Svend Brinkmann: Mine børn må kun sove eller læse efter klokken 20

Psykologiprofessor Svend Brinkmann foretrækker illusionsløs litteratur

Svend Brinkmann kan ikke falde i søvn uden at læse – og den vane har han givet videre til sine børn. –
Svend Brinkmann kan ikke falde i søvn uden at læse – og den vane har han givet videre til sine børn. – . Foto: ritzau.

Hvem læser du?

Der er mange. Knausgård, Murakami og Michel Houellebecq skriver alle råt på en måde, som jeg godt kan lide. For jeg kan godt lide illusionsløs litteratur. Når jeg bliver interviewet af svenske journalister, hæfter de sig ved, at jeg næsten ikke læser nogen kvindelige forfattere. Det er ikke bevidst og nok lidt tilfældigt, for jeg vil lige så gerne læse en bog af en kvinde.

Hvad læser du lige nu?

Nu læser jeg faktisk en kvindelig forfatter, nemlig Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” om hendes søn Carls død. Bogen er virkelig fremragende, men det er godt nok tungt at tænke på, hvad hun har været igennem, mens hun skrev den. Jeg er i gang med et forskningsprojekt om sorg, hvor vi også kigger på den æstetiske måde at nærme sig sorg på, så det var derfor, at jeg gik i gang med bogen, som jeg nok havde læst alligevel.

Hvor læser du?

Jeg læser i sengen. Det gør de fleste mennesker nok. Jeg læser også på toilettet, det gør de fleste mennesker nok også, og så læser jeg meget i hængekøjen i vores sommerhus, men jeg har altid læst. Og jeg kan ikke sove, før jeg har læst. Det er ikke nok at glo på sin telefon, det skal være i en bog. Og det har vi også indført som et princip derhjemme, hvor reglen længe har været, at vores børn skal i seng klokken 20 – uden at måtte glo på skærme, men så må de til gengæld læse lige så meget de vil. Og de har bare fået læst vildt meget, så det tror jeg faktisk, at de kommer til at takke os for senere.