Bøgebladene er allerede ved at springe ud i forfatteren Suzanne Brøggers stue midt i København. For på det runde spisebord mellem os står ikke kun to lige så runde tekopper og en lille flad og rund tekande, men også en vase med sarte hvide blomster mellem grønne bøgegrene med store halvåbne knopper, der langsomt er ved at eksplodere af liv.
”Se dem lige!”, siger den kendte forfatter og smiler, så det lyser ud af de smukke, sorttegnede øjne.
”De knopper kan ikke være i sig selv af livslyst. De vil bare springe ud, ja, nogle af dem er allerede så småt ved at folde sig ud. Og sådan nogle små ting kan fylde mig med glæde. For selvom det ikke burde overraske en, at foråret og livet altid vender tilbage, når man er lykkedes med at blive 72 år, som jeg er, så er det hver gang lige fantastisk. Det er som en kærestesorg eller en depression, hvor man tror, at al glæden er død, men så vælter den pludselig frem igen.”
I sin nye erindringsroman ”Koral”, der udkommer i næste uge, skriver hun faktisk, at det er den slags, der kan fylde hende med ”religiøst vanvid” – som et sært synonym med den pludseligt genopstandne livsglæde, når tilværelsen ellers føles flad og livløs. For det er ingen selvfølge at være i stand til at nyde livet, har hun for længst fundet ud af, og længe var hun faktisk i tvivl om, hvorvidt hun ville gå i hundene.
”Det lå ikke lige i kortene, at jeg helt sikkert ville klare mig i tilværelsen. For det er den samme kraft, der bruges, når man udvikler sig, som når man ødelægger sig selv. Og når man er ung, kan man ikke altid kende forskellen”, som hun skrev i et essay i det netbaserede magasin Atlas for nylig.
Men nu sidder Suzanne Brøgger i stedet med et stort forundret smil, inden hun tilføjer:
”Livet heler hele tiden sig selv. Det har jeg efterhånden lært.”
Mottoet til hendes nye bog er et chasidisk ordsprog om, at ”kun et knust hjerte er helt”:
”Jeg tror, at det er gennem livets brud og kriser, at man udvikler sig mest. For det er først og fremmest dér, at man lærer sig selv at kende. Bruddene er på den måde en vigtig del af ens dannelse. For man danner sig, når man heler. Det er det, man lærer noget af. Og det er det, der kan hjælpe en til at blive den, man er. ’Werden was man ist’, som Nietzsche skrev.”
Hvad er det for brud, der har dannet dig?
”Der er nok tre afgørende brud eller tab i mit liv. Fra jeg var i 10-årsalderen, forsøgte min mor flere gange at begå selvmord. Jeg var gammel nok til, at sådan noget blev virkeligt for en. For det var jo et stort tab af den tillid og den tilregnelige stabilitet, der bør præge en barndom. Mit næste store tab var, da min far døde. Han brændte ihjel i sin seng, muligvis i et selvmord. For han gik i seng med et glas whisky og en cigaret, efter han havde fået en uhelbredelig rygmarvslidelse. Dengang var jeg først i 20’erne. Og da jeg så vovede mig ud i kærligheden, var det, som om mine tidlige tab straks blev aktiveret,” siger hun og tøver et øjeblik:
”Jeg var alt for ængstelig til at kunne binde an med sådan en hengivelse. Og da svigtet så kom, havde jeg faktisk ikke noget at stå imod med. Det var mit tredje store tab, som jeg faktisk ikke vidste, hvordan jeg skulle overleve. For jeg blev kastet derud, hvor jeg ikke selv kunne klare det. Det var meget voldsomt. Men det var altså, som om det tab allerede var blevet grundlagt med mine første to tab, fordi angsten for at miste fra begyndelsen blev aktiveret i en grad, der umuliggjorde forholdet. Men den slags ser man først bagefter.”
I bogen citerer hun også Søren Kierkegaard ofte, for det er netop en central del af hendes tænkning, at livet forstås baglæns. Men fortiden er ikke, hvad den har været. For fortiden forandrer sig hele tiden, i hvert fald for Suzanne Brøgger, der betragter sit eget liv som en dannelsesroman, der med jævne mellemrum skal skrives om. For et liv er netop som en historie, som man kan omfortolke og forstå på nye (og måske bedre) måder hele tilværelsen, når man kigger tilbage på alle ens brud, tab og traumer, som hun siger.
”Når man kommer op i årene, ser man sit liv i et andet lys. Hele livet igennem tror jeg løbende, at man revurderer og omfortolker sin livshistorie. Men når man kommer op i årene, så forandrer billedet sig. Man siger, at det aldrig er for sent at få en lykkelig eller ulykkelig barndom, for det kommer an på, hvordan man stiller kameraet.”
Hvordan står kameraet nu i forhold til tidligere?
”Jeg har nok fået en større ro. Da jeg var yngre, anede jeg jo ikke, hvordan min historie ville udvikle sig, men nu ved jeg, at jeg klarede den. Det lykkedes at blive 72 år. Og i den forstand er mine tidligere erindringsbøger også mere famlende og sludrende. For jeg har søgt efter meningen mange steder, og jeg har været forvirret af al den fejlinformation, man kan få, når man vokser op og bliver præget af andres blik på en. Det er nok de samme brud og tab, der har dannet mig, men nu ser jeg dem med alderens afstand, og jeg ved, at jeg har overlevet dem.”
Evnen til at overleve ligger dybt i os, mener Suzanne Brøgger, der ikke kun er inspireret af litteratur, religionsfilosofi og forårsblade, men også af udviklingshistorien, som er en del af hendes dannelsestænkning:
”Jeg har altid været interesseret i evolution og især i den menneskelige udviklingshistorie. Darwin troede jo, at evolutionen var guddommelig. Det har man glemt i dag, hvor mange sætter Darwins abeteori over for skabelsesberetningen i Bibelen. Men det er falske modsætninger. For Darwin så en guddommelig skønhed i, at vi havde udviklet os så smukt symmetrisk og med så stor funktionsdygtighed.”
Måske ligger modsætningen et andet sted. For udviklingslæren siger vel intet om kærligheden eller meningen med livet med tilfældighedsprincippet i Darwins lære, hvor den, der tilfældigvis får de bedste kort på hånden, vinder, mens kristendommen derimod fortæller, at vi er skabt til at blive elsket, uanset hvor stærke vi er?
”Ja, og hvis der er noget, jeg selv tror på, er det kærligheden. Men her er igen tale om en floskel og en falsk modsætning. Generne bliver tit beskyldt for at være selviske, men vi kan jo også udvikle os mod mere næstekærlighed, empati og samhørighed med Jordens overlevelse. Det havde den jesuitiske palæontolog Pierre Teilhard de Chardin, som jeg også har været fascineret af siden 1970’erne, stort blik for. Han forskede i Kina, hvor han gennem evolutionsstudier af knogler revolutionerede den menneskelige udviklingshistorie ved at pege på, at kristendommen og evolutionslæren hænger fint sammen, fordi vi faktisk godt kan udvikle os til at blive mere uselviske.”
Det er ellers svært at se i historien...
”Ja, det går ikke altid fremad, men det handler nok mere om livsvalg. I øjeblikket er jeg for eksempel også selv bekymret for, hvordan det skal gå med Europa. Jeg er bange for, at vi er ved at sætte mange af de ting, som vi har taget for givet, over styr. Og den kommende tid virker både vigtig og usikker med alle de valg, der kommer. Det er umuligt at forudsige, hvordan det kommer til at gå. Men der er en skræmmende tendens til, at folk i øjeblikket er styret af frygt. Og når man lader frygt styre sig, bliver man hurtigt aggressiv, og jeg synes, at der er krigsretorik alle vegne i øjeblikket, og det bekymrer mig.”
Det bedste, man kan gøre, er dog at sørge for sin egen udvikling, så man ikke ligefrem står i vejen for dannelsesprojektet i sig selv, mener hun.
”Det er det, jeg har ment med dannelse på egne vegne, så man ikke selv bliver en forhindring for at blive den, man er og skal være.”
Det lyder, som om du mener, at det er bestemt på forhånd?
”Nej, jeg tror ikke, at der findes en sort boks med ens færdige personlighed, men jeg tror, at vi har vores potentiale indbygget. Under opvæksten er der bare mange forhindringer og fejlkilder, og vi absorberer mange ting, som vi ikke kan bruge. Så det kræver faktisk et større arbejde og forskellige livsvalg at spore sig ind på, hvad der er rigtigt for en selv.”
Hvorfor fandt du selv ud af det?
”Litteraturen blev tidligt livsvigtig for mig selv. Da jeg kom til skelsår og alder, var litteraturen ellers ved at blive skrottet af ideologiske grunde på både universiteter, biblioteker og gymnasier, fordi den blev betragtet som borgerlig. Og det var det værste. I stedet indkøbte man tegneserier og dameblade. Men jeg ville ikke være med til at tage afstand fra litteraturen. Jeg læste og læste, især efter jeg holdt op med at læse russisk på universitetet, hvor det føltes, som om mine litteraturstudier egentlig begyndte.”
Dengang blev læsningen af andres værker også en slags studium af livet, fortæller hun:
”Litteraturen er faktisk det eneste sted, hvor man kan læse om livsvalg og deres konsekvenser. Det kan man hverken i psykologien, filosofien eller religionsfilosofien. For det kræver episke forløb, hvor man følger mennesker, der har været udsat for nogle vanskelige valg. For det, der skaber et liv, er jo de fodspor, som andre sætter i os, og som vi sætter i andre.”
Suzanne Brøgger taler godt nok om ”hovedpersonen” i sine erindringsromaner, som om det ikke var hende selv. Og det er det måske heller ikke helt. Men skellet mellem fiktion og virkelighed blev allerede udvisket i hendes succesfulde føljeton af erindringsromaner, der strakte sig over tre årtier med ”Creme fraiche” (1978), ”Ja” (1984) og ”Transparence” (1993).
Den nye erindringsroman ”Koral” betragter hun ”både som en lillesøster til slægtsromanen ’Jadekatten’ (1997), som også kan bruges som et smykke, men også med reference til en musikalsk koral, der ofte forener tre forskellige stemmer i ét værk”, som hun forklarer. For med ”Koral” har hun skrevet oplevelserne i de tre første erindringsromaner sammen til en helt ny romanbiografi, som nok spiller på de første tre, men har et mere modent blik på begivenhederne.
”Det er en baggrundshistorie med far og mor og den første forelskelse, som aktiverer mindet og bagagen fra moderen og faderen. Det er stort set historien. Den starter med, at man får en vinge tatoveret på hælen i Jerusalem, og historien slutter med, at man kan flyve, fordi man kan skrive,” afslører hun og tilføjer:
”Den slutning var oprindelig begyndelsen af ’Creme Fraiche’, og nu er den blevet afslutningen af ’Koral’. Men det er jo det, som det hele handler om. Man prøver at blive flyvefærdig, og så kan tilværelsen endelig begynde.”
Et smil breder sig i forfatterens ansigt, mens hun kaster et blik på de grønne knopper i vasen, der egentlig også ligner bristefærdige fugleæg, der vil ud i livet.