Det er en sympatisk autofiktiv roman, Linda Skaaret har skrevet. Man kan, som forlaget siger i sin pressetekst, sagtens beskrive dens temaer med ord som arv, miljø, tilgivelse og forsoning, men det rammer ikke den stille tone af vejløshed, som er det ægte i bogen.
Handlingen er meget enkel: søskende omkring den demente faders dødsleje. Den yngste af de fire søskende, Maj, eller Majbritt, som hun hed, før hun forsøgte at bryde ud af sit fiskerhjemsmiljø i Esbjerg, har gået på universitetet og er derefter rejst til Norge, hvor hun nu er gymnasielærer i norsk.
Romanen indledes med, at hun bliver kaldt hjem til faderens udstrakte død over en uge.
Mellem hende og de tre andre søskende udspilles så i denne situation de gamle konflikter, fortielser og klagemål i lyset af hendes lange fravær fra hjemmet. De kan vel lettest sammenfattes i spørgsmålet om, hvem der har gjort mest for de gamle forældre? Men også de andre søskendes nag til den studerende. De tror, at hun synes, at hun er bedre end dem, fordi hun har gået på universitetet.
Maj er den, der bryder med sin klasse, og nu skal hun så prøve at finde hjem til den igen. Her formuleret som et spørgsmål om sproget:
”Når jeg taler norsk bliver jeg alvorlig og stiv. Jeg bryder mig ikke om den person, det norske sprog giver liv til. Hun er ikke mig. Hun låner bare min krop. Desværre er norske ord begyndt at snige sig ind, når jeg taler og skriver dansk. Jeg kan ikke lide det. Der er en fare for, at jeg en dag hverken er fugl eller fisk.”
Hverken fugl eller fisk og hermed romanens titel. Og ikke alene er faderen døende, men hendes forhold til ægtemanden Olav i Norge er også under opløsning – muligvis som følge af, at de aldrig har fået børn?
Når man tænker på, hvordan den slags beskrivelser af folk omkring et dødsleje kunne foregå i ældre litteratur med store spørgsmål omkring livets værdier med flotte patetiske udsagn, så er tonen i denne bog anderledes lavstemt og realistisk knyttet til tidsrummet 1985-2000. Vi bliver ført ind i, hvordan hjemmet i Esbjerg så ud, dansk-poppen på transistorradioen, tilstanden med faderen længe på havet, og hvordan fiskeriet er gået tilbage, og hvordan han fik ophugningsstøtte, så kutteren nu ikke er mere.
Det er ingen stor historie, men den er pålideligt fortalt, set med en yngre kvindes øjne, der er kommet uden for sit udgangsmiljø og nok aldrig kommer tilbage igen – heller ikke efter denne ærlige bog om vejløsheden mellem barndomshjemmet og livets senere mærkelige veje. Smerten ved at overskride sin klasse, hed det vist i marxismens tid.