Dagbladet Information vil gerne lave bøger om alternative kulturhistorier og har tidligere lavet to, en om tysk og en om russisk kulturhistorie. Nu er turen kommet til Sverige, og det gøres så ved at samle artikler fra avisen i en bog om 30 såkaldte ”suveræne svenskere”. Men én ting er, hvad en artikel siger i sin avissammenhæng, en anden ting er, hvordan den fungerer i en bog?
I avisen affinder man sig med den forholdsvis korte tekst, men i en bog er man ikke tilfredsstillet ved den. Man forventer mere. De bedste af artiklerne i samlingen overskrider da også den tresidersnorm, som synes at være den grundliggende. De korte kan ikke udfolde sig rigtigt, også fordi de ikke centrerer sig om kun én ting, det, der er kortformens styrke. Kort sagt, artiklerne synes ikke tænkt ind i bogens form, og det lider de under. Rækkefølgen af artiklerne er heller ikke gennemskuelig, men synes konstrueret efter et princip om knaldeffekt.
Hvad består bogen så af?
Portrætter af berømte eller virksomme svenskere såsom Maj Sjöwall og Per Wahlöö (krimiforfattere), Tage Erlander (tidligere statsminister), Zlatan Ibrahimovic (fodbold) og mange flere indtil 30 styk.
De enkelte artikler oplyser fint om disse personers data, og flere er skrevet hen over biografier om disse personer, hvad der forstærker indholdet i dem, men hvilket indtryk af svensk kultur bringer bogen som helhed?
Ikke meget, for den går hele tiden ud på, hvordan Sverige har påvirket Danmark ”rørt os, ændret os, skubbet til noget – i Danmark og i den enkelte skribent”. Artikelrækken har derfor den indbyggede ideologi, at kun ændringen er positiv, hvor kulturbegrebet vel har at gøre med det blivende? Men det blivende i Sverige får ikke særlig interesse. Serien forklarer ikke meget om, hvorfor danskere som flest elsker at hade Sverige for den svenske kulturs selvkærlige humanisme. Ifølge Rune Lykkeberg, som er lidt inde på emnet, så er de behandlede svenskere ”forbilleder – også for os her i Danmark”, man kunne tilføje: forbilleder i Informations horisont, der jo ligner den svenske humanismes korrekthed en hel del.
Men tak for alle portrætterne af svensk kulturs trætoppe, det gør ingen skade at kende deres data.
Dog mest rørt blev jeg af følgende citat fra Alfred Nobel, dynamitfabrikanten, fra 1867 og derfor hovedrig. Han skriver om sig selv: ”– (en) ynkværdig skabning, som burde have været kvalt af en menneskekærlig læge, da han gjorde sin hylende entré i dette liv. Største dyder: At holde sine negle rene og aldrig være en byrde for nogen. Største svaghed: Hverken at have kone eller børn, et lyst sind eller en sund appetit. Største ønske: Ikke at blive begravet levende. Største synd: Ikke at tilbede Mammon. Vigtige begivenheder i hans liv: Ingen.”
Sådan åbner man en kort artikel med et givende citat. Fængende, forklarende men også underligt. Bare der havde været mere af den slags i artikelsamlingen.