Svensk sopran skabte pariserstemning i Virum Kirke

Den svenske sopran Cecilia Lindwall strålede i et program med Edith Piaf-sange

I Virum Kirke var koret fredag aften indrettet som et parisisk gademiljø med en hyggelig fortovscafé og et stort farvebillede af Montmartre som dekorativ baggrund.
I Virum Kirke var koret fredag aften indrettet som et parisisk gademiljø med en hyggelig fortovscafé og et stort farvebillede af Montmartre som dekorativ baggrund. Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix.

Som koncertgænger kan det ofte være en opløftende oplevelse at træde ind i en ganske anden verden. Som når man i efterårets tætte aftenmørke tilbagelægger nogle hundrede meter i et anonymt københavnsk forstadskvarter for efterfølgende at træde ind i en kirke, hvor koret er indrettet som et parisisk gademiljø med en hyggelig fortovscafé og et stort farvebillede af Montmartre som dekorativ baggrund.

Der var en indlysende grund til denne overraskende møblering fredag aften i Virum Kirke nord for København. Den svenske sopran Cecilia Lindwall skulle nemlig optræde i et program med en række af Edith Piafs mest elskede sange. Piaf, der havde kælenavnet ”la Môme” (Spurven) og levede fra 1915 til 1963, blev en af det 20. århundredes mest elskede sangere efter at have haft en noget forhutlet barndom. Ja, det forhutlede gjaldt ret beset resten af hendes liv – hun svingede mellem at være helt oppe og helt nede. Men succes fik hun. Mange af hendes sange blev evergreens også uden for Frankrig, eksempelvis ”La vie en rose”, ”Je ne regrette rien” og ”Hymne à l’amour”. 

Cecilia Lindwall var tydeligvis i sit es i dette repertoire. Hendes speciale er ellers operette- og operaroller, som har ført hende til mange spændende udfordringer i blandt andet Tyskland, Norge, USA og Canada. Med dette in mente kunne man måske på forhånd frygte, at hendes stemme ville være en kende for voluminøs til aftenens intime franske repertoire. Men hun viste stor smidighed og betydeligt overskud i foredraget af de skattede viser, og i virkeligheden blev hendes baggrund som soubrette-sopran en fordel. Hun skiftede tilsyneladende ubesværet mellem at synge og præsentere sine numre på dansk, fransk og svensk, om end hun så afgjort var mest på hjemmebane i det sidste. Hendes scenevanthed gjorde sig også gældende i kirkerummet, og hendes optræden kan kort karakteriseres som favnende. 

Desuden var hun begunstiget af det lille kammermusikalske ensemble, der akkompagnerede hende på harmonika, violin, kontrabas og klaver. De fire dygtige musikere spillede med liv og lyst – og samspillet med Lindwall var præget af et ”glimt i øjet”.

En anderledes koncert, der gentages om tre uger i Karlskrona i det østligste Blekinge i Sverige. Men Lindwall & Co. må hjertens gerne gentage succesen andetsteds i Danmark. 

Cecilia Lindwall synger Edith Piaf-viser i Virum Kirke, ledsaget af et kammerensemble. Fredag den 21. oktober 2022.