Indsigtsfuld roman om svedeture, næseblod og kvindeliv

Hanne Richard Beck har skrevet en klog, indsigtsfuld og velskrevet roman om fire kvinder mellem 45 og 55 år, og de er netop dér i livet, hvor det kan være svært at finde ud af, hvad man skal med det. Iris

bog
Five stars
”Uforudsete hændelser” handler da også om skyld. En skyld, som man må tage på sig, hvad enten man er terrorist i det store eller opfattes sådan i det små
Lars Handesten

Hanne Richard Bech har skrevet en krimi-lignende roman om kvinder i overgangsalderen og med ondt i livet. Det er en velskrevet og tænksom historie

Der er nogen, der siger, at puberteten er en frygtelig periode i et menneskes liv. Så skulle de bare prøve overgangsalderen! Her er der noget at komme efter med eksistentielle kriser og en krop, der går sine helt egne veje. Den sveder, bløder, bulner ud og tørrer ind– helt uberegneligt. Ikke til at forudse.

Hanne Richard Beck har skrevet en klog, indsigtsfuld og velskrevet roman om fire kvinder mellem 45 og 55 år, og de er netop dér i livet, hvor det kan være svært at finde ud af, hvad man skal med det. 

"Uforudsete hændelser” hedder romanen, og det uforudsete er der da også rigeligt af, selvom livet måske ellers kan tage sig temmelig forudsigeligt ud en gang imellem, når man er kommet så langt. Der er den 11. september 2001, hvor terroristerne slår til i USA, der er Breivik i Norge og Omar el-Hussein i Danmark. Det er alt sammen ikke lige til at forstå, og det sætter gang i ”grundangsten”. Angsten, der næres af meningsløsheden og uforståeligheden, og som sætter sig som en angst for, at tæppet kan rykkes helt væk under en, og man ganske mister fodfæstet.

Oven i de ”store” uforudsete hændelser kommer det personlige liv, hvor hormonerne løber om hjørner med en, fortiden kommer bag på en, og fremtiden dårligt kan komme i gang for alle de hængepartier, som fortiden rummer. De tre kvinder Tine, Susan og Astrid har alle traumer fra barndommen og ungdommen, og inde i dem sidder en lille pige og hungrer efter kærlighed og anerkendelse. De er sårede af forældrenes skilsmisser og død og manglende evner til at give børnene den omsorg, de har brug for.

Den fjerde kvinde er en spansk efterforsker, Pilar, der undersøger en drengs mystiske død. Drengen forsvandt i 2001, netop som de tre danske kvinder sammen var på ferie på Mallorca og i nabohuset til drengen. Dengang kunne man ikke finde ham, og man kunne ikke finde ud af, om der var sket en forbrydelse, eller om han var druknet. Men i 2014 bliver hans skelet fundet ved et tilfælde, og så kører sagen igen. Pilar tager til København for at forhøre de tre kvinder, der ikke har set hinanden siden den ferie, hvor drengen døde.

Sådan set er ”Uforudsete hændelser” noget af en kriminalroman, men den er også meget mere end det. For samtidig med at Pilar arbejder på sagen om drengen, bliver efterforskningen også anledningen til, at de tre kvinder tager sig selv og deres forhold op til revision. Susan betaler af på en gæld efter et krakket firma og bor hos sin gamle mor i provinsen. Hendes søn, som hun ikke har set i årevis, bor i Australien. Hun drømmer om at gense ham og om at skabe et nyt firma og komme ”hjemmefra” endnu en gang. Hun er – som det hedder – fanget i den midaldrende kvindes værste fælde: mellem gamle forældre og problematiske, voksne børn.

Tine er den yngste af de tre, og hun bor i et større bofællesskab og er blevet gestalt-terapeut, uden dog at have meget styr på sig selv. Og Astrid er netop gået fra sin mand, som hun allerede skulle have forladt i 2001. Hun flytter sammen med en læge i Bredgade i København, men har det svært med sine børn – ligesom han har det med sine.

Skilsmisserne fører så megen vrede, sorg og skuffelse med sig hos både ægtefæller og børn, at det ikke er til at bære for den, der har udsat dem for det.

”Uforudsete hændelser” handler da også om skyld. En skyld, som man må tage på sig, hvad enten man er terrorist i det store eller opfattes sådan i det små. Det er dog også en skyld, der kan være et resultat af fædrenes og mødrenes synder, og den er langt sværere at stille noget op med.

Der skal forladelse til, og det er da på en måde også dér, romanen ender. Med tilgivelse, tro, håb og kærlighed.

Men helt så enkel er forløbet og slutningen så alligevel ikke, for det hele går ikke op i en højere orden, hvor alt forsones, og alt falder på plads i en gennemskuelig mening. Igennem romanen har Hanne Richard Bech indlagt små essayistiske afsnit, hvor der reflekteres over kulturen og det moderne menneskes livsvilkår.

De afsnit fungerer ikke hver gang særlig oplysende, men det sidste sætter i hvert fald begivenhederne i perspektiv.

Menneskene er syge efter orden. Vi prøver på at holde ”verden i orden og orden på verden; begge dele er en opgave for guder, men vi har taget den på os”.

Til syvende og sidst er det kun krimiforfattere, der kan få kabalen til at gå op – fordi de har lagt den baglæns. Hanne Richard Bech er ikke krimiforfatter, og derfor hersker der til sidst i romanen også en åbenhed, der er virkeligheden værdig. Her er plads til uforudsete hændelser.

kultur@k.dk