Svensk debutant tager livtag med tilværelsens ulidelige lethed og tidens åndløse selvdyrkelse

Den svenske litteraturkritiker Isabelle Ståhl debuterer med en stærk generationsskildring, hvor alt kan skiftes ud, og venner er noget på Facebook

I Elises desorienterede, omflakkende færd skridter hun i fodsporene af talrige af litteraturhistoriens moderne melankolikere. Rilkes Malte Laurids Brigge, Celines Ferdinand, Houllebecqs Francois, Pontoppidans Per, der weltschmerz-skarptsindigt, og som del af den nervøse nerveadel, hudfletter tingenes miserable tilstand i en affortryllet verden.
I Elises desorienterede, omflakkende færd skridter hun i fodsporene af talrige af litteraturhistoriens moderne melankolikere. Rilkes Malte Laurids Brigge, Celines Ferdinand, Houllebecqs Francois, Pontoppidans Per, der weltschmerz-skarptsindigt, og som del af den nervøse nerveadel, hudfletter tingenes miserable tilstand i en affortryllet verden.

Der er intet særegent over svenske Isabelle Ståhls roman ”Lige nu er jeg her”, der netop er udkommet i en dansk oversættelse. Det genkendelige i skildringen af en ung melankolikers fremmedgjorte følelsesliv i en dystopisk tid vidner om, at det er en historie, der er fortalt før. Reminiscenser af århundredeskiftets sammenbrudte dannelsesroman krydret med 1980’er-poetisk lysstofoplyst slumromantik.

Alligevel bliver Ståhls version – næsten – ikke triviel. Den er på én gang et dirrende, ildevarslende tidsbillede og en altid gyldig følelsesfortælling om at være fremmed i livet.

I det ydre handler det om den unge universitetsstuderende Elise, en skyggeeksistens, der flakker formålsløst omkring i et morgendiset, forlorent kulisselandskab af snavs, polyester, stoffer og dødsdrift. I grænselandet mellem ungdom og voksenliv med et svindende håb om at høre til og en drøm om finde ”noget som er sandt, som også er sandt i morgen og om hundrede år”.

Bedøvet af psykofarmaka og sovemedicin, angst og stoffer, skiftende letkøbte bekendtskaber, Tinder-dates og ravefester henslæber hun en dunkel, dødelignende tilværelse, kun sporadisk oplyst af Instagrams skinfællesskab og mindet om en mistet veninde. Indtil hun møder Victor.

Victor er en vej ud af det udmarvende overfladeliv. Først en flugt, senere et fængsel. For ligesom det romantiske ideal mister sin glans ved nærmere bekendtskab, bliver forholdet til Victor hurtigt klaustrofobisk: ”Min berøring har gjort ham grimmere, mere menneskelig. Mennesker, man har været i seng med, bliver altid ødelagt, ligesom en trøje bliver fnuldret, når man har brugt den nogle gange.”

I Elises desorienterede, omflakkende færd skridter hun i fodsporene af talrige af litteraturhistoriens moderne melankolikere. Rilkes Malte Laurids Brigge, Celines Ferdinand, Houllebecqs Francois, Pontoppidans Per, der weltschmerz-skarptsindigt, og som del af den nervøse nerveadel, hudfletter tingenes miserable tilstand i en affortryllet verden. Ståhls stil er tilsvarende uforsonende. Hendes tørt registrerende og hypnotisk repetitive prosa iflettet det stockholmske stålgrå bylandskab er en prægnant psykogeografisk spejling af Elises kroniske, men aldrig akutte deprime selvmordstilstand.

En sansehob, der formålsløst akkumulerer og flyder sammen i en skrøbelig erkendelse af altings forgængelighed. Lammende og ømt apatisk flimrer sansninger frem og sænker os ned i et syntetisk syrebad, hvor selv skønheden er kemisk:

”Uden for vinduet synker solen gennem en gyldenrød himmel. Det ville være smukt, hvis man ikke vidste, at den røde farve skyldes petrokemiske udslip.”

Ståhl har et skarpt blik for tidens paradokser og problemer, som hun usentimentalt og indimellem knugende præcist indfanger. Men der er også steder, hvor det bliver lidt for letbenet, balancerende i det banale. Især i romanens sidste halvdel, hvor stilen kammer over i parodisk plat Fifty Shades-pastiche, og karaktererne bliver fortegnede, tomme. Som nu den ideligt flæbende kæreste med hundevalpemanerer, der finder sit modstykke i verdensmanden, universitetsprofessorens lige så karikerede Arvid med hang til hårdtslående erotik.

Ikke desto mindre debuterer Isabelle Ståhl overbevisende med et væsentligt og velskrevet modernitetskritisk livtag med tilværelsens ulidelige lethed og tidens åndløse selvdyrkelse. En forfaldsfortælling for ”Skam”-generationen om de alt for mange splittede sind i en verden af tabte værdier. Bag kynismen glimter nemlig en glødelampe af lejlighedsvis længsel efter genfortryllelse og religiøs forløsning, som giver værket dybde og dualitet.

Moderniteten er muligvis tabt. Men der er håb for Isabelle Ståhl.