Motiver, der ”forstås” med sindet – ligesom de af kunstneren er set med sindet. Sådan kan man beskrive mødet med Maja Lisa Engelhardts tætte, intime udstilling ”En dansk kyst. At åbne for et landskab” – arrangeret af Kalundborg Kunstforening og vist i Bispegården i samme by. Her bliver dette intense møde mellem forskellige sind, afsenderens og modtagerens, ved med at leve i én.
Hvor man føres hen, ved man måske ikke rigtigt. Men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at man drages ind i en proces, mens den finder sted. En livsproces med mange stemninger og nuancer, fra det dybeste mørke til det klareste lys, det sidste i glimt eller i en mere samlet manifestation. En gul befrielse.
Flere gange var det, som om jeg ikke alene så ind i de konkrete værker, men også ind i Jakob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen af havets skød”, ind i ”dødens skygger”, der må ”for evig fly”, ind i lyset, der ”stander stille på livets kyst”. Men billederne er blottet for religiøst føleri. Voldsomme kræfter er på spil; et vejr af lidenskab.
Gennem hele sin karriere har Maja Lisa Engelhardt været inspireret af maleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848). Og den aktuelle udstilling skal ses som en hyldest til denne kunstner.
I kataloget understreger hun, at hans betydning for hende ikke er sentimentalt knyttet til dette, at de havde deres opvækst i samme del af landet, nemlig i og omkring Kalundborg. Betydningen skyldes hans værk.
På udstillingen præsenterer Engelhardt et meget stort maleri, hvor hun giver sin version dels af hjemegnens kyst, dels af et af Lundbyes hovedværker, det monumentale ”En dansk kyst” (1843). Hun fremhæver Lundbyes evne til at danne små malerier inde i det store – detaljer og verdener i mindre målestok end den dominerende. Disse verdener forholder hun sig til i de 28 fortættede monotypier, der omgiver det store maleri.
Til detaljerne hører en kærre med to hjul. Maja Lisa Engelhardt associerer til Solvognens hjul, fundet ikke langt fra Kalundborg. Kærren, denne lysets budbringer, optræder flere steder – og giver et indtryk af, hvor svært det kan være at sprede lys i verden. Og i særdeleshed når det sker fra et køretøj så forkomment som det til rådighed stående.
Værkerne udspiller sig, hvor kysten møder jorden, og en forening opstår, et grænseland og et dramatisk spændingsfelt, som i det nævnte store maleri kommer til udtryk ved, hvad der ligner en eksplosion af lys. Man kan komme i tvivl om, hvad det egentlig er, der sker – om det er lykken eller ulykken, der er på færde. Vore dages virkelighed med terrorisme kan snige sig ind i en billedtolkning, også når synsmåden måske er urimelig.
De 28 monotypier er som symfonier af farver, sommerlige eller vinterlige, dagens eller nattens, lurende dæmoni. Et særlig stærkt indtryk gør et billede, hvor lyset bryder frem med en kraft, der ophæver skellene mellem årstider, ophæver alle skel. Aldrig har man vist hørt Jakob Knudsens salme sunget med større kraft. Men ellers er det kompleksiteten, der former udtrykkene i en sammenhæng, hvor modsætningerne er forskellige sider af samme virkelighed. Som om et spejl holdes op for én. Man er ikke bare en betragter, også en deltager. Sådan føles det.
Man oplever meget, når man ser værkerne. Men det kan være svært nærmere at beskrive, hvaddet er, man oplever. At forsøge dette er at forgrove. Den afmægtige formidler putter notesblokken i lommen og lader indtrykkene gøre med ham, hvad de vil – uden nødvendigvis at skulle gennem et forsøg på en analyse. Som ved mødet med al god kunst lærer man noget om ydmyghed: Man erkender sig selv som én, der ”kun” kan modtage.
Udstillingens undertitel ”At åbne for et landskab” kunne lige så godt have været ”At åbne for et sind”. For sindet er i det hele. Deraf udspringer den følelse af nødvendighed, der ledsager værkerne – dybt ind i modtageren.