Svindler-musical er ren fløde for humøret

Odense Teater charmerer med gennemlækker musical, der swinger, så det rører

Laus Høybye charmerer salen med et kalkuleret smil, der kan gøre fløde til smør. – Foto: Ard Jongsma/Odense Teater

Hvem kan sige nej til en mand i uniform? Og hvad med et kæmpe bigband, gode sange, dygtige sangere, lækre dansere, kreative koreografier, pjattede punchlines og en rørende historie? Nej, vel? Det er grundingredienserne i Odense Teaters musical ”Catch Me If You Can” (Fang mig, hvis du kan), der er én af de festligste teateroplevelser, jeg længe har haft.

Min store barndomshelt, Laus Høybye, portrætterer teenagebedrageren Frank Abagnale Jr. i denne danske musicaludgave af Steven Spielbergs filmatisering fra 2002, som er baseret på den virkelige historie om drengen, der i 1950’ernes USA antog diverse aliasser og svindlede sig til mange millioner dollars.

Claus Riis Østergaard er den ensomme FBI-agent Carl Hanratty, som udvikler noget af et omvendt stockholmsyndrom for sin unge skurk, mens han forgæves kæmper med at skrue ham ned i en forbryderkasse, der kan passe. Forestillingen starter midt i det endelige opgør mellem de to, da Frank stjæler showet med guld og glimmer og tager fortællingen forfra: Fra hvor det hele begyndte, med en kærlig far, der velmenende lærte svindleriet fra sig, og en skilsmisse, der tvang drengen til at flygte både hjemmefra og fra sig selv.

Svingdørene svinger os igennem Franks svindlerkarriere, fra pilot til læge til advokat, i en endeløs montage, der viser flygtigheden i hans foretagende. I historien ligger en åbenbar psykologi, der peger på konsekvenserne af svigt og gør den gensidige tiltrækning mellem Hanratty og Frank til forestillingens kernepunkt.

Laus Høybye bringer både erfaring og ungdommelighed til rollen, og han charmerer hele salen med et kalkuleret smil, der kan gøre fløde til smør. Han synger som en prins – sikkert og klart og ufarligt hele vejen. Der er høj fest i hele salen og ”brormantik” på scenen, når han og Claus Riis Østergaard folder sig ud i godmodige spøgerier og rørende sjove duetter. De swinger sammen, mørkt og lyst, som salt og peber, krig og fest, fup og fakta. Et usædvanligt velfungerende makkerpar.

”Catch Me If You Can” er en mandehistorie. Sådan én, hvor kvinderne ikke er andet end rekvisitter i hovedpersonens liv. Det har Rolf Heim taget ganske bogstaveligt i sin kunstfærdigt legesyge iscenesættelse, hvor langlemmede frøkener indtager akrobatiske positurer for at udgøre det for sofaer, borde og biler. Det er et dristigt greb, der løser nogle praktiske udfordringer og giver musicalen et kunstnerisk lag og nedbryder enhver form for realisme. Scenen vrimler med smukke mennesker i ikoniske uniformer – superhelte og seksuelle stereotyper i en ung mands univers – som blotlægger ikke bare hovedpersonens, men også fiktionens konstruerede løgnagtigheder.

Godt nok er de bare brugsgenstande, men hold da op, sikke nogle kvinder, de er. Sara Gadborg er en frodig femme fatale, der pløjer sig i front med stor stemme og tilstedeværelse i alle sine små roller. Og i Cecilie Gerberg, som Franks fromme og forladte forlovede, får vi en snert ægthed at føle midt i falskneriet, da hun krænger en gospelagtig mørk-lys kæmpestemme ud af sin spinkle krop lige midt i forestillingens klimaks.

Men hvor er det dog ærgerligt, at Sisse G. Jørgensens scenografi, en bastant cylindrisk drejescene, skal tårne sig op og skjule Torben Sminges 19 mand høje Tiptoe Bigband. De spiller med på scenen hele vejen som et magisk lydligt bagtæppe. Hvorfor dog gemme dem væk, når man nu har taget dem med?

Der er faktisk flere små skavanker i forestillingens komik, i manuskriptet og i udførelsen. Men ”Catch Me If You Can” blænder for urenhederne med sin velproducerede og skinbarlige charme. Rolf Heim har her skabt en fantastisk fortalt fortælling og en gennemlækker musical, der swinger, så det rører. Det er ren fløde for humøret.