Den engelske musikkritiker David Fanning trækker i bogen ”Great Symphonies” (London 2003) en interessant parallel mellem Sjostakovitjs 15. og sidste symfoni og Carl Nielsens sjette symfoni, der også skulle vise sig at blive den danske komponists sidste værk i genren. Nielsen havde egentlig forestillet sig, at hans sekser skulle være et muntert værk, men hans tiltagende hjertelidelser kom til at kaste dystre skygger over værket.
Noget tilsvarende gælder Sjostakovitjs 15., der også begynder muntert - “som i en legetøjsforretning” skal komponisten selv have sagt - men udvikler sig til noget betydeligt mere komplekst og dystert.
Fanning gør desuden opmærksom på, at den store sovjetiske komponist ifølge den danske dirigent Ole Schmidt udmærket kendte Nielsens sjette, da han gik i gang med sin egen 15.
Symfonien, der stammer fra 1971, var hovedretten ved den seneste torsdagskoncert i februar, og på podiet stod en russisk musiker med alle forudsætninger for at tolke den egenartede symfoni: Mikhail Pletnev, der tidligere i karrieren udmærkede sig som en af tidens mest originale pianister, men som i dag er langt mere optaget af sit virke som dirigent.
Pletnev er en alvorsmand, der giver sig rigtig god tid til at brede tingene ud. Symfonien skred planmæssigt frem fra det tilsyneladende uskyldigt legende til det knugende indadvendte eller skærende sarkastiske, indimellem med sørgmuntre strejf, men hele tiden med fantastisk gennemsigtighed i klangen.
Det kom naturligvis musikerne i DRSO til gode, og mange af dem fik lejlighed til at brillere med udtryksfulde passager, Ulla Miilmann med den lange, indledende fløjtesolo, lidt senere førstecellist Soo-Kyung Hong og koncertmester Håkan Rudner i et fornemt vekselspil.
Som helhed var Pletnevs fortolkning - og DRSO's spil - en spændende oplevelse, men hans tempi virkede en kende kalkulerede. I en anbefalelsesværdig Brilliant-indspilning gør en anden russisk dirigent, Rudolf Barchai, det på lige under 40 minutter. Pletnev var næsten ti minutter langsommere.
Plusset var, at publikum fik god tid til at opfatte de mange musikalske citater, symfonien er krydret med, eksempelvis af Rossini, Wagner - og Sjostakovitj selv.
Inden pausen havde Pletnev fortolket to ulige mere populære værker, begge af markant nordisk karakter.
Først Jean Sibelius' sitrende intense tonedigt Svanen fra Tuonela fra 1895, hvor Sven Buller på sit engelskhorn frydede os med den ene smukke passage efter den anden, og dernæst Edvard Griegs klaverkoncert fra 1868 med den yderst talentfulde 20-årige sydkoreanske pianist Seong-Jin Cho som solist - Pletnev har selv spillet Grieg i den alder.
Værket er fuldt af norske elementer, danserytmer, spillemandsmusik og skalaer i norsk tradition - men Grieg har ikke desto mindre komponeret sin klaverkoncert under et ophold på Mothsgården ved det idylliske gadekær i Søllerød.
Inspirationens veje er uransagelige.