Sveriges bud på en oscarvinder skildrer, at den sande Gud findes i en lille fiskerbåd

De egyptiske myndigheder er ikke glade for filmen ”Boy From Heaven”. Det er resten af verden til gengæld. Nu kan årets svenske Oscar-bud ses i danske biografer

"Det er en gave fra Gud" får fiskeren Adam (Tawfeek Barhom) at vide, da han får muligheden for at komme på det fine Al-Azhar Universitet i Kairo. Men det er måske snarere en gave fra Djævelen, viser det sig, da universitetets imam dør og en magtkamp bryder ud. - Foto: Stillfoto fra filmen.
"Det er en gave fra Gud" får fiskeren Adam (Tawfeek Barhom) at vide, da han får muligheden for at komme på det fine Al-Azhar Universitet i Kairo. Men det er måske snarere en gave fra Djævelen, viser det sig, da universitetets imam dør og en magtkamp bryder ud. - Foto: Stillfoto fra filmen.

Filmseere er de senere år blevet stopfodret med krimier, hvor det nøgne lig af en smuk ung kvinde bliver fundet i en skovbund. Her er heldigvis noget absolut og aldeles andet. En krimi, der udspiller sig blandt dybt troende mænd på islams måske fineste læreanstalt. Og det interessante er overhovedet ikke, hvem morderen er. Det interessante er, hvad det fortæller om begrebet religion, at nogen ser en grund til at slå hinanden ihjel på universitetet Al-Azhar i Kairo, Egypten.

Svensk/dansk/finsk/franske ”Boy From Heaven” minder altså på ingen måde om en britisk lørdagskrimi. Netop derfor er den en langt mere kontroversiel størrelse. Den svenske instruktør Tarik Saleh fik allerede forbud mod at opholde sig i Egypten, da han optog sin forrige film, ”Cairo Confidential” (2017). Filmens beskrivelse af en korrupt politistyrke var for hård kost for myndighederne, og til trods for at Saleh har en egyptisk far og et egyptisk pas, måtte han forlade landet.

Sandsynligheden for, at han vender tilbage, er ikke meget større oven på ”Boy From Heaven”. Tarik Saleh har selv forklaret, at han ikke har noget ønske om at revse nogen religion med sin film. Han vil fortælle en historie om, at en uddannelse og en vidensberigelse også er lig med et uskyldstab. Det gør han med sin historie om en dybt troende ung fisker, der får muligheden for at komme på det fine Al-Azhar-Universitet i Kairo. "Det er en gave fra Gud" får fiskeren Adam (Tawfeek Barhom) at vide.

Det viser sig hurtigt, at det snarere er Djævelen, der har lukket Adam ind på Al-Azhar. De politiske magthavere i Egypten har i mange år forsøgt at få foden indenfor og udnytte den magt, Al-Azhar besidder. Da universitetets imam dør, bryder en magtkamp ud. Så vel det magtfulde Muslimske Broderskab som de politiske magthavere og diverse muslimske fraktioner forsøger at føre deres kandidat frem. I den sammenhæng bliver Adam kapret af en oberst fra den egyptiske efterretningstjeneste, der har brug for en ung "muldvarp" på universitetet. Og ganske hurtigt befinder Adam sig i et spil, der har meget med religion at gøre, men intet at gøre med det forhold til hans gud, der bragte ham til Al-Azhar.

Den historie havde de egyptiske myndigheder ikke de store interesserer i at lægge jord til. Derfor er ”Boy From Heaven” optaget i Tyrkiet. Og uanset egypternes modvilje er filmen taget på en succesrig rejse verden rundt, først i hovedkonkurrencen på sidste års Cannes-festival, hvorefter den blev en stor succes i Frankrig, og nu Sveriges bud på en oscarvinder.

Der er tilsyneladende stor nysgerrighed på den magt, islam har i Mellemøsten. Netop derfor virker det besynderligt, at en stor del af dialogen i filmen består af religiøse lignelser og referencer til Koranen, hvilket er svært at finde rundt i for de uindviede. Men måske er det Tarik Salehs forsøg på at gøre filmen troværdig i sin beskrivelse af livet bag Al-Azhars mure?

Som en konsekvens af de mange religiøse referencer har filmen ikke noget særligt skarpt tegnet figurgalleri. De enkelte karakterer er primært defineret ud fra deres forhold til islam, hvilket betyder, at den eneste figur, der for alvor har fået et kropssprog og en udstråling at arbejde med, er obersten fra efterretningstjenesten. Han bliver spillet med vanlig karisma af svenske Fares Fares, som vi her til lands kender som Nikolaj Lie Kaas’ sidekick i "Journal 64"-filmene.

Der er med andre ord lidt tør kiks over ”Boy From Heaven”. Den kræver mere tålmodighed, end den egentlig havde behøvet, med sin umiddelbart fængende og virkeligt intense historie om en ung mand fanget i et politisk spil og i en forståelse af religion, der intet har med ham og hans gud at gøre. Men filmens morale, at den sande tro har det bedre i en ydmyg fiskerbåd end blandt alverdens højtuddannede på den fineste læreanstalt, er bestemt værd at tage med sig hjem og tænke videre over.

Boy From Heaven. Instruktion: Tarik Saleh. Manus: Tarik Saleh. Kamera: Pierre Aïm. 126 minutter. Sverige/Frankrig/Finland/Danmark 2022. Premiere den 5. januar.