Svær mission: Loud vil være ung med de unge

Om en uge er Radio24syv fortid. Tirsdag tabte kanalen udbuddet af den nye DAB-kanal til radioprojektet Loud. Radiokanalen vil lave radio til unge mellem 15 og 32 år – en målgruppe, som ingen endnu har formået at indfange. Loud har dog en chance, vurderer ekspert

Et samarbejde mellem blandt andet lokale radiostationer, spillestedet VEGA og Roskilde Festival fik overbevist Radio- og tv-nævnet om, at radioprojektet Loud kan løfte opgaven om at drive en DAB-kanal for 260,8 millioner kroner på fire år. Loud vil forsøge at ramme den notorisk svære målgruppe 15 til 32 år. Det er en svær mission, vurderer ekspert. Arkivfoto fra Roskilde Festival 2019.
Et samarbejde mellem blandt andet lokale radiostationer, spillestedet VEGA og Roskilde Festival fik overbevist Radio- og tv-nævnet om, at radioprojektet Loud kan løfte opgaven om at drive en DAB-kanal for 260,8 millioner kroner på fire år. Loud vil forsøge at ramme den notorisk svære målgruppe 15 til 32 år. Det er en svær mission, vurderer ekspert. Arkivfoto fra Roskilde Festival 2019. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix.

Medmindre man trænger til stilhed, er der ingen grund til at stille ind på Radio24syv om en uge. Til den tid vil kanalen nemlig være historie. Det sker, efter taleradioen i denne uge tabte udbuddet om at drive en ny public service DAB-radiokanal de næste fire år.

Sendetilladelsen gik i stedet til radiostationen Loud, der i sit oplæg skriver, at de vil skabe ”en moderne tale- og kulturkanal for den yngste halvdel af befolkningen. Et lydunivers, hvor de unge kan genkende sig selv, deres værdier, livserfaringer og hverdag.”

Mere nøjagtigt ønsker radiokanalen at ramme unge i alderen 15 til 32 år med en blanding af emner, der spænder over alt fra programmer om fake news og e-sport til kommende koncertopleverser og radioteaterstykker, ligesom kanalen vil have en fast morgenflade med aktualitet fra både ind- og udland.

Mads Kæmsgaard Eberholst, lektor ved institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet, har forsket i danskernes forbrug af nyheder. Han mener, at de unge som medieforbrugere udgør et paradoks: På den ene side er målgruppen én, alle medier i årevis har konkurreret om at få fat i. På den anden siden er målgruppen én, som intet traditionelt medie endnu er lykkedes med at nå.

”Jo yngre målgruppen er, jo sværere er det at vide, hvad de foretrækker. Unge mennesker er mediebrugere, der befinder sig i en omstilling, og vi ser ofte, at de har nogle bestemte præferencer, der ikke stemmer overens med det marked, medierne producerer ud i. Det gør, at man har svært ved at nå dem på traditionel vis gennem eksempelvis en DAB-radiokanal,” siger han.

Loud er ejet af en række lokalradiostationer med Radio Diablo fra Svendborg i spidsen. Samtidig har Loud allieret sig med flere kulturinstitutioner, deriblandt Nationalmuseet, Roskilde Festival, spillestedet Vega, teater Mungo Park og Enigma – museet for post og telekommunikation, som alle skal bidrage med indhold til sendefladen.

Samarbejdet er blevet kritiseret for at blande publicistiske og kommercielle interesser. I et program med arbejdstitlen ”På plakaten” introduceres lytteren eksempelvis for næste års program på Roskilde Festival, og i programmet ”VEGA-koncerten” skal spillestedet Vega i København ”følge og spejle vækstlaget i dansk musik”, som der står i ansøgningen.

Kritikken preller af på direktør for Loud, Ann Lykke Davidsen, der i et interview med Information forsikrer, at ”det ikke bliver sådan, at VEGA ringer op og siger: Vi har den her koncert, den vil vi gerne have, at I sender live fra om 14 dage.”

Lektor Mads Kæmsgaard Eberholst ser i udgangspunktet ikke samarbejdet som et problem. Tværtimod mener han, at den tætte kontakt til kulturlivet kan blive nøglen til at nå de unge.

”Hvis Loud har opfundet den dybe tallerken, så er det i form af netværket, de har omkring radioen. Hvis de gennem netværket lykkes med at aktivere de unge, så har de en chance. Jeg ser nogle muligheder for succes, hvis de formår at engagere de unge, der hvor de unge er. Det bliver afgørende, hvis stationen skal bliver en succes,” siger han.

Radio Loud går i luften den 1. april næste år. Til den tid skal stifterne af radioen have sammensat et hold af værter, der på sigt skal indfri kanalens ambition om at nå 100.000 daglige lyttere. I sin ansøgning giver folkene bag Loud flere bud på mulige værter.

Til programmet ”Natværten” nævnes eksempelvis Jacob Hincherly, der er radiovært på DR. På Twitter understregede han imidlertid, at han ikke har hørt fra Loud, og i øvrigt ikke er interesseret i jobbet.

Ifølge Louds direktør er de fleste af navnene i ansøgningen tænkt som eksempler. Én potentiel vært har de imidlertid taget fat i. Den 49-årige komiker Sebastian Dorset, der skal være vært på programmet ”Ugerevyen” hver fredag aften.

Han er åben over for projektet, siger han til Berlingske, men konstaterer samtidig, at det bliver svært for at være to steder på en gang. Om fredagen er han nemlig typisk ude at optræde.

"Men hvis jeg kan lave det på telefon fra et sted ude i landet, kan vi da sikkert godt finde ud af det," siger han.