Svensk debat: ”Er man en typisk nomineret, er man en hvid kvinde, som bor i en storby”

I Sverige kæmpes ligestillingskampen, mens et nyt studie viser, at to tredjedele af de nominerede forfattere til de store debutantpriser er kvinder

Her ses vinderen, Lotta Lotass, af Borås Tidnings debutantpris i 2021. I år er tre kvinder og to mænd nomineret til prisen.
Her ses vinderen, Lotta Lotass, af Borås Tidnings debutantpris i 2021. I år er tre kvinder og to mænd nomineret til prisen. . Foto: Wikipedia Commons.

Følger man svensk kunst og kultur i de her år, står det klart, at snart sagt alt undergår et identitetspolitisk eftersyn. Racisme, homofobi og mandschauvinisme er blot nogle af de træk og tendenser i såvel værker som institutioner, som først indkredses og siden udstilles.

Derfor opstår der også en form for forvirring, når eftersynene udmønter sig i resultater, der ikke rigtig matcher ønskerne om at trække bestemte former for diskrimination frem i lyset. Tag bare Göteborg Universitets undersøgelse af de nominerede til de skønlitterære debutantpriser i Sverige 2010-2020. Her har en optælling af de indstillede forfattere til Borås Tidnings debutantpris, Katapultprisen og Augustprisen vist, at hele to tredjedele af de nominerede var kvinder.

Den udbredte fortælling om mandlig dominans gælder altså ikke for litteraturens nye stemmer. Studiet viser imidlertid også, at hele 86 procent af de nominerede bor i en storby og har gået på en af landets store forfatterskoler. Lena Kvist, der har stået for studiet og er tidligere talskvinde for Borås Tidning-prisen, siger til mediet SVT Nyheter: “Er man en typisk nomineret, er man en hvid kvinde, som bor i en storby og har gået på Biskops-Arnö-forfatterskolen.”

Hvad angår stil og indhold i tiårets debuter, ja så mener Kvist – der har læst dem alle – ikke, at de minder om hinanden. Heller ikke selvom de nominerede bøger skulle få det til at se sådan ud:

“Den største risiko for ensretning findes nok ikke hos forfatterne, men blandt os, der udvælger, hvilke bøger, der skal ses og høres.”

At 86 procent af de nominerede bor i storbyerne, mener Kvist ikke nødvendigvis er et problem. De kan jo godt bo i byerne, men komme fra landet og skrive om virkeligheden dér. Og altså bidrage til inklusion, bredde og sammenhæng. Men forfatter Po Tidholm, der bor i provinsen Helsingland, mener, det er en diskutabel pointe: “Folk som er flyttet eller kommer på besøg fra et trygt udkigspunkt i Stockholm, Malmø eller Göteborg har måske en tendens til at skrive om landet på en lidt mørk og eksotisk måde.”

Studiets resultater er altså ikke lige til at bruge på den identitetspolitiske kampplads: De nominerede er ikke overvejende mænd, og det er diskutabelt, om bøgerne tegner retvisende billeder af livet udenfor de store byer. Det giver mindelser om offentliggørelsen af en undersøgelse om litteraturkritik fra Aarhus Universitetet, der for nylig viste, at kvinder anmelder kvinder hårdest. For hvordan passer dét lige ind i kampen for ligestilling?

Og ser man på de seneste fem modtagere af Debutantprisen herhjemme, er de alle kvinder. På den måde er skønlitteraturen et komplekst felt. Men der er naturligvis også strukturer dér, som kan modarbejdes. Som da Glenn Bech, der har modtaget flere udmærkelser for sin debutroman “Farskibet”, tidligere i år vakte opsigt ved at nægte at undervise på dyre forfatterkurser. Fordi kursuspriserne gør, at kun de riges børn har råd til at gå der. Og det kan mærkes i teksterne, de skriver, forklarede Bech til netmediet Heartbeats. Kursisterne skriver “rigtig meget om sommerhusture og græske myter og knap så meget om arbejdsløshed, vold i hjemmet og generel elendighed.”

I Sverige vil de også gerne rette op på den slags ubalancer. De skal bare lige have tallene til at passe til holdningerne.