Hvis et forlag vil udgive et værk af en habil, afrikansk kvinde, kan man få støtte til hvad som helst. Men hvis det drejer sig om en hvid, amerikansk, mandlig forfatter, spiller det næsten ingen rolle, om han er på niveau med kandidaterne til Nobelprisen. Det er alligevel svært at opnå den svenske stats blåstempling og økonomiske støtte.
Sådan lyder kritikken fra forlægger Kristoffer Lind, der sammen med flere kolleger langer ud efter den svenske regering for at politisere litteraturstøtten med mål om mangfoldighed, ligestilling og interkulturelle perspektiver. Mens målsætningerne i teorien skulle fungere fremmende for en mangfoldig litteratur, er de dog i praksis hæmmende for den frie litteratur, lyder det.
Kulturrådet, der uddeler statsstøtte til litteratur, har som målsætning at fremme spørgsmål om ligestilling, etnisk og kulturel mangfoldighed og seksuelle minoriteter. Og det har klare konsekvenser, mener Kristoffer Lind.
”Det lyder jo alt sammen godt, men når det bliver implementeret i praksis, indebærer det, at pengene bliver givet til bøger, virksomheder og udstillinger, som har kodeordene feminisme, ligestilling, LGBT (homoseksuelle, biseksuelle eller transpersoner, red.) og minoriteter,” siger han til Svenska Dagbladet.
Som reaktion på MeToo-bevægelsen har kulturminister Alice Bah Kuhnke fra Miljøpartiet i øvrigt bedt Statens kulturråd om at ”betone spørgsmålet om seksuelle krænkelser, når der uddeles støtte”. Og det har fået forlægger Annika Bladh til at protestere. Hun advarer om, at udviklingen minder om et regime, hvor kulturen opdeles i egnet og uegnet. Også David Stansvik fra det lille forlag Nya Doxa, der blandt andet har udgivet en antologi om postkolonialisme, racisme og kulturel identitet, mener, at det er problematisk.
”Hvis alle udgiver bøger om mangfoldighed, bliver mangfoldigheden jo mindre,” siger han til Svenska Dagbladet.
Sagen om litteraturstøtten kommer i kølvandet på en lignende diskussion om uddeling af støttekroner til film, hvor myndighederne var under beskydning for at påtvinge producenter kurser om diskriminering og magtstrukturer. Og samlet har det medvirket til et større opgør om ytrings- og holdningsfrihed i den svenske kulturverden.
I Dagens Nyheter skriver forfatteren Bengt Ohlsson, at ingen i dagens debatklima tør stikke ud af skræk for at blive lynchet. Og i Aftonbladet problematiserer debat- og kulturskribent Åsa Linderborg, at kulturministeren i hendes øjne forsøger at gøre postkoloniale tankesæt til normen. Åsa Linderborg fremhæver, at fokus på mangfoldighed og ligestilling kan være positivt, men der er grænser, mener hun.
”Man kan, som jeg gør, mene, at det er gode holdninger, men det spiller ingen rolle. Den kunstneriske frihed undergraves, hvis man er tvunget til at tage hensyn til, hvad staten anser som rigtigt,” skriver hun under overskriften ”Staten skal ikke korrigere holdninger”.
Kulturminister Alice Bah Kuhnke forsvarer sig i Aftonbladet med, at hun i sin tid som ansvarlig minister har afsat flere midler til den frie kunst og afviser i øvrigt, at Statens kulturråd uddeler støtte efter identitetspolitiske målsætninger. Også Lotta Biörnstad, der er chef for kulturrådets litteraturenhed, mener, at kritikken er forfejlet.
”Der er forskel på overordnede målsætninger og den konkrete vurdering af litteratur. I vores bedømmelse er det altid den kunstneriske værdi, der vægter højest, så det er misforstået,” siger hun.
Gunilla Hermansson, der er professor i litteraturvidenskab ved Göteborgs universitet, vil ikke gøre sig til dommer over, hvem der har ret, men peger på, at sagen er en del af et voksende opgør. Hun mener i øvrigt, at diskussionen er et sundhedstegn.
”Det er aldrig forkert, at man træder et skridt tilbage og overvejer, hvilken retning tingene udvikler sig i. Om det er tilfældigt, at diskus- sionen kommer nu, er svært at sige, men jeg kan i hvert fald konstatere, at der er en tydelig problematisering af, om der er for meget fokus på begreber som køn, race og hudfarve,” siger hun.
Indtil videre er kritikken prellet af på kulturministeren. Men om opgøret vil udvikle sig, og om det vil få konsekvenser for litteraturverdenen, er svært at spå om, vurderer Gunilla Hermansson.
”Jeg kan ikke sige, om det løjer af eller tager til. Men det er klart, at der er en træthed over politisk korrekthed og stærk styring med kulturområdet. Det handler om, hvorvidt der sættes grænser for, hvad man kan gøre og sige, når det gælder identitetsdiskussionen. Og det er debatten udtryk for,” siger hun.