“Lærernes autoritet, manglen på selvstændighed hos eleverne og den selvspejlende klassesamtale udgjorde en kultur, som var selve modsætningen til, hvad litteratur er.”
Sådan skriver den svenske forfatter Johan Heltne om landets mest prestigiøse forfatterskole, Biskops-Arnö, som han selv har gået på og nu angriber i “"Sympati för djävulen”. Og med bogen ripper Heltne op i en diskussion om forfatterskoler, vi også har haft herhjemme. Om deres måde at håndtere elevers stil og holdninger på. Og Heltne skriver, at i hans tid på Biskops-Arnö var den litterære samtale om elevernes tekster hele tiden sammenvævet med en politisk holdning og et krav om en bestemt moral: “Visse udtryk var forkerte (onde), andre rigtige (gode). Den traditionelle fortælling var fx i lav kurs, da den blev anset for at være patriarkatets udtryk, og noget litteraturen skulle ‘gøre modstand’ imod.”
Heltne stopper ikke der, men sammenligner Biskops-Arnö med Livets Ord – en missionerende frikirke – han selv var medlem af som ung. Fælles, mener Heltne, er det sekteriske, autoritetstroen, den ideologiske hjernevask, frygten for at sige eller skrive noget forkert.
Heltne har også før bogen kritiseret Biskops-Arnö, og det fik Aftonbladets Kristofer Andersson til at rette kritik mod ikke bare skolen ved Mälaran-søen nær Stockholm, men også mod den ensrettede litteratur, den resulterer i:
“Biskops-Arnö støber forfattere i den samme stilistiske form. Man ser hurtigt, om et indsendt manuskript er blevet hugget til under Mälarans bredøkse.”
Der er dog flere, der mener, Heltnes kritik er forfejlet og forsøger at tage luften ud af angrebet og anklagerne. Som Expressens Valerie Kyeyune Backström, der i en anmeldelse af bogen skriver, at der på kunstskoler “altid er en teori, en æstetisk retning, som værdsættes mere end andre”.
Det gør det bare ikke bedre. I hvert fald ikke, hvis man skal tro Karl Ove Knausgård, der i et skummende vredt essay fra 2015 skrev om et svensk kulturlandskab fyldt med had og rædsel og om en litteratur “bundet på hænder og fødder”.
Kritikken, Heltnes bog retter mod Biskops-Arnö, kan læses som en forlængelse af Knausgårds. Og hvor Knausgård har mærket den svenske digter og kritiker Athena Farrokhzads vrede og virkelighedssyn, ja, så havde Heltne hende som lærer på Biskops-Arnö. Hun er, sammen med blandt andre Mara Lee, en af de lærere, han fandt styrende og intolerante.
Selv har jeg talt med den revolutions-intense Farrokhzad en enkelt gang. Og det bliver nok ved det. Vi talte om hendes digtsamling, “Vitsvit”, og jeg spurgte til hendes optagethed af hvide, og om den ikke også var en form for racisme. “Samtalen stopper lige her”, svarede hun, og det var dét.
Hun slog mig ikke som den optimale lærer på en skole med unge søgende elever. Men måske er hun ikke et sigende udtryk for den samlede lærerstabs måde at gå til eleverne på dengang og nu. Selvom Heltnes signalementer af ånden på skolen til forveksling ligner min oplevelse af hende.
I ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.