Psykologiprofessor Svend Brinkmann skriver så mange bøger, at man kan komme til at gentage sig selv, hvis man før har anmeldt hans værker. Det har jeg, og derfor vil jeg som indledning i anmeldelsen af hans nye bog, ”Tænk – til forsvar for et tankefuldt liv” hurtigt nævne et par klassiske Brinkmann-træk.
Først det positive. Svend Brinkmann har indlysende ret i meget. Igen. Det har vi vidst, lige siden ”Stå fast” i 2014 kom på gaden og lærte danskerne at sige fra overfor det evige krav om omstillingsparathed. Denne gang opfordrer han os til at værne om det tankefulde liv, og med sin let læste stil og venlige forslag til øvelser i hverdagen tager han læseren ved hånden og belyser begrebet tænkning.
Atter skriver han ind i den mildt intellektuelle folkeskolelærer-stemning, der rammer så bredt, og det lidt mindre positive er, at stilen også kan få én til at føle, at man sidder med en noget rutinepræget skriveøvelse i hånden, som Svend Brinkmann kan producere endeløst mange af. Men han har stadig indlysende ret i meget, derfor bliver karakteren atter pæn, og lad os så komme i gang med tanken om tænkningen. Den er vigtig, og bogens udgangspunkt er, at den måske aldrig har været sværere at fastholde.
Genopdagelse af tænkningens værdi
De seks kapitler handler blandt andet om, hvorfor det er blevet vanskeligt at værne om tanken, om forholdet mellem tænkning og dannelse, om lykken ved at tænke, og om hvad man selv kan gøre for at fremme tænkning i sit eget liv. Den ”tænkning-glemsel”, der har gjort sit indtog i samfundet, ser Brinkmann blandt andet som en følge af teknologi, hastighed, digital kraft og spørgsmålet om, hvorvidt vi overhovedet kan nå at forholde os til alt det, vi oplever og konsumerer.
Derudover fremfører han sin velkendte kritik af instrumentaliseringen, altså forestillingen om, at alt, hvad vi gør, skal føre til noget konkret brugbart. Bogen rummer en syndflod af tænkere, herunder naturligvis den elskede Aristoteles, der ser det som den ultimative tilstand at være et tænkende væsen, og Brinkmann henviser til så unødigt mange, at det faktisk skader læseoplevelsen en smule og pudsigt nok får ham til selv som et tænkende væsen at fortones noget.
Men hensigten er dog stadig klar. Brinkmann vil genopdage værdien af at tænke for tænkningens egen skyld, og det store spørgsmål er, hvad den bestræbelse i sidste ende skal føre til. Uden, altså, at den skal føre til noget, hvis I forstår. Dette er balancen, Svend Brinkmann hele tiden slås med. Han vil hjælpe mennesket til at være mere utvungent til stede i verden, men det må ikke tage form af en bevidst stræben, og Brinkmann citerer filosof og psykolog John Dewey, der mener, at vi med den ikke målrettede tænkning erhverver ”en vis storsindethed og fantasirighed i vor betragtningsmåde.”
Som hjælp til at indse værdien af dette må Svend Brinkmann gå visse omveje, da det jo ikke rækker blot at udstikke ordren: Tænk. For hvad skal man tænke på? Man skal blandt andet tænke på det, der danner et menneske og gør det bevidst om sin plads i det fælles. Dannelse og tænkning hører for Brinkmann sammen, og derfor er det vigtigt at tænke på det, man formes af – det sprog og den kultur, der gør, at vi er som nogle andre, men ikke alle andre.
Brinkmanns røde tråd
Brinkmann kredser også om forholdet mellem tænkning og det etiske og dette at kunne se ”igennem sine egoistiske fantasier og dermed undslippe sig selv.” Han drømmer om, som han skriver: ”at genrejse ideen om det alment menneskelige ud fra et argument om, at en almenmenneskelig dannelse må gå forud for den singulære selvudvikling.”
Dette forehavende må siges at udgøre en rød tråd i hele Brinkmanns forfatterskab, og uanset hvilken kortfattet opfordring – Stå fast, Gå glip eller Tænk – han anbringer på forsiden af sine bøger, er meddelelsen basalt set den samme. At mennesket skal lade livet – og tanken – komme til sig fremfor at insistere på efter tidens skiftende luner at leve så optimalt som muligt. Man skal med andre ord tænke mere og leve mindre, og efter lidt for mange almindeligheder og i øvrigt nogle irriterende behagesyge fyldsætninger i stil med: ”Gode argumenter er gode, uanset hudfarven eller kønnet på den, der fremsætter dem”, når vi i bogens sidste del frem til mere nerve. Den nerve, der ofte ligger og ulmer i Svend Brinkmanns bøger, nemlig, spørgsmålet om, hvad han og mennesket som sådan egentlig længes efter.
Her er det især den tyske filosof, Hannah Arendt, der kommer til hjælp, idet hun ser en forbindelse mellem dette at tænke og føle, at man nærmest ophøjes. Svend Brinkmann udlægger selv hendes tanker således: ”Som guder i et teater kan man beskue verden, når man evner at tænke og filosofere. Det er sand lykke.” Den følelse husker Brinkmann fra ”nogle af de dejligste stunder i mit eget liv”, som han skriver i bogens indledning, hvor lille Svend lå på stuegulvet og lod tankerne vandre og af og til konsulterede Lademanns ”Verdensatlas”. Man fornemmer, at Svend Brinkmanns grundlæggende mission handler om at befri sig selv fra tidens strøm og finde hvile på dette stuegulv. Med en stabel bøger indenfor rækkevidde.
En længsel efter noget større
Svend Brinkmann er nemlig også en drømmer. Der er i hans bøger en længsel efter at nå frem til noget større, og det siger jeg ikke kun som led i mit årelange forsøg på at få ham til at tro på Gud. Jeg siger det også, fordi bogen her rummer en meget smuk stemning af taknemmelighed over, at der virkelig findes så meget at tænke over. Og hvor ender mennesket med at rette sin taknemmelighed hen? Indtil videre formulerer Svend Brinkmann, stadig med inspiration fra Hannah Arendt, bogens motto sådan her: ”Hvis ikke man tænker, er man afskåret fra åndens liv, og så bliver man søvngænger. At tænke er at være åndeligt vågen. At tænke er også at leve.” Åndens liv. Det må vist blive indholdet i din næste bog, Svend Brinkmann. Og titlen giver sig selv. Vær åndfuld.
Svend Brinkmann: Tænk – til forsvar for et tankefuldt liv. 192 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
Hver lørdag samler Kristeligt Dagblad nyt om litteratur og kunst, så du kan holde dig opdateret på kulturlivet i hele landet. Skriv dig op til nyhedsbrevet fra Bøger & Kultur her.