Mange mennesker er gode til én ting. Få mennesker er gode til mange ting. Sørine Gotfredsen er det sidste. Respekt for det. Her er et sandt multimediemenneske. Få kan som hun læseværdigt bygge bro mellem journalistik, teologi og litteratur.
Hendes nye essaysamling ”Tolv tiltaler” er ingen undtagelse. Formen er 12 samtidsfænomener læst og kritiseret igennem et skriftsted og omvendt. Når det lykkes, bliver såvel Bibelens ord som årets aktuelle begivenheder set i et nyt og klarere lys. Teksterne er skrevet i en hybridgenre mellem en prædiken, en dagsaktuel klumme og en litterær tekstanalyse. Hvor klummens tidsaktualitet vækker opmærksomheden, den klassiske litteratur uddyber pointen, og Guds ord forankrer betydningen i traditionens forpligtelse.
Modigt og med vrede kaster multimediemennesket Sørine Gotfredsen sig ud i tidens store debatter fra identitetspolitik og MeToo til multikulturalismens forbandelse. Interessant, men også til tider letkøbt. Hendes diskussion af Francis Fukuyamas nye bog, ”Identity: The Demand for Dignity and the Politics of Resentment”, er for tynd. For eksempel mangler den oplagte idéhistoriske diskussion af forholdet mellem Francis Fukuyama, Søren Krarups nativisme og anerkendelsesteoretikeren Axel Honneth. For Gotfredsen overser, at underkendelsen og den kulturelle og religiøse chikane af den etnisk muslimske underklasse netop er problemet frem for den nativistiske løsning på det multikulturelle samfunds opløsning af sammenhængskraften.
Sørine Gotfredsen er en selverklæret Rasmus Modsat. En tænker og teolog, som vil tænke tidens konsensus imod. Rammen er det moderne samfund som en klassisk forfaldshistorie. Hvor kulturkritikerens opgave er at stoppe forfaldet ved enten at se fremad eller tilbage. Sørine Gotfredsen vælger en tredje Rasmus Modsat-vej, hvor hun ser tilbage for at se fremad. Her skal tradition genopdages og anerkendes på ny.
Våbenet er at angribe og afdække frigørelsens forbandelse. For hvordan tiltaler og trodser vi modernitetens tomme orgie af nydelse, frihed og uhæmmet forbrug? Her er klar inspiration fra og spor tilbage til den franske forfatter Michel Houellebecq, som hun også citerer flere steder. De deler den dystopiske analyse, men Sørine Gotfredsen ser naturligvis kristendommen som svaret og håbet. Hvor hendes franske åndsfælle Houellebecq forbliver i nihilismens mørke. For Sørine Gotfredsen er svaret at beskrive, hvordan kristendommen kan give et tiltrængt svar på tiltale, deraf titlen.
Formen er traditionens hermeneutik, hvor hun afdækker, hvordan vi skal forholde os til alt fra kronprinsens 50-års fødselsdagsløb, klimaødelæggende flyveture til hverdagens trakasserier. Moralen er igen og igen, at kun en før-moderne genopbygning og genskabelse af Gud, konge og fædreland kan redde os ud af moradset. Hendes modstand mod det mentale Danmark, vi lever i, er flere steder interessant. For eksempel er hendes essay om den nye klima-ateisme både godt set som nyt begreb og godt beskrevet. Når bogen lykkes, står det enkelte essay som en original teologisk læsning af samtiden, hvor tidsåndens rastløshed og klassisk litteraturanalyse skaber en stærk treenighed af eftertanke.
Omvendt går det galt, når hun vil være Rasmus Modsat bare for at være det. Hvad der også gik helt galt med hendes famøse kronik i sin tid om den norske massemorder Anders Behring Breivik, hvor hendes modernitetskritik resulterede i en unuanceret og enøjet forståelse af Breiviks ubeskrivelige ondskab og gerninger. Det var og er utilgiveligt, selv nu år efter.
Samme svaghed genfindes i denne bog, når hun vil gå imod strømmen på trods af, at hverken journalistik, teologi eller litterær analyse kan bære det for alvor. Lysten til at være på tværs bliver her mere en fiks idé frem for en frisk idéhistorisk eller litterær analyse.
Svagest er de essays, som forbliver i et ingenmandsland mellem klumme, litteratur og teologi. Ja, eller slet og ret forbliver vrisne klummer, hvor de er for lidt teologi til at være interessante og for meget aktualitetsdreven klumme til at kunne leve længere end nyhedsdøgnet. Når det går galt, er resultatet en negativ treenighed af dårlig journalistik, ringe litteraturkritik og for dogmatisk kritik af det moderne. Vreden fylder og skæmmer i bogen, såvel som kærligheden gør blind. Her er essayet om fantastiske kronprins Frederik og hendes private kærlighed til boksning skræmmeeksemplet. De forbliver kærlige kælerier uden sans og samling for den dybere betydning hverken nationalt, litterært eller teologisk. Det kommer derfor til at smage en smule af genbrugt journalistik og gammel vin på nye flasker. Hvad hverken Gud, kronprins eller fædreland kan være tjent med.
Stærkest er essaysamlingens diskussion af Jobs skæbne. Denne klassiske, teologiske problematik får nyt liv, når den trækkes ind i samtiden. Samtidig giver den teologiske ramme en indlæst hjemmebanefordel for forfatteren. Det giver plads til hendes talent og evne til at se nutiden i Bibelen og omvendt.
Ondt, begavet og morsomt er også hendes vrede essay om centrum-venstres kæmpe kærlighed til den berømte fredssang ”Kringsatt av fiender”. En sang, som af besynderlige grunde skal synges hver eneste gang, bindegale islamister igen har slået uskyldige ihjel. Her spørger hun med rette, om vi ikke i stedet skulle finde kampviljen frem og forsvare det åbne samfund mod den islamiske dødskult fra middelalderen. Det er en fin pointe, som står stærkt, fordi den modsiger pacifismens letkøbte løsning.
Sørine Gotfredsen giver vrede svar på tiltale. Hun går ind i sin tid. Hvad kan man kræve mere af et debatmenneske? Næppe meget andet og næppe meget mere. Ud over at hun desværre hverken har modtaget tvivlens eller næstekærlighedens nådegave.
Gæsteanmelder Timme Bisgaard Munk er ph.d. og redaktør af Kommunikationsforum.