Prøv avisen
Museernes bedste billeder

Syberg malede stilheden i Svanninge Bakker

”Aftenleg i Svanninge Bakker” (1900) af Fritz Syberg. Købt i 1910 af Mads Rasmussen som et af de første billeder i samlingen. – Foto: Anders Hoby/Faaborg Museum

”Aftenleg i Svanninge Bakker” er et hovedværk af fynbomaleren Fritz Syberg og et af Faaborg Museums bedste malerier, siger direktør Gertrud Hvidberg-Hansen. Det indfanger den særlige stilhed og stemning, der ligger i landskabet. Gå på opdagelse i billedet i bunden af artiklen

Fortalt til Sara Maarup Thomnsen af Gertrud Hvidberg-Hansen, direktør for Faaborg Museum

Gå på opdagelse i det interaktive billede her:

Jeg kører dagligt gennem maleriets landskab på min tur til og fra Odense. Der ligger for mig en genkendelse i maleriet, i den blånende himmel, de små, lette skyer, der driver over bakkerne i aftenrøden, og Svanninge Kirkes spir, der rager op som en lille markør. Der er en særlig form for stilhed i bakkerne på vindstille sensommeraftener. Så snart man træder væk fra den befærdede landevej og ud i bakkerne, befinder man sig i en tidslomme afskåret fra trafikstøjen. Man bliver suget ud i landskabet og kan se utrolig langt ud over bakkerne og havet. Jeg er måske lidt fagskadet, for jeg kan ikke længere skelne, om naturen er fantastisk på grund af maleriet, eller maleriet er fantastisk på grund af naturen.

”Aftenleg i Svanninge Bakker” er et af Sybergs absolutte hovedværker, et genrebillede, men først og fremmest et monumentalt landskabsmaleri. Syberg var elev på Kristian Zahrtmanns Skole, og Zahrtmann var kendt for sine syrede farver. Det er et af de værker, hvor man tydeligst kan se Zahrtmanns påvirkning i farvespillet mellem de grøn-blå nuancer i bakkerne, skyggeområderne i rødviolette farver og himlens rosa skær. I virkeligheden rummer det nogle ret grelle farver i forhold til, hvad der ellers blev malet i perioden.

Værket er centralt i fortællingen om Fynbomalerne og kunstnerkolonien i Faaborg omkring år 1900, den måde, de var med til at forme museet og byen, som den ser ud i dag. Det er et af Sybergs tidlige værker, og det adskiller sig radikalt fra de mere modernistiske værker, han malede bare 15-20 år senere. Maleriet er meget naturalistisk, samtidig med at det også peger i retning af tidens symbolistiske kunst, der netop dyrkede aftenskumringen, mørket og natten, og romantikkens landskabsmaleri, hvor aften- og nattemotiver skildres med en særlig melankoli. Midt i den lystige leg og dans ligger der også en form for vemod i aftenskumringen. Der foregår mere i værket, end man kan se med det blotte øje.

Kunsthistorisk sammenfatter værket de ting, jeg tidligere har arbejdet med, og min egen personlige interesse: symbolismen, romantikken og barokkens billedkunst. I 1600-tallets malerier finder man mange eksempler på hyrdemotiver, der på samme måde kombinerer det maleriske landskab med genremotiver og skaber billeder af lykkelandet, Arkadien, som var et tilbagevendende motiv i den periode. Man kan sige, at Syberg skildrer ”det sydfynske Arkadien” med glade piger og karle, som danser.

Syberg er født i en fattig familie i Faa-borg og vendte efter sin studietid i København tilbage, stiftede familie og bosatte sig i Svanninge, en lille landsby i bakkerne. ”Aftenleg i Svanninge Bakker” er det absolut mest storladne og også i format blandt de største af de malerier, vi har i museets samling af Syberg. Det bærer præg af, at Syberg kendte og holdt af området og virkelig formåede at indfange de særlige linjer og bevægelser i landskabet: De små, stejle bakketoppe, der skyder sig ind i hinanden og nærmest bliver et bølgende hav af bakker. Det, der karakteriserede ham og Fynbomalerne, er ikke bare den særlige fortrolighed med den fynske natur, men også med menneskerne i området. Fynbomalerne blev også kaldt bondemalerne, og Syberg maler her et fortroligt studie både af naturen og menneskerne. Jeg er blevet fortalt af nogle folkemusikere, at man her på Sydfyn havde en tradition for at danse søndag aften efter høsten eller efter gudstjenesten, og Syberg beskrev det selv i sine erindringer med ordene: ”Når aftenerne i september begyndte at blive lange, samledes vi ofte enten i loen eller ude på marken, sommetider en stor skare, når alle nabogårdens karle og piger mødte op. Vi dansede runddanse og legede, som det hed. Anden musik end vor sang havde vi ikke.”