Prøv avisen

Svinehunden bor i os alle

Jens Galschiøt i sit atelier, hvor han arbejder med at lave bronzeskulpturer af hjemløse, der skal være med til at sætte fokus på de hjemløses vanskeligheder i Europa. -- Foto: Lars K. Mikkelsen.

Jeg vil beskrive mig selv som en fundamentalistisk humanist, siger kunstneren Jens Galschiøt, der med værker som " Min indre svinehund" , "Skamstøtten" og "In the Name of God" både forsøger at tale til sin egen og andres samvittighed

Lyden fra hejsemaskinen borer sig pivende igennem Jens Galschiøts 2000 kvadratmeter store værksted i Næsby nord for Odense. Omkring ham ligger flere forhutlede skikkelser på betongulvet, mens konturerne af endnu en menneskekrop stiger dryppende op fra det store støbekar foran ham. Jens Galschiøt holder utålmodigt styreknappen inde og slipper allerede, inden den kommende bronzefigur er helt oppe. Så vender han hovedet så begejstret mod Deres udsendte, at hans store ørering stadig gynger en smule, mens han taler:

– Se, vi er ved at lave en kæmpe serie sammen med Projekt Udenfor. Vi skal lave femten bronzeskulpturer af hjemløse, som vi vil placere rundt omkring i Europa. Først foran Europaparlamentet og siden blandt andet i Danmark. Det skal sætte fokus på dobbelt hjemløshed, fordi de tyske hjemløse ikke må komme ind på vores herberger, fordi vores herberger er beregnet til de danske hjemløse, siger han med vrængende stemme og tilføjer så mere afdæmpet:

– Det er faktisk det samme problem i de andre EU-lande. Og det vil vi sætte fokus på. Men det er egentlig en dårlig forretning for mig selv. For her under finanskrisen kan jeg ikke finde nogen, der vil købe skulpturerne, så jeg selv lige nu står med et underskud på 300.000 kroner. Men det er en vigtig sag, og de hjemløse kan selvfølgelig ikke selv betale.

Pengedelen ser dog ikke ud til at gå Jens Galschiøt på, mens han fornøjet viser rundt i værkstedet og instruerer sine medhjælpere undervejs. De fleste arbejder i voks herinde. Når voksmodellerne er færdige, skal de afstøbes, inden voksen bliver smeltet, så der er plads til bronzen.

– Den skulder ser vist lidt underlig ud. Den skal nok højere op, siger han smilende til en kvindelig medhjælper, mens vi fortsætter videre gennem værkstedhallen.

Rummet her ligner et stort formningslokale med store reoler fyldt med forskellige materialer, værktøj på væggene og buster, mannequindukker og skulpturskitser overalt på gulvet. Og jo længere, vi kommer igennem værkstedet, jo mere slår det mig, at vi vandrer gennem Galschiøts egen skæve personlighed, der favner bredere end de flestes. For enden af hallen står en ung mand for eksempel og arbejder på en voksmodel af en skulptur af forsangeren fra et internationalt rockband.

– Den skal opstilles i en dansk provinsby som opstart på et "hall of fame", men vi håber også, at vi kan sælge den til pladeselskabet i Australien. For det ville jo give os lidt penge til at gennemføre nogle af de projekter, som vi gerne vil lave. Det er jo ikke de fattige, der køber vores kunst. Det er de rige, siger han, inden han viser mig smykkeværkstedet, som også er med til at finansiere hans mere politiske kunst.

– Jeg startede egentlig som sølvsmed. Og formgivningsmæssigt har jeg altid betragtet det arbejde på samme måde som at lave skulpturer. For det er jo kun størrelsen, der afgør, om det ender som en skulptur eller en fingerring. Og vi laver det hele her, undtagen halskæderne. Dem har vi indiske kvinder og børn til at lave for os, siger han med et drilsk glimt i øjet.

Så du kan godt købe arbejdskraft af Den Tredje Verden?

– Ja, selvfølgelig. De fattige har jo i virkeligheden kun deres billige arbejdskraft at sælge, og så længe det ikke er slavearbejde, synes jeg egentlig, at det er fint, at de får noget at lave. For hvis de skulle have det samme som du og jeg, ville man jo vælge os. Det er jo det, der er problemet. Og derfor skal man give dem lov til at konkurrere på prisen. Så meget liberalist er jeg da trods alt.

Vi går gennem et lokale, hvor en anden medarbejder er ved at svejse en skulptur, så gnisterne sprøjter i vejret som en lille springvand af ild. Ved siden af ligger Jens Galschiøts konferencesal, som han lejer ud til firmaer, når han ikke holder foredragsaftener herinde selv. Og gennem det store glasparti herindefra kan man se udstillingsmodellerne af hans største skulpturer, der stikker op som gigantiske snemænd i haven. "Skamstøtten" har for eksempel stået flere steder i verden, og hans egen version af frihedsgudinden "Freedom to Pollute" (frihed til at forurene) blev brugt under det første klimatopmøde i Sydafrika.

– Præsident Bush ville hellere bruge tiden på at spille golf end at dukke op til miljøtopmødet, så det syntes vi, at vi ville markere. Og den blev også brugt under klimatopmødet i København, siger han og peger op på en af sine mest voldsomme skulpturer, hvor en gravid kvinde bliver korsfærstet. Det værk hedder "In the Name of God" (I Guds navn. red.).

– Den er lavet i protest mod pavens vanvittige idé om, at det er en synd imod Gud er bruge prævention. Man kunne jo sige, at det var o.k., at paven har den holdning, hvis han ellers holdt den for sig selv. Men det gør han ikke, men prædikerer det i hele Afrika. Og det er blevet en stor ulykke, siger Jens Galschiøt og slår ud med armene i et stort suk.

– Hver gang en muslim har trådt ved siden af et sted i verden, kræver vi, at hele det muslimske samfund træder et skridt frem og siger undskyld. Men når vores egen tro skaber katastrofer, er vi mere passive. Det er også det hykleri, jeg gerne vil vise. Og jeg vil også gerne have skulpturen ind i Europa-Parlamentet. For den stærkeste lobby i Europa-Parlamentet er den katolske kirke. Alle de gamle østlande har jo skiftet kommunismen ud med katolicismen, og det har ikke nødvendigvis gjort det bedre, siger han, mens vi går videre forbi en udstoppet ko, der hænger ned fra loftet med hovedet nedad. Den er også henvendt mod EU.

– Hver eneste gang vi sender en krone til u-landene, bruger vi fem kroner på at støtte vores egne landmænd. Og når en ko bliver født i EU, får den 750 euro i støtte fra fødslen, så den ko dér har vi hængt ved siden af fem udsultede afrikanere. Det havde både en formidabel virkning på Rådhuspladsen og i Hong Kong, hvor vi har udstillet den. For det er sjældent, at man ser en ko på den måde.

Det er ikke tilfældigt, at Jens Galschiøt ser verden fra sin egen skæve vinkel. For han har selv skabt sig en karriere ad snoede omveje.

– Som helt ung var jeg faktisk stofmisbruger. Men som teenager kom jeg til Afghanistan med et af de første hold fra Amdi-imperiet. Jeg var 17 år på det tidspunkt, og det var hård kost for mig at se folk dø rundt omkring mig, men det var endnu mere chokerende for mig, at jeg vænnede mig til det. Så da jeg kom hjem fra den tur i 1972, blev jeg revolutionær. Denne verden skulle laves om, så jeg meldte mig ind i Venstresocialisterne.

Men troen på socialismen ebbede dog langsomt ud for den unge Galschiøt.

– Jeg gik i lære på Lindøværftet og blev formand for lærlingene som glødende socialist, men pludselig holdt jeg op med at tro på projektet. For hver gang nogle af vores befrielsesbevægelser kom til i Den Tredje Verden, endte det altid dårligt med en diktator, der sendte folk i fængsel uden grund. Jeg havde haft en paradis-illusion om, hvad socialismen kunne udrette. Men den holdt ikke.

Jens Galschiøt blev resigneret og sagde sit arbejde op på Lindøværftet for at blive selvstændig sølvsmed i stedet for:

– Jeg blev simpelthen kapitalist, men når smykkerne blev for store, blev de som sagt i stedet til skulpturer. Jeg nød at arbejde med det kunstneriske formsprog, siden jeg begyndte at arbejde med sølv i min kælder ved siden af mit arbejde på Lindøværftet. Og på det tidspunkt handlede det mest om formgivning.

– Jeg har altid været meget fascineret af kvindekroppen, og jeg kan egentlig bedst lide at putte tøj på dem, så det førte til, at jeg kom til at arbejde sammen med modeskabere en årrække. Men i 1992 blev jeg rystet af verdensudstillingen i Sevilla under borgerkrigen i Jugoslavien. For dér fik jeg fornemmelsen af, at vi var ved at gentage Auschwitz. Og jeg havde nok haft en tro på, at oplysningsfilosofiens bedste sider havde ført os væk fra barbariet i Europa. Men det gik op for mig, at sådan var verden ikke. Lige så snart det civilisationsmæssige lag krakker lidt, er vi alle sammen i stand til at voldtage vores naboer og sende vores gamle venner i koncentrationslejre. Der skal i virkeligheden ikke så meget til. For den indre dæmon eller den indre svinehund bor i os alle.

Vi er nok alligevel mange, der ville sige, at vi aldrig kunne synke så dybt som nazisterne?

– Ja, men det, jeg opdagede, var, at ondskab var en relativ størrelse. For i virkeligheden er der nok ikke ret mange, der opfatter sig selv som onde. Og dem, som jeg betragter som afstumpede eller onde, tror måske i virkeligheden, at de er gode. De udfører bare barbariet i godhedens navn. Og det er det, der er mest skræmmende. Det er det mest modbydelige. Og under verdensudstillingen i 1992 blev jeg bange for, at jeg var ved at bringe mig selv i en position, hvor jeg ville ende med at sige, at det var de fattiges egen skyld, at de var fattige. Jeg var simpelthen bange for, at jeg ville miste min barmhjertighed, ligesom vi lægger afstand til de flygtningestrømme, der kommer til os. Derfor valgte jeg at lave skulpturen "Min indre svinehund" for at sige, at det ikke er de fattige, der er en fare, men det er vores reaktion på de fattige, der er en fare. Enten må vi tage os af de fattige, eller også må vi udvikle os til svin. Det er det, der sker i øjeblikket, hvor der blæser en antihumanistisk vind alle vegne. Og hele min kunst bygger faktisk på min angst for, at vi er på vej til at gentage Ausch-witz.

– Kunst er en slags sprog, som man kan bruge, når ordene ikke slår til. Det er derfor, at jeg laver mine aktioner rundt omkring i verden. Og det er derfor, at jeg gerne vil ud i det offentlige rum. Jeg er ligeglad med kunstmuseer. Det er massekommunikation, der interesserer mig. Det er alle de mennesker, der går forbi min kunst og tager stilling. For det værste, der kan ske, er, at vi holder op med at tale om, hvornår vi har mistet vores anstændighed. Humanisme er jo ikke et venstreorienteret projekt, og jeg er ofte enig med venstrefolk og konservative. For humanisme er et personligt projekt. Der var jo også mange præster, der blev nazister under Anden Verdenskrig.

Hvordan ser du selv på kristendommen i forhold til humanismen?

– Som barn havde jeg en virkelig dum præst, der var repræsentant for alt det, som vi prøvede at gøre oprør imod under ungdomsoprøret. Og det var nok med til at bekræfte mig i min holdning til, at kristne var åndssvage. Og sådan havde jeg det egentlig i mange år, indtil jeg kom til Latinamerika, hvor jeg så, at der var nogle præster, der var parat til at gå i døden for deres idealer. Der krakelerede mine fordomme om kristne meget. Jeg kender faktisk Bibelen forholdvis godt, fordi jeg læser en del i den, og jeg synes, at den er fuld af både gode og skræmmende buskaber, så det var befriende for mig at møde nogle præster, der ikke stod for samme tolkning som Krarup og Langballe. Jeg har også mødt nogle unge kristne, som har gjort et stort indtryk på mig, så mit forhold til kristne er blødt meget op. Men jeg vil nok snarere beskrive mig selv som en fundamentalistisk humanist.

Men er der ikke et paradoks i, at du selv har skabt en virksomhed omkring verdens elendighed?

– Jo, for i virkeligheden bliver man faktisk nødt til at være kapitalist for at tjene penge nok til at svine danskerne til. Jeg burde jo få støtte af Statens Kunstfond, men det gør jeg ikke. Og de samme mennesker, der ikke vil give mig støttekroner, kritiserer mig for at være kommerciel, fordi jeg selv tjener penge til at lave mine aktioner. For man kan ikke rejse offentlige kroner til at afsløre danskernes hykleri. Især ikke, hvis det kommer fra en hykler som mig selv.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk