Suzanne Brøgger udgiver rethaverisk uforsonlighed og løse betragtninger. Det gør sig ikke godt på papir

Suzanne Brøggers rethaveriske uforsonlighed og løse betragtninger gør sig ikke godt på papir

"Brøgger mener selv, at hun repræsenterer den moderate midte i den offentlige debat og ”hjertets dannelse”, men hvis hun ønskede at fremstå som moderat og dannet, kunne hun begynde med at lade være med at udstille sin egen trang til at forsyne sine modstandere med øgenavne," skriver anmelderen.
"Brøgger mener selv, at hun repræsenterer den moderate midte i den offentlige debat og ”hjertets dannelse”, men hvis hun ønskede at fremstå som moderat og dannet, kunne hun begynde med at lade være med at udstille sin egen trang til at forsyne sine modstandere med øgenavne," skriver anmelderen. . Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix.

Den 10. december 2011 noterede Suzanne Brøgger i sin dagbog, at hun ikke ville skrive mere om sig selv. Det fortsatte hun dog med i ti år, og nu kommer det skrevne på tryk. At pånøde den læsende offentlighed 400 siders løftebrud forekommer noget prætentiøst.

Det er vanskeligt at vurdere bogens genremæssige status. Er der tale om en offentliggørelse af noget, som oprindeligt var helt privat? I hvor høj grad havde Brøgger et publikum for øje, da hun satte pen til papir til at begynde med? Brøgger har i hele sit liv gjort det private til et offentligt anliggende gennem sine bøger, så det er vanskeligt ikke at få den tanke, at publicering har ligget som en mulighed hele tiden.

Det ligger også i tekstens tone. Den er ikke henvendt til forfatteren selv, for hun har ikke brug for at overbevise sig selv om noget. Teksten higer efter at blive læst, angler efter anerkendelse uden for det lille rum, som er dagbogens.

Der er dog næppe tale om et gennemkalkuleret litterært produkt, for læseværdigt er det netop kun i passager. Brøgger udbryder ganske vist: ”Mine dagbøger er mit livsværk”, og hun kan næppe udfærdige en dosmerseddel uden at give den et anstrøg af litterær kvalitet, så man skal ikke blive overrasket over, at en uredigeret dagbog fra hendes hånd har læseværdige passager.

Men de er måske snarere noter til (endnu) en selvbiografi, som altså må nøjes med at udkomme som noter. Har de så fortjent at blive læst? Kun hvis man i forvejen synes, at Suzanne Brøgger er en interessant person, og at hendes omtale af venner og modstandere har vægt.

Bogen slutter med et såkaldt ”omslag”, en kappe af generelle betragtninger om racisme, corona, klima, MeToo, og hvad der ellers fylder i den offentlige debat i disse år. Det virker lidt, som om Brøgger har forlæst sig på Carsten Jensen. Ingen af de to jævnaldrende ronkedorer synes at være klar over, at en verden, der har adgang til sociale medier, ikke længere venter i spænding på, at deres uredigerede strøtanker udkommer med ryg på.

Dagbogen handler i høj grad om hendes udadvendte liv, til foredrag, på kunstudstilling, til middag og reception, i teatret – London, Paris, New York, you know . Den er præget af spontane udfald og indforståede indskydelser. Som dagbog mangler den imidlertid i udpræget grad efterretninger om hverdagslivets tildragelser og fortrædeligheder. Der er nogle antydninger om haven og naboer, der kommer til te og jordbærkage, eller at ”varmesystemet” ikke virker. Glæden over datterens færd i livet forekommer autentisk. Sorger og bekymringer hører vi ikke meget om. Til gengæld har hun mange ærgrelser. Hun er tydeligvis irriteret over, at hendes mand er blevet gammel. Selv har Suzanne Brøgger ingen alder, når hun selv skal sige det på sine overmodige dage.

Et gennemgående tema er Det Danske Akademi, i hvilket hun blev indballoteret i 1997. Akademiet skabte overskrifter i foråret 2020, da flere medlemmer enten trådte ud eller ophørte som aktive. Stridens årsag var ifølge presserapporterne litteraten Marianne Stidsen, der med sine offentlige udtalelser om MeToo-bevægelsen har stødt mange mennesker fra sig. Men der føjes lag til historien med denne udgivelse.

Brøgger støttede Stidsens optagelse i 2014. Man kan godt forstå denne sympati, for begge kvinder er som typer rundet af den seksuelle frigørelse i 1960’erne og -70’erne, Brøgger i dens begyndelse, Stidsen i dens afslutning, lige før ”Den store Sygdom med det lille Navn”, aids, gjorde en ende på festen i 1980’erne, og selv Suzanne Brøgger slog sig ned på landet med mand og barn. Det var den seksuelle frigørelse, der gjorde op med forestillingen om kvinden som den blotte passive genstand for mandens begær.

Man må som ligestillet kvinde i dette spil påtage sig rollen som både handlingens subjekt og objekt, mener Brøgger: ”Aldrig har jeg ønsket at skade nogen. Men hvis min livsudfoldelse har såret andre, er det jo ikke anderledes, end at andres har såret min,” skrev hun i 2012.

Alligevel ser Brøgger og Stidsen forskelligt på grænsedragningen mellem seksuel frihed og seksuel chikane. Det udtrykker sig ikke mindst i synet på lederen af Det svenske Akademi 2015-18, Sara Danius, og hendes forgænger, Horace Engdahl. Brøgger hylder Danius, mens Stidsen mener, at Danius misbrugte sin stilling til at fremme sin egen dagsorden til skade for akademiet.

Den fortolkningskamp peger frem mod krisen i Det Danske Akademi i 2020. Det er dog ikke striden med Stidsen, der fylder mest i dagbogen. Det gør derimod Brøggers uenighed med to andre akademimedlemmer, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt, som hun unådigt omtaler som ”Gøg og Gokke”. Thomsen og Stjernfelt har på hver sin måde og ofte sammen gjort op med 1968’erne. Selvom de er en god halv snes år yngre end Brøgger, repræsenterer de noget ældre i den forstand, at de i modsætning til hende ikke er uden alder. Forgængeligheden – også hans egen – er nærmest et hovedtema i Thomsens forfatterskab.

Striden går tilbage til 2011, da Per Kirkeby gjorde sit medlemskab passivt i protest mod Søren Ulrik Thomsen – stadig ifølge Brøggers dagbog. Det handlede om ytringsfrihed. Brøgger stillede sig på Kirkebys side og overvejede at gøre som ham, hvad hun altså endte med at gøre knap 10 år senere.

Om årsagen til sin udmelding skriver Brøgger, at der i akademiet var arrangeret oplæsning af verdenslitteratur. Men da Stidsen foreslog at læse op af Horace Engdahl, ”som ikke er en klassiker, men notorisk proselyt af voldtægtsmanden, lød der ramaskrig, for og imod, og det endte i et sammenbrud, som ingen forvandt. Jeg meldte mig passiv med øjeblikkeligt varsel. Var blevet for gammel til endnu en ytringsfrihedskrig, som ingen kunne vinde”. Stadig ifølge Brøggers referat.

Nu kan man ikke sige, at Stidsen er sit eget synspunkts bedste advokat. Hun har en noget firkantet måde at sige tingene på. Men det var altså ikke Stidsens opførsel i akademiet, der førte til Brøggers opsigelse af medlemskabet. Det var Stidsens ønske om at læse op af et stykke litteratur. Det kunne Brøgger ikke tåle. Er Brøgger i virkeligheden en ”snow flake”, der går ind for ”de-platforming”, som det lyder med identitetspolitikkens vokabular? Hun er i hvert fald en ”drama-queen”, der ikke vil anerkende, at Stidsen kunne have en pointe, som er værd at diskutere. Brøgger mener selv, at hun repræsenterer den moderate midte i den offentlige debat og ”hjertets dannelse”, men hvis hun ønskede at fremstå som moderat og dannet, kunne hun begynde med at lade være med at udstille sin egen trang til at forsyne sine modstandere med øgenavne.

”Idealet for et akademi må være samtalen,” som Brøgger så rigtigt skriver. Mindelighed er bare ikke hendes stil. Vi kan jo alle skumle arrigt i vort lønkammer, men når skumlerierne stilles til skue for alle, må Brøgger stå til regnskab for sin egen rethaveriske uforsonlighed.