Sygdom til døden

Med Sygdommen til Døden gav Søren Kierkegaard i 1849 verden en beskrivelse af, hvordan eksistensen og religiøsiteten hører uløseligt sammen i den enkelte. Man bliver aldrig det samme menneske igen efter at have læst Kierkegaards gennemgang af fortvivlelsens former

Tegning Peter M. Jensen
Tegning Peter M. Jensen.

I sin lejlighed i Rosenborggade i København skrev Søren Kierke-gaard i midten af 1800-tallet Sygdommen til Døden. Det er et værk, der skiller sig ud, og som Kierkegaard selv betragtede som noget af det bedste, han havde frembragt. Sygdommen til Døden er næppe det værk, de fleste ville komme på, hvis de skulle nævne en berømt Kierkegaard-titel, men ikke desto mindre udgør det en milepæl i beskrivelsen af religiøsitet.

Her tegner Kierkegaard under pseudonymet Anti Climacus og i en tid, hvor disciplinen psykologi endnu var meget spæd i sit væsen et skarpsindigt billede af det menneskelige væsen. Han udfører en raffineret hudfletning af vores komplicerede følelsesliv, og med udgangspunkt i dette demonstrerer Kierkegaard, hvad eksistens og religiøsitet er. Man kan af almindelig skepsis over for kristendommen springe fra undervejs, men man skal være meget flygtigt anlagt for ikke i en eller anden grad at føle sig talt til.

Hovedtanken er nemlig, at mennesket grundlæggende er fortvivlet. Det overvældes af den enorme opgave at være en skabning stedt mellem det timelige og det evige, og herfra vokser fortvivlelsen, der kommer til udtryk med vidt forskellig intensitet og grad af selverkendelse. Mange mennesker aner nemlig slet ikke, hvor fortvivlede de er, og det helt særlige ved denne sygdom er, at den i modsætning til de fleste andre sygdomme er usynlig. Og at den vel at mærke kan forblive ubemærket i et menneske hele vejen fra fødsel til død. Dette er en tragedie, for helt at gå glip af sin fortvivlelse er stort set den værst tænkelige skæbne, der kan overgå et menneske. Uden kontakt med fortvivlelsen får man heller ikke seriøs kontakt med sig selv, og man bliver aldrig religiøs.

I en tid med stor trang til at skabe den smertefri tilværelse vil Kierkegaards dyrkelse af fortvivlelsen sikkert for mange fremstå en anelse provokerende. Men der er ingen vej udenom.

I Kierkegaards univers er fortvivlelsen selve forudsætningen for indre bevægelse, og på den måde rummer bogen et temmelig barsk opgør med, hvad vi normalt opfatter som et meningsfuldt liv. Idéen om at den enkelte med årene bør finde indre ro, opfatter Kierke-gaard for eksempel som en fortvivlet Vildfarelse, og i stedet skal man hele livet igennem kende til fortvivlelsen.

Det er følelsen af fortvivlelsen, der hindrer mennesket i at ende i den sørgelige tilstand, som Kierkegaard definerer som Umiddelbarhed med Tilsætning af en lille Dosis Reflexion i sig. Man gør næppe fejl i at antage, at denne er tilstanden, som Kierkegaard i dag ville tilskrive mange mennesker i den nydelsessyge del af verden, og han ville ikke være optimist på hverken civilisationens eller kristendommens vegne. Vi forstår simpelthen ikke at værdsætte negativitetens afgørende betydning. I stedet prøver vi at dulme alt, hvad der gør ondt, og det er ikke i Sygdommen til Døden, at vi finder opbakning til vores behandlermentalitet og trang til at beskytte mennesket mod at kigge ned i den eksistentielle afgrund.

Det er netop denne voldsomme konfrontation, der skal bringe os videre, og Kierkegaard mente selv, at han med Sygdommen til Døden havde frembragt et ypperligt Schema, der fremover kunne være ham behjælpeligt i produktionen. Mere rammende kan det ikke siges, for på næsten skematisk vis lægger Sygdommen til Døden sig i bevidstheden og præger ens oplevelse af omverdenen. Og Kierkegaards beskrivelse af vores varierende reaktioner på den ubegribelige eksistens holder i eminent grad. Har man først læst gennemgangen af fortvivlelsens forskellige former, indser man, at de fremtræder overalt i det virkelige liv.

Man genkender den berømte spidsborger, der hviler i en aura af selvtilfreds tomhed, man genkender den passive fortvivlelse, hvor et menneske år efter år føler lede ved sig selv uden at bevæge sig hverken frem eller tilbage, og man genkender den trodsige fortvivlelse, der kan få et menneske til langsomt at opbygge sit eget dæmonisk lukkede rum.

Alle udtrykker de det samme, nemlig formlen for al fortvivlelse fortvivlet at ville af med sig selv og ikke mindst genkender man naturligvis sin egen måde at fortvivle på. Man tvinges til at iagttage sit eget væsen helt uden forskønnelse, og det er ikke nødvendigvis behageligt. Men det er vejen til mulighed.

I anden del af Sygdommen til Døden foretager Kierkegaard som den store trumf sin kobling til det religiøse og demonstrerer, i hvor høj grad mennesket er skabt til netop at foretage bevægelsen i retning af Gud. Et menneske er nemlig ikke blot fortvivlet. Det er fortvivlet for Gud, og med Gud som målestok, bliver skyld til synd, mens modsætningen til fortvivlelsen afsløres som tro.

På den måde præsenterer Kierkegaard det religiøse som en overbygning på sin egen analyse af mennesket og alle dets længsler, og det gør han, fordi han er eksistentialist frem for kristen dogmatiker. Han fastholder den levede erfaring som det udgangspunkt, der skal lede ham videre, og nøjagtig samme vilkår giver han sin læser. Se på dig selv, forhold dig til dit helt konkrete liv, føl din egen fortvivlelse og bestræb dig på at gøre fremdrift for i sidste ende at nå frem til troen på Gud og modgiften i kampen mod sygdommen til døden.

En større integrering af det religiøse i det verdslige er svær at finde, og Sygdommen til Døden burde være pligtlæsning for enhver, der hævder, at kristendommen ikke har noget at gøre med det liv, man hver dag befinder sig midt i. Kierke-gaard viser, at kristendom og levet liv om noget er inderligt forbundet, og hans pointe er, at hvis et menneske i alvor forholder sig til sig selv, vil det i sidste ende blive religiøst. Vejen går mod Gud, og alt afhænger af, om man overhovedet begiver sig ud ad den eller gennem alskens adspredelse og åndelig sløvhed slet ikke som forudsætning opdager, hvor fortvivlet man er. Eller opdager det i så ringe grad, at det er uden konsekvens.

Sygdommen til Døden er et tidløst opråb til mennesket, der her cirka 160 år efter sin tilblivelse taler direkte til os og vores fortsatte kvaler med at begribe eksistensen og religiøsiteten.

Skriftet gør indirekte op med naiv barnetro, eftersom religiøsiteten er forbundet med en lang eksistentiel rejse. Skriftet definerer synd som dette fortvivlet for Gud ikke at ville være sig selv og det fastslår, at målet med livet ikke er at bedøve ethvert ubehag ved at leve. Målet er at blive sig sin fortvivlelse bevidst og hver dag sætte den i forhold til det religiøse. Det er Kierkegaards budskab til os, og i Sygdommen til Døden afleverer han det med et så gennemført klarsyn i sit ypperlige Schema, at dette skrift er epokegørende. I den religiøse litteratur såvel som i den enkelte, der læser det. Livet bliver aldrig det samme igen. Ej heller fortvivlelsen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk