Stridighederne i det prestigiøse Svenska Akademien henleder opmærksomheden på baggrunden for denne ærværdige institution. Den er det modsatte af demokratisk, en elitær arv fra enevælden og oplysningstiden. ”De aderton”, som akademiet kaldes efter antallet af medlemmer, har uddelt Nobelprisen i litteratur siden 1901. Akademiet er selvsupplerende og medlemmerne valgt på livstid. Det giver en række problemer i den aktuelle strid, hvor den ene efter den anden har trukket sig – senest medlemmet Sara Stridsberg, der i weekenden meddelte, at hun forlod akademiet – da forsamlingen i øjeblikket ikke kan samle de tolv medlemmer, der kræves for at træffe en beslutning. Det har kaldt den svenske konge, Carl XVI Gustaf på banen. Det er nemlig ham, der som protektor for akademiet bestemmer vedtægterne.
Striden i akademiet er stærkt underholdende med pikante elementer af sladder om seksuel chikane og mobilisering. Mange fra den intellektuelle middelklasse er rykket ud til feministisk forsvar for den permanente sekretær Sara Danius, som har trukket sig i protest mod en anden kvinde og er blevet tilsvinet af akademiets tidligere sekretær, litteraten Horace Engdahl. Han har selv været igennem en celeber skilsmisse, som han og hans tidligere kone i bøger har beskrevet i stor detaljerigdom til gysende moro for det læsende publikum. Alt dette er moderne masseunderholdning for eliten tilsat elementer af svensk kønspolitisk korrekthed. Balladen påkalder sig kun verdens opmærksomhed, fordi Nobelprisen i litteratur er verdens største litteraturpris og omgærdet af enorm prestige. Langt mere, end de ansvarliges ret beset provinsielle baggrund egentlig skulle retfærdiggøre. Til gengæld har akademiet henledt opmærksomheden på egen sin blanding af royal enevælde fra Gustav den Tredje i 1780’erne, tilsat oplysningsidealer og en kolossal formue fra dynamitproducenten Alfred Nobel.
For hvad er et akademi i grunden? Begrebet dækker mindst tre forskellige fænomener. For det første finkulturelle institutioner som det svenske og det franske akademi. For det andet naturvidenskabelige selskaber som det britiske Royal Society. Og for det tredje et organisatorisk alternativ til universiteterne, som i dag især findes i Rusland og Finland. I det tidligere kommunistiske Østeuropa har videnskabsakademier tabt prestige efter kommunismens nederlag og ophævelsen af den centrale styring af økonomien. Det genforenede Tyskland er det tydeligste eksempel, mens Frankrig til gengæld har bevaret et alternativt videnskabssystem uden for universiteterne, blot under andre navne.
For at styrke svensk kultur i Europa, især over for det succesfulde Kongelige Danske Kunstakademi fra 1754, oprettede den enevældige Gustav den Tredje den 20. marts 1786 en institution med den pompøse titel ”Samhälle af Aderton Herrar ock Män, till Svenska Språkets stadgande ock upodlande, samt till öfning för Vältaligheten ock Svenska skaldekonsten: Hvilcket Samhälle skall nu ock evärdeligen bära namn af Svenska Academien”.
De atten akademimedlemmer skulle vælges blandt skønlitterære forfattere, lærde og herrar. Med ”herrar” mentes mænd, som i kraft af afstamning, placering i samfundet og dannelse repræsenterede ”god smag”, som det fremgår af akademiets valgsprog ”Snille och smak”. I dag er fundatsens ”herrar” udvidet til også at betyde kvinder.
Forbilledet var Académie française, som kardinal Richelieu havde oprettet i 1634/1635 for at vogte over det franske sprog og udgive en ordbog. Formålet var at styrke staten ved at fremme fransk til fordel for latin, men akademiet fik især betydning for et ensartet fransk på bekostning af de mange konkurrerende sprog i Frankrig. Akademiet blev opløst under revolutionen i 1793, men blev genoprettet af Napoleon i 1803. I dag er godt halvdelen af de 40 såkaldt ”udødelige” medlemmer humanister og digtere, og det ledes af en tremandsbestyrelse og en sekretær valgt på livstid.
Det første akademi var Platons skole i Athen i 300-tallet f.Kr. I senmiddelalderen blev traditionen taget op igen som navn for sammenslutninger af videnskabsmænd, kunstnere, forfattere og andre. Men også skoler som Ridderakademiet i Sorø kaldte sig akademier. De opstod, fordi de middelalderlige universiteter i Bologna, Paris og Napoli ikke underviste i de nye nationale sprog, historie og naturvidenskab. Det første kendte akademi er fra 1323 i Toulouse. Consistori del Gay Saber, i dag Acadèmia dels Jòcs Florals, havde til formål at fremme provencalsk sprog og litteratur og blev hurtigt efterlignet i Firenze med Accademia Fiorentina, der fandtes fra 1460, men først under det navn fra 1540.
Akademierne delte sig hurtigt i litterære og naturvidenskabelige akademier. Omkring 1560 oprettede lægen Giambattista della Porta i Napoli det rent naturvidenskabelige Academia secretorum naturae. Også det romerske Accademia dei Lincei, der blandt andet havde Galileo Galilei som medlem, var naturvidenskabeligt. Både det pavelige videnskabsakademi fra 1936, der kaldes Pontificia academia scientiarum, og det verdslige Accademia Nazionale dei Lincei fra omkring 1870 regner sig for efterkommere af denne institution. Det florentinske Accademia della Crusca fra omkring 1582 var derimod rent litterært og udgav en ordbog over toscansk, der lagde grunden til moderne italiensk som nationalt sprog.
I England mødtes naturvidenskabelige forskere under borgerkrigene i 1600-tallet under private former som The Invisible College i London og Oxford. Det blev i årene omkring 1660 til The Royal Society of London for the Improving of Natural Knowledge. Selskabet var uafhængigt af kongen, fordi medlemmerne betalte kontingent, og fordi det udviste religiøs og politisk tolerance. Royal Society drøftede kun matematiske og naturvidenskabelige emner og blev berømt især i kraft af Isaac Newton, der ledede selskabet fra 1703 til 1727. Humanisterne fik først i 1902 British Academy efter tysk forbillede. I de tysktalende lande var der mange akademier, men i 1701, da Brandenburg blev til kongeriget Preussen, fik akademiet i Berlin national status under matematikeren Leibniz som Preussische Akademie der Wissenschaften. Det blev genopvakt i 1745 af Frederik den Store, der selv overtog præsidentembedet og dermed understregede akademiets statslige karakter, som det bevarede helt til 1945, ja, i grunden til opløsningen af DDR i 1990.
Svenska Akademien er således en humanistisk, ærværdig og helt udemokratisk forsamling med rødder i oplysningstiden, der er løbet ind i vanskeligheder i en tid med feminisme og sociale medier. Hvordan opretholde ophøjet mystik, et umoderne krav om kvalitet samt rådighed over en kæmpeformue i en moderne masseoffentlighed? Det kræver nok mere end en kongelig ændring af fundatsen.
Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.