Prøv avisen
Film

Svensk perle er sommerens film

5 stjerner
Den svenske film ”Kæmpen” er livsbekræftende anderledes og samtidig simpel. Den rummer store temaer som venskab, ensomhed og kærlighed. Foto: Filmplakat

”Kæmpen” er en vidunderlig film fuld af kærlighed til livet. En hjertevarm og hengiven ode til menneskelivet, venskab og kærlighed

Den svenske både socialrealistiske og magiske ”Kæmpen” kan meget vel vise sig at være den bedste af sommerens filmpremierer. Livsbekræftende anderledes og samtidig simpelt udforsker den debuterende spillefilmsinstruktør Johannes Nyholm store temaer som ensomhed, venskab, fællesskab, kærlighed – og petanque.

Rikard (den ligeledes debuterende Christian Andrén) er en deform krøbling med et abnormt stort hoved, kun ét øje og en pukkel. En ny tids Elefantmanden, der lever og ånder for petanque. Fravalgt af sin mor, der fik en psykose efter hans fødsel, bor den voksne Rikard i et bofællesskab for udviklingshæmmede. Moderen lever alene i et typisk svensk højhus med sin papegøje, som hun ømt synger for.

De to mødes aldrig rigtigt, men Rikards moderkærlighed er alligevel altoverskyggende.

Et gutturalt ”mama” er det eneste ord, Rikard kan sige. Og da han med en sigende stædighed kæmper sig frem til moderens lejlighed, og deres øjne låser sig fast gennem en brevsprækkes spinkle åbning, åbenbares kærlighed, lidelse og længsel så overrumplende fint. Følelserne står stærkere end i utallige film med tunge dialoger og lange scener.

Det er umanerligt modigt af Nyholm at vælge en altdominerende hovedperson, der ikke kan tale, men Andrén spiller med en sådan sensibilitet, at ord bliver overflødige.

Denne lille deforme mand indeholder alle menneskelige følelser. Den opofrende kærlighed, det utilslørede savn, eksistentiel ensomhed og barok smerte, der rammer lige i hjertekulen uden melodramatiske mellemværender eller kunstlede mellemspil. Det er rent og transparent og mest bemærkelsesværdigt blottet for både enhver form for ironi og sødladen nuttethed.

Rikard lever for petanque, som han spiller i den lokale klub sammen med makkeren Roland (Johan Kylén), der uselvisk elsker Rikard.

Når verden trænger sig på, forestiller Rikard sig, at han er en kæmpe, der vandrer over verden. Dette islæt af magisk realisme er stærkt funderet i historien og ikke et finurligt lag plastret oven på historien om Rikard, Roland og petanque. Kæmpen er gumpet og billederne er barnlige og kornede som i en fantasi. Vi ser kæmpen, som Rikard drømmer om den – og ikke som en billedmager forestiller sig den.

Fotografen Johan Lundborg dokumenterer Rikards liv i en dokumentarisk dogmestil vis-a-vis Lars von Triers eksperimentarium ”Idioterne”, men uden Triers sursøde ironi og metadistance. Johannes Nyholms film hæver sig fornemt op over det kunstige skel mellem ”gal” og ”normal”, ”perfekt” og ”uperfekt”.

For de eneste ”normale” mobber eller smadrer, og den ”perfekte” verden findes på et hjem for udviklingshæmmede og i en petanqueklub, hvor Sveriges folkelige hjerte omfavnes med kærlighed. I dansk sammenhæng ville Rikards verden være udkant og rådden banan. I svensk optik er Rikards hverdag selve livet med dragspel (harmonika), sammenhold og respekt.

”Kæmpen” er følsom uden at være patetisk, klog uden at være prædikende og sjov uden at være ironisk. Den er en gave, som alle bør unde sig selv at tage imod.