Prøv avisen

Svend Åge Madsen sidder der bag skærmen

Svend Åge Madsen er rationalist, men har også en særdeles veludviklet sans for det absurde. Det demonstrerer han i sentenser som "I morgen skal jeg ikke noget! Ikke synes eller mene noget: En meningsløs dag!" og "Her sker ingenting -- gang på gang." -- Foto: Kåre Viemose Denmark

Svend Åge Madsens mail-korrespondance om stort og småt gennem ti år er nu printet ud. Sjovt og flovt står det mellem hinanden til morskab og eftertanke for læseren

Svend Åge Madsen har mailet med sin ven Flemming Chr. Nielsen i snart 10 år. Det er der kommet hen ved tyve bind tekst ud af, hvis man skulle omsætte korrespondancen i bogbind. En del af disse mails har Nielsen og Madsen nu skønnet kunne være interessante for Madsen-læsere at kigge med i. Og så har Nielsen foretaget et udvalg – svarende til godt en tiende del – af Madsens tekster plus et par taler og nogle fiktionsstykker. Sine egne mails har Nielsen udeladt, fordi det åbenbart kun er forfatteren Svend Åge Madsens notater, kommentarer og refleksioner, der har interesse for offentligheden.

Korrespondancen fungerer mærkværdigvis også fint som en monolog. Måske er det et alderdomstegn. Madsen skriver, at han er holdt op med at diskutere, fordi det ikke fører nogen steder hen. Herefter er der vel så – foruden den selskabelige samtale om stort og små – også kun enetalen tilbage. Og den giver Madsen så med temmelig stort held, når han citerer sig selv (sic!) for at have skrevet, at "Det er ikke mig der er blevet gammel, det er min omverden der er gået i barndom".

Omverdenen dækker over journalister, der ikke ved noget om det, de skal skrive om. For eksempel når journalisten skal lave et interview med forfatteren og ikke har læst en linje af ham. Journalisten er ikke bedre end det hav af gymnasieelever, der skal skrive opgaver om Madsens forfatterskab og henvender sig til ham for at få – omgående! – svar på deres fortolkningsproblemer. At de skal læse og tænke selv, og at det er det, det går ud på, er åbenbart ikke faldet dem ind.

At Madsen selv kan henfalde til barnagtige vitser, fremgår af følgende bredside til de kristne: "Selvfølgelig er de kristne anderledes. De er da betydelig værre end os almindelige mennesker. Bare det at de skal have lovning på et evigt liv for at opføre sig nogenlunde ordentlig, hvad de fleste af os andre klarer uden så meget som løftet om en soft ice."

Det er imidlertid ikke kun de kristne, men også muslimerne, Madsen har et horn i siden på. Enhver form for religiøsitet ligger ham fjernt, og det får ham selvfølgelig også til at vende sig imod tanken om intelligent design. Her har Madsen fat i en god ende, for han argumenterer ud fra en tidsmæssig forestilling, der går langt ud over den menneskelige fatteevne. Naturens og menneskets historie udspiller sig over så enorme spand af tid, at der nok skulle blive plads til udviklingen af såvel arterne som den menneskelige bevidsthed.

Madsen er rationalist, men har også en særdeles veludviklet sans for det absurde. Det demonstrerer han i sentenser som "I morgen skal jeg ikke noget! Ikke synes eller mene noget: En meningsløs dag!" og "Her sker ingenting – gang på gang." Men ellers florerer det absurde for eksempel i anekdoten om Madsens møde med det 89-årige gamle koryfæ Albert Dam. Dam siger i 1969 til den unge Madsen, at han godt ved, hvem han er. Madsen ranker sig af stolthed, men falder ned igen, da Dam siger: "Du er Vagn Lundbyes kone". Åh, det er herligt sådan noget!

"Når man mailer" hedder bogen med et ordspil på den amerikanske forfatter Norman Mailer – som Madsen ellers ikke har meget til fælles med. Til gengæld giver bogen et glimrende indblik i, hvad læsehesten Madsen er i gang med, hvad han kan lide og ikke lide, og hvad der har og har haft betydning for ham som forfatter. At han har været optaget af Kafka og Beckett kan næppe komme bag på nogen, men at han med fornøjelse læser sig gennem Dan Browns romaner kan måske nok forekomme besynderligt. Men når det ikke lige gælder lyrik, som han åbenbart ikke læser noget af, så viser Madsen sig som en åben læser, der bliver inspireret af vidt forskellige forfatterskaber.

I sine mails kommenterer Madsen løbende den politiske situation. Irak-krigen, regeringen Fogh og Muhammed-krisen får kritiske kommentarer med på vejen. Nogle dybtgående analyser bliver det ikke til, blot nogle små tjat til højre for midten. Det er klart nok ikke her, Madsens styrke ligger. Han er digter og fiktionskonstruktør, og det er i den egenskab, at han er blevet medlem af Det danske Akademi. Det er egentlig en flov affære, at han sagde ja til at indtræde i akademiet. Det er, som man forstår af hans mails, slet ikke noget for ham, og når han nogensinde har sagt ja til det, må det vist nærmest være, fordi det smigrede ham at blive bedt indenfor i det smagende selskab. Men han gider ikke komme til møderne i det selvsupplerende akademi i Rungsted.

"Det kunne være blevet til mere", fortæller Madsen, at der stod i hans meddelelsesbog fra skoletiden. Kunne det blive til mere i "Når man mailer"? Næppe. Det er hurtige reaktioner og ræsonnementer, så mediet taget i betragtning former det meste sig ganske tilfredsstillende – når man læser.

Svend Åge Madsen: Når man mailer. 332 sider. 299 kroner. Bindslev.

kultur@kristeligt-dagblad.dk