”Et system så storslået at det blænder” er en ambitiøs og labyrintisk fortælling om tre søskende, der genfinder hinanden. Undervejs skal de grueligt meget igennem; utrolige prøvelser, hvor de hver især vakler i deres tro på, at verden virkelig er, som den ser ud.
Hver især har trillingerne nogle udfordringer med sig: Matildas bipolaritet har domineret gennem hele ungdommen, hun har været indlagt på lukket afdeling, været i Bangladesh i et forsøg på at redde verden og fået en abort undervejs. Sebastian har mistet sin anoreksisyge kæreste Violetta og forsøger nu at redde alle skrøbelige kvinder omkring sig, mens han arbejder sig ind i et bizart forskningssted, hvor et underligt rotationsprincip ligger som en gylden regel under alle forskernes arbejdsgange. Her finder man også Jennifer Travis, et excentrisk (robot?)menneske med en ustyrlig forkærlighed for cikader, og en meget moralsk abe, der følger Sebastian undervejs. Her i en meget smuk scene, hvor Sebastian endelig smider sin skyld:
”Sebastian lod sig falde bagover på det stramme sengetæppe. Han kunne nemt falde i søvn dér. Han ville sove. Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. I det samme hørte han aben bevæge sig gennem værelset i et langt, smidigt spring (…) Aben åbnede munden, og ord trillede ud som solstråler gennem en sprække i tykke efterårsskyer, det som deres mor plejede at kalde englelys, en pludselig, uventet gave fra oven. Han vidste at det ikke var muligt, og alligevel var det. Aben åbnede munden og talte til Sebastian, og det hun sagde, var dette: Det har aldrig været din skyld.”
Den tredje trilling, journalisten Clara, er taget til Påskeøen for at skrive en artikel om en samling mennesker, der tror, at verden står foran dommedag. Trillingernes verden vendes på hovedet en dag, hvor deres mor ringer og siger, at deres far er gået under jorden, og langsomt røber hun en hemmelighed, som faderen har båret på i 25 år.
Det er nemt at føle sig rundtosset, når man bevæger sig rundt i Amanda Svenssons univers, hvor alting væves sammen med usynlige tråde. Visse steder, især i Claras omgang med gruppen på Påskeøen, bliver universet for karikeret med dumsmarte (film)replikker og en lidt forceret romance. Søsteren Matilda har voldsom synæstesi og reagerer udtalt på de fleste (blå) farver, mens Clara har sansemæssige drømmesyn flere steder, og det bidrager også til en overlæsset skrivestil. Samtidig er Sebastians del af verden herligt gakket og klart det mest vellykkede spor. Som læser skal man ikke forvente, at det er plottets udvikling, der driver én frem gennem de 555 sider, men derimod vægtige temaer som parforhold, moderskab, søskendekærlighed, abort, skyld og skam.
Teknisk set er Amanda Svensson umådelig dygtig. Hun balancerer med sine fortællere på en knivsæg, besidder et utrolig poetisk blik, og ”Et system så storslået at det blænder” fik da også både P.O. Enquist-prisen og Svenska Dagbladets Litteraturpris i sit hjemland. En bog med internationalt format og indlysende filmmateriale.