Svend Brinkmann er her og der og alle vegne. Han står klar med sin briks i Danmarks Radio, med klummer, foredrag og kommentarer samt en bogudgivelsesfrekvens, der kan gøre enhver forpustet. Faktisk er han også kommet denne artikel i forkøbet.
Allerede få dage efter udgivelsen af sin seneste bog ”TÆNK – til forsvar for et tankefuldt liv” (Gyldendal) havde han nemlig selv en kort opsummering af modtagelsen af den på Facebook og et modsvar til de anmeldere, der har taget mindre pænt imod hans seneste værk, navnlig Politikens Matthias Dressler-Bredsdorff, som ifølge Svend Brinkmann går efter hans person og ikke hans værk, når han spørger sig selv, om vi bør glemme Brinkmann, fordi han måske er ved at blive den type selvhjælpsguru, som han har slået sig op på at kritisere.
Hvor Svend Brinkmann i debuten fra 2014 ”STÅ FAST” på formidabel vis gjorde op med tidsånden, står han nu solidt plantet i dens midte, skriver Politikens anmelder. Den kritik af accelerationen, som han oprindelig var bannerfører for, er nemlig i mellemtiden slået igennem som især de veluddannedes nye kulturelle grundsynspunkt, hvilket får Svend Brinkmann til ikke blot at fremstå tam i sin diagnose, men også decideret tilbageskuende i sin kur, om end han altid opfylder den første af den intellektuelles opgaver: at pege på det sted, hvor det brænder:
”Den intellektuelle har dog også en anden og mindst lige så vigtig opgave, der følger af den første: at vise flugtveje ud af branden selv. Og her giver Brinkmann, på vegne af sine læsere, desværre fortabt. For snart et årti siden mindede Brinkmann os om, at vi havde ret til at kritisere det, der var kritisabelt. I dag er tiden måske kommet til at gå to skridt videre. For det første: at huske hans lektie. For det andet: at glemme hans lære.”
Det bliver til to hjerter ud af seks mulige i Politiken, mens der falder tre stjerner i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor Mikael Jalving roser Svend Brinkmann for, at han som få akademikere formår at formulere sig klart om mange sager, til tider originalt, til tider banalt: ”Psykologiprofessorens nye bog lægger sig et sted midtimellem. Den er klog som en dygtig skolestil med masser af referencer til lærd litteratur, men lige så harmløs.”
Mikael Jalving slår sig på, at forfatteren nøjes med at referere andre tænkere og ikke helt synes at tro på sin egen analyse, samt at han ikke virker synderligt eksistentielt involveret i det, han skriver – og at hans tanker vanen tro er renset for kristendom: ”Groft sagt er der oldtidens visdom og så en række tyske ånder fra det 20. århundrede. Resten er skåret fra, og det er nok derfor, at bogens konklusion virker så pauver, idet den begrænser sig til syv husmandsråd til, hvordan læseren kan tænke.”
I Kristeligt Dagblad er der fire stjerner fra Sørine Gotfredsen, der skriver, at det positive ved ”TÆNK” er, at dens forfatter har indlysende ret i meget, når han fremfører sin velkendte kritik af instrumentaliseringen, altså forestillingen om, at alt, hvad vi gør, skal føre til noget konkret brugbart: ”Atter skriver han sig ind i den mildt intellektuelle folkeskolelærer-stemning, der rammer så bredt, og det lidt mindre positive er, at stilen også kan få én til at føle, at man sidder med en noget rutinepræget skriveøvelse i hånden, som Svend Brinkmann kan producere endeløst mange af.”
Noget af det, som Sørine Gotfredsen holder af i Svend Brinkmanns bøger, er hans længsel efter at nå frem til noget større – der som allerede nævnt dog aldrig er Gud – og hun finder, at der i hans nye bog er en meget smuk taknemmelighed over, at der virkelig findes så meget at tænke over. Med inspiration fra Hannah Arendt formulerer han bogens motto sådan her: ”Hvis man ikke tænker, er man afskåret fra åndens liv, og så bliver man søvngænger. At tænke er at være åndeligt vågen. At tænke er også at leve.”
I Weekendavisen efterlyser Asker Hedegaard Boye som Mikael Jalving i Morgenavisen Jyllands-Posten også Svend Brinkmanns eget bud på, hvad tænkning er og kan: ”Han udlægger loyalt, hvad andre tænkere har tænkt om tænkning og koger derpå det hele sammen til en balanceret, ufarlig fond.”
Ifølge Hedegaard Boye ligner den lille bog mest af alt et forsvar for humaniora, hvor de videnskabelige spørgsmål som bekendt ikke angår årsager, men mening, og den leverer som Brinkmanns andre små kæmpesucceser socialdemokratisk stoicisme til folket: ”Det er svært at være vildt uenig med Brinkmann, men samtidig svært at mobilisere de helt store heureka-udbrud (…) Vi har de tænkere, vi fortjener. Frankrig fostrer de radikale systembyggere; Storbritannien de ædruelige bogholdere; Tyskland skønånderne i evig fare for at miste jordforbindelsen. Og vi har Svend Brinkmann: en myreflittig, sympatisk, pædagogisk og demonstrativt uoriginal filosofpsykolog.”
Heller ikke Michael Agerbo Mørch i Information gør sig uenig i grundindstillingerne til Brinkmanns projekt, der i sammenkogt form er humanismens gamle idé om, at det selvstændige menneske kan tænke selv, ikke nødvendigvis for at finde tekniske løsninger på akutte problemer, men for at dvæle ved de evige problemer, der sætter nuet ind i en større sammenhæng og skaber perspektiv: ”Bogens tone er både engageret og let docerende, men i mindre grad pamfletagtig, hvorfor man måske oplagt kunne kalde projektet en invitation til et tankefuldt liv, mere end det er et forsvar for samme. Alt i alt er det klassisk Brinkmann, og fans vil være begejstrede, mens kritikere vil klage over, at vi har hørt sangen før.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.