Prøv avisen

Svante er halvt fordrukken, halvt forelsket, halvskaldet, halvtyk

”Vi er som et lykkeligt gammelt ægtepar, der har haft masser af kunstneriske sidespring, men aldrig bliver trætte af at være sammen,” siger Benny Andersen og Povl Dissing fra garderoben i Musikhuset Aarhus, inden de går på scenen foran 1000 koncertgæster, der er mødt op til afslutningen på 40-års-jubilæumsturnéen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Alle kender Svante og hans viser, som nu har fulgt Benny Andersen og Povl Dissing gennem 40 år. De to kunstnere deler et skæbnefællesskab på grund af Svante og mener, at han er populær, fordi han ligner de fleste danskere. Vi tog med i Musikhuset Aarhus til en af de sidste koncerter på jubilæumsturnéen

Svante havde blot én lykkelig dag. Benny Andersen og Povl Dissing har haft masser af lykkelige dage sammen. Og hver for sig. Det sidste er afgørende for, at de stadig er et uadskilleligt musikalsk makkerpar, der hver eneste gang, de går på scenen, synger om Svante, der spiser ostemad, mens han venter på, at kaffen skal blive klar.

Den 8. maj i år var det 40 år siden, Benny Andersen og Povl Dissing uropførte Svantes Viser på biblioteket i Tarm. Denne decemberaften i garderoben bag ved Store Scene i Musikhuset Aarhus er de ved afslutningen af deres jubilæumsturné og gør klar til at skulle ind og spille og synge om Svante for vi aner ikke hvilken gang.

På en måde er Svante blevet hovedpersonen i mit liv, siger Povl Dissing tankefuldt og funderer lidt over livets mange skilleveje, og hvad der mon var sket, hvis han havde sagt nej tak til Benny Andersen, da forfatteren i 1972 ringede og spurgte, om han ville synge viserne om Svante, der var udkommet som bog med tilhørende noder samme år.

Benny Andersen insisterede på, at det var Povl Dissing, der skulle fortolke viserne om den fordrukne og desillusionede svensker, for han er den eneste, jeg kender, der synger, så man ikke ved, om man skal le eller græde.

Povl Dissing var til gengæld i tvivl:

Altså, jeg var jo på det tidspunkt om ikke berømt, så i hvert fald berygtet, og jeg havde blandt andet gang i mine egne sange om Grønland og protestsange mod EF, så det med Svante passede ligesom ikke ind, siger Povl Dissing.

Som bekendt endte han alligevel med at sige ja, og resten er musikhistorie.

Benny Andersen og Povl Dissing havde haft præcis nul øvedage sammen, da de mødte op i Tarm den majdag i 1973. Men i løbet af fire dages miniturné til sydvestjyske biblioteker, der oprindeligt blot havde bestilt Benny Andersen til at komme og læse op af sine digte, blev Svantes viser musikalsk formet. Benny Andersen og Povl Dissing gik derefter direkte i studiet sammen med en håndfuld dygtige musikere og indspillede det album, der har vist sig at være et af de mest langtidsholdbare i dansk musik.

Selvom han kun er nået til garderoben, og der endnu er en time til, at makkerparret skal på scenen, kan Benny Andersen slet ikke lade være med at aflevere nogle af de muntre ordspil og anekdoter, han er så berømt og elsket for. Som nu: Når vi optræder i Tarm, bor vi altid på et hotel, der ligger lige over for blomsterbutikken Tarm Flora.

Det er bemærkninger som denne, der får publikum til at grine mellem sangene, men de er også en vigtig del af den stemning, der hersker mellem digteren og sangeren, når de er uden for rampelyset. De kender hinandens vittigheder, men griner alligevel godmodigt af dem. Som de samstemmende siger:

Vi er som et lykkeligt gammelt ægtepar, der har haft masser af kunstneriske sidespring, men aldrig bliver trætte af at være sammen.

Vi forstod fra begyndelsen, at vi ikke har brug for at være sammen hele tiden, og vi har en udpræget respekt for hinandens forskellighed. Der har ikke været ét år, hvor vi ikke har været ude at spille sammen, men der har altså også været mange pauser. Vi kan godt lide at være sammen, men det er ikke sådan, at vi også er sammen privat og spiser middag og den slags. Måske er det grunden til, at vi altid glæder os til at være sammen, siger Povl Dissing.

Skæbnefællesskabet mellem de to er uløseligt forbundet med Svante. Og Svante er blevet uløseligt forbundet med dansk sang- og visetradition. Svantes lykkelige dag synges som fællessang, og Povl Dissings helt specielle stemme og fortolkning bliver efterlignet af mange sangere i brusebadet eller i festligt lag.

Melodien er blevet gjort til genstand for utallige gendigtninger i form af lejlighedssange til bryllupper og runde fødselsdage.

Hvad er det ved Svante, der gør ham så holdbar?

Når noget bliver en klassiker, er det, fordi det på en måde bliver ved med at være nyt, og sådan er det nok også med Svantes lykkelige dag, siger Benny Andersen og fortsætter:

Da jeg skrev historien om Svante, var jeg i en dyb personlig krise. Heldigvis har man jo som kunstner mulighed for at skrive sig ud af den slags, men undervejs kunne jeg godt mærke, at det hele blev mere og mere sørgeligt. Så tænkte jeg: Han må da for pokker have haft bare én enkelt lykkelig dag, og så konstruerede jeg, godt hjulpet af rimordbogen, sangen, hvor Svante er sammen med sin elskede Nina, og alt er godt.

At hvert omkvæd kom til at ende på de berømte linjer og om lidt er kaffen klar beror ifølge Benny Andersen på en tilfældighed. Klar var det bedste rim på har, mente han og tænkte samtidig, at kaffe må høre med til en god dag.

I Norge, hvor Svantes Viser, også er blevet en klassiker, kalder de slet og ret sangen for kaffesangen.

Er det du, som har skrevet kaffesangen, spørger de altid, fortæller Benny Andersen og efterligner grinende den norske sprogtone.

Povl Dissing mener, at Svante har ramt dybt ned i den danske folkesjæl, simpelthen fordi han ligner os.

Svante er sådan lidt halvt alting: halvt fordrukken, halvt forelsket, halvskaldet, halvtyk. Og så er han et menneske, der ikke rigtig tør tro på noget. Sådan er danskerne også. For eksempel vil danskerne ikke rigtig vedkende sig religion, de er nærmest lidt bange for den, og derfor kommer mange til at hade muslimerne. De tror på noget, og det gør dem stærke, men det gør samtidig danskerne bange, siger han.

Audiensen i garderoben inden showet er ved at være slut. Snart ringer klokken som tegn på, at Dissing og Andersen for vi aner ikke hvilken gang skal på scenen. Denne gang for flere end 1000 publikummer.

Hvorfor bliver I ved?

Jamen det er jo hver gang lige pragtfuldt at møde et forventningsfuldt publikum, det bliver vi da aldrig trætte af. Så længe vi er i stand til det, bliver vi ved, slår Benny Andersen fast.

Povl Dissing nikker samstemmende.

Da de kort efter står badet i scenelyset og med forsigtige, korte gammelmandsskridt går hen til henholdsvis flygel og taburet, er intet forandret. Scene eller garderobe, det gør ingen forskel for makkerparrets måde at være på. Lige nu, på scenen, er de lykkelige sammen.

I morgen er de lykkelige hver for sig.