Prøv avisen

Svindelkunstner med talent

Billedet: "Opstilling med liljer". En falsk Olaf Rude, der i sin tid blev solgt for 70.000 kroner på Bruun-Rasmussens auktioner, forsynet med en ægthedserklæring fra et konservatorfirma, som auktionsfirmaet har brugt i mange år. Svindelkunstneren var snu nok til ikke bare at kopiere eksisterende Rude-billeder, men male "nye" motiver. Hvis du klikker på billedet, kan du se endnu et billede (det uden ramme): "Opstilling med kurv". En ægte Olaf Rude fra 1921. – Foto: Michael Tarp.

UDSTILLING: Bornholms Kunstmuseum udstiller i øjeblikket "ægte" forfalskninger, side om side med originale værker. Historien bag udstillingen er en krimiroman værdig. Helt op til åbningen skabte svindelkunstneren drama

Det er en lettet museumsdirektør, der nu kan slå dørene op for en anderledes udstilling på Bornholms Kunstmuseum. For ikke alene har det taget museumsdirektør Lars Kærulf Møller 10 år at arrangere en udstilling af politiets fangst efter en af danmarkshistoriens største sager om kunstsvindel. Men i 11. time forsøgte svindelkunstneren bag de forfalskninger, der nu kan ses side om side med originale værker af blandt andre Oluf Høst og Olaf Rude, at stoppe udstillingen.

Svindleren er en russisk kvinde, der har boet og arbejdet i Danmark og i dag har adresse i Holland. Da politiet endelig fandt frem til hende, ville de hollandske myndigheder ikke udlevere hende. Det er endt med et forlig, hvor hun har tilladt, at politiet destruerer billederne.

Museumsdirektør Lars Kærulf Møller fik allerede for ti år siden lovning af politidirektøren i Århus på at kunne udstille falsknerierne. Men gennem sin advokat truede kvinden i sidste uge med et fogedforbud mod udstillingen. Løsningen er blevet, at pille hendes navn ud af kataloget, så museet ikke forbinder forfalskningerne med hendes "gode" navn. Og den dramatiske optakt til udstillingen er ganske betegnende for historien bag om den aktuelle udstilling.

Sagen begyndte, da telefonen ringede på Bornholms Kunstmuseum for over 10 år siden. Det var en betjent fra Århus Politi, der ville spørge museumsdirektøren, om han vidste, om der manglede et billede af den berømte bornholmske maler Olaf Rude nogen steder.

Det grinende jeg lidt af. For jeg mente, at det var politiet, der måtte vide, om en rigmand havde mistet et Rude-billede. Men det var en ret kvik politiassistent, der kunne beskrive billedet så præcist, at jeg kunne sige, at der formentlig var tale om en forfalskning, husker Lars Kærulf Møller.

Århus Politi sendte derfor hurtigt et fotografi af værket til museumsdirektøren. Og den var god nok. Det var falskt. Herefter gik museumsdirektøren på politiets anmodning i gang med at læse gamle kataloger fra forskellige auktionshuse. Sådan fandt han frem til en del falske billeder, der var blevet solgt som ægte værker.

Vi fik selvfølgelig også foretaget tekniske undersøgelser, der dokumenterede, at der var tale om falske værker. For de var godt lavet. Da billederne blev båret ned til undersøgelse, sad der en gammel dreven konservator, som udbrød, at vi vist måtte have taget fejl omkring det ene af billederne. Men ved nærmere analyser viste det sig, at det også var falskt.

Da politiet gravede i, hvem der havde indleveret de falske billeder, viste det sig, at det drejede sig om den samme lille kreds omkring en ung smuk forlød det russisk kvinde, der senere viste sig at have udført falsknerierne.

Teknisk set er hun meget dygtig. Hun har ikke malet kopier af eksisterende billeder, men pasticher, det vil sige nye udgaver af malernes værker. Det gør det langt sværere at afsløre. Og uden at have mødt hende er jeg overbevist om, at hun har en kunstnerisk uddannelse enten som maler eller konservator fra det gamle Sovjetunionen. Vi kan også se i hendes papirer, at der ligger mange bøger og fotokopier på russisk om kunstkonservering, så hun har kendt sit fag og vidst, hvordan man afslører falske billeder, tilføjer Kærulf Møller.

Det var en huslejekvittering, der afslørede kvinden. Da politiet ransagede hendes hjem, fandt de umiddelbart ingen spor på, at hun forfalskede billeder. Men de fandt en huslejekvittering på en anden adresse i København. Og der lå hendes atelier.

Dér fandt vi både færdige og halvfærdige forfalskninger. Dér var hele paletten, og helt bogstaveligt hendes egen, som vi også udstiller sammen med de falske værker, siger Lars Kærulf Møller, der har oplevet stor interesse for udstillingen:

Som leder af et museum kan det da være lidt ærgerligt, at publikum næsten hellere vil se på falsk kunst end ægte, men det er vilkårene. Og vi åbner selvfølgelig udstillingen med et kriminalpræventivt formål, der gerne skulle åbne publikums øjne for, at der er en forskel. Derfor hænger vi de ægte billeder op mellem de falske, så der skal en aktiv indsats til for at finde ud af, hvilke billeder der er falske.

Hvordan skulle en almindelig museumsgæst kunne se forskel, hvis anerkendte auktionshuse ikke kunne?

Ja, det er selvfølgelig spørgsmålet. Men det tror jeg nu godt man kan, når man ser dem i en sammenhæng ved siden af de ægte værker. Og det, vi oplever nu, er, at alle kunstsælgere og folk fra auktionshusene, der har set vores falske billeder, siger "nåh ja, det kan vi godt se ikke holder".

Lars Kærulf Møllers skarpe blik forsvinder i et grin, da han tilføjer:

Men før sagen rullede, var der altså ingen, der satte spørgsmålstegn ved dem. På det tidspunkt forholdt vi os heller ikke til, om de var ægte eller falske. Jeg syntes bare, at de var for dårlige til at købe.

kultur@kristeligt-dagblad.dk