Forfatteren er selv den første til at gøre opmærksom på, at der i denne bog er tale om en pose blandede bolsjer. Det ville ligne Brøgger dårligt ikke at pakke denne omstændighed prætentiøst ind, så hun tager sit forbillede i den japanske genre zuihitsu, ”der består af løst sammensatte personlige essays, historier og fragmenter”, hvor teksten følger pennen.
Den underforståede pointe med titlen ”Med egen hånd” er, at der ikke skrives med ført hånd. Brøgger har ganske rigtigt sin helt egen røst og diktion, sin egen pen. Det har hun haft, siden hun fra midten af 1960’erne optrådte i radioteatret og skrev reportager fra blandt andet Thailand, Afghanistan, Sovjetunionen, Jordan og Tunesien til blandt andet dagbladet Politiken. Så vi er et godt stykke forbi hendes 50-årsjubilæum som offentligt kendt skikkelse og skribent.
Man skal altså være indstillet på lidt af hvert ved læsningen. Der er beretningen om skuespilleren Keith Carradine, der er Brøggers mors næstsøskendebarn. Brøgger ruller sig rigtigt ud som fabulerende familiekronikør – og så er historien ikke engang løgn. Der er et lille essay med titlen ”Kvinder med vinger”, der ud fra en umiddelbar betragtning virker lidt søgt, når det sammenstiller parfumens historie med ønsket om at flyve. Det er så, lige indtil man i kraft af en fodnote til sidst finder ud af, at den er blevet til i anledning af ombygningen af Kastrup Lufthavns afdeling for salg af skønhedsprodukter, og pludselig springer teksten ud som en fortryllende lejlighedstale.
Og så er der alligevel noget, der samler de vidt forskellige tekster, to delvist sammenfaldende temaer: køn og sex på den ene side og forholdet mellem liv og skrift (eller liv og kunst) på den anden. Spørgsmålet stilles i åbningsessayet, der tager fat i MeToo-bevægelsen, der har rettet skytset mod de især mænd, der har begået overgreb mod især kvinder. Men i skudlinjen står også noget af det, som Brøgger selv stod for som ung – blandt andet som topløs statist på Det Kongelige Teater – den frigjorte, seksualitet. ”Hvordan gik det til, at den adfærd, der siden ’68 bare havde været det ’normale’, pludselig blev kriminel?”, spørger hun.
Et af de interessante svar, som hun giver, er, at MeToo-bevægelsen begyndte i kunstneriske kredse, fordi kunsten er blevet detroniseret. Kunstnere er ikke længere urørlige og kan ikke længere opføre sig som ”promiskuøse, pædofile pæderaster” uden at frygte for konsekvenserne. Man mærker efterdønninger af diskussionen i Det Danske Akademi mellem Brøgger og Marianne Stidsen, der som bekendt har forsvaret de mænd, der stod under anklage, da MeToo ramte Det Svenske Akademi.
I et interview med forfatteren tidligere kendt som Claus Beck Nielsen, der nu optræder i offentligheden som sin persona, Madam Nielsen, taler Nielsen og Brøgger om forholdet mellem værket og forfatterens køn. På papiret tilhørte Nielsen en seksuelt avanceret, kunstnerisk avantgarde med hjemsted i Paris og New York, men i virkeligheden vil han allerhelst bo i Sorø. Og det er jo ikke så langt fra Løve, hvor Brøgger bor.
Centralt i diskussionen om forholdet mellem liv, køn og værk står Brøggers glødende forsvarsskrift for fotografen Suste Bonnén. Bonnén fik i 2018 20 dages betinget fængsel for at have sendt nøgenbilleder af sin eksmand til folk i hans omgangskreds. Den anklagede mente, at der var tale om et kunstprojekt, mens anklageren kaldte det hævnporno. Retten gav anklageren ret. Brøgger skriver om den omtalte mand, at han var en stor kanon, der kurtiserede Bonnén, mens han stadig var gift med en anden. Og så fortsætter Brøgger: ”Det skulle nødig hedde sig, at han slog konen ihjel, men kun en måned efter at hun var død, kontaktede kanonen Suste Bonnén og giftede sig med hende.” Brøgger trækker dermed store veksler på sin poetiske licens. Man skal som bekendt især være på vagt, når nogen føjer ”det skulle nødig hedde sig” eller ”ikke mine ord igen” til det sagte.
Det samme tema tages op i et andet essay om den amerikanske forfatter Philip Roth og de afslørende erindringsbøger, som han og folk i kredsen om ham skrev om hinanden og deres seksuelle relationer, og som forårsagede stor bitterhed. Brøgger forsvarer retten til at skrive om andre. ”Men sæt nu, at der ikke var noget, der hed ’kunst’, så ville det jo bare være dét, der nu om dagen kaldes hævnporno!”. Og, ja, det har Brøgger ret i, i hvert fald ifølge Retten på Frederiksberg, der fældede dommen over Bonnén.
Brøgger nævner også en lidt ældre sag. Under et tidligere pseudonym var ovennævnte Madam Nielsen under anklage for at have krænket privatlivets fred ved at afsløre detaljer om en andens privatliv – inklusive fotos – men blev frikendt i 2011 med henvisning til den kunstneriske frihed. Den dom er Brøgger selvsagt glad for. Hvad er der sket siden 2011? Ja, her er Brøgger nok forblændet af sin nærhed til Bonnén, for der er jo sket præcis, hvad Brøgger selv identificerer i åbningsessayet. En kunstner kan ikke længere bare gøre hvad som helst med henvisning til den kunstneriske frihed eller kunstnerens ophøjede status.
I mange essays bruger Brøgger af sin egen historie, refererer til sine egne tekster, men ikke på en anmassende eller krukket – i hvert fald ikke unødvendig krukket – måde. Hun sætter også sig selv på spil og er nærmest generøst overgivende, når hun erklærer sig som fan af både Puk Damsgård og Thit Jensen – nå, ja, og så den allestedsnærværende Karen Blixen, fra hvem Brøgger også har lånt karaktertræk til sin persona. Brøgger er i sin selvforståelse aristokrat, der fører løver i sit skjold. Det kammer lidt over i det studentikose ”allerede Aristoteles og dernæst Shakespeare” en gang imellem.
Jeg er ingen taler, siger hun med en gammel kliché. ”Medmindre man mener, at jeg taler sandt. For så er det rigtig nok. Så er mit format langt større, end hvad man forestiller sig. Af mig vil I få hele sandheden at høre.” Det kommer sig af at bo på Vestsjælland, hvor en spade er noget, man faktisk ved at bruge. Så kan grødbønderne inde i København have det så godt. Brøgger har hjemme selv, og hun har sin kunstneriske frihed, fordi ”det er en ret, jeg er nødt til at tage, om og om igen – som det frie menneske, jeg bilder mig ind, og formodes at være. Det er kun slaver, der gives frihed. Kunstnere tager friheden og bruger den,” som hun skriver i det afsluttende essay, et defensorat for kunsten og kunstnerens eksistensberettigelse. I lyset af indledningens analyse virker det mere som en besværgelse end en konstatering.