, end det er en dømmende kirke, siger hun og sætter sig kortvarigt med ryggen til alt det lysende hvide, der stiger ind fra markerne udenfor.

Men er der slet ikke sket fremskridt for kvinden, for manden og for kærligheden siden 1973?

Jo, siger Suzanne Brøgger.

Samfundet af i dag giver begge køn mulighed for at udvikle sig, men:

Tosomheden og symbiosen bliver stadig let belastet, og selv i et parforhold må man godt må være Des indimellem. Der er ingen grund til at tørre mund med den samme serviet, siger hun med den sans for at sætte humoristisk trumf på, der altid, uanset hvad man har ment om hende, har været hendes kendetegn.

I dag ville man sige, at Suzanne Brøgger er autentisk, funderer hun.

De turkismalede negle famler ved halssmykkerne, til hun pludselig udbryder:

Og skulle jeg udgive Fri os fra kærligheden i dag, ville det nok blive en eller flere blogs.

Med billeder af forfatteren i turban og med links til kvinders frihedskamp over hele verden, kunne man tilføje. På det punkt har Suzanne Brøgger ikke ændret sig.

Suzanne Brøgger