Prøv avisen

Eksistentialistisk selvhjælpsbog er sympatisk, men også umoden

3 stjerner
Jakob Holm er en voksen mand, der med sin ungdoms begrebsapparat vil servere ”Meningen med det hele”, skriver gæsteanmelder for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

”Meningen med det hele” slår om sig med verdenshistoriske udsagn angående de største sandheder, alt mens den hele tiden påpeger, at det kan man ikke

Mennesket er først og fremmest et meningssøgende væsen, skriver Jakob Holm i bogens indledning og fortsætter med et par personlige bud på at være menings- søgende: ”… som jeg var det, da mine forældre blev skilt, og som jeg oplevede mig selv og de unge mennesker være det i Texas.”

Holm har undervist i litteratur på University of Texas, hvor der ikke gik ”en uge, hvor jeg ikke havde et ungt menneske – 9 ud af 10 af dem kvinder – siddende grædende på mit kontor”. Og hans egne forældres skilsmisse er det første, han kommer ind på som personligt livsafgørende og bestemmende for bogen:

”… da min far ringede til mig en lørdag i begyndelsen

af juni 1990, mens jeg var på arbejde på Q8 i Maribo på Lolland, hvor jeg voksede op, og sagde, at han ikke kom hjem mere. Bogen, du sidder med, er derfor også sådan en slags bog, jeg gerne selv ville have haft stukket i hånden dengang.”

I stedet for sådan en bog læste ”mit 17-årige selv den sommer” Jean-Paul Sartres ”Eksistentialisme er en humanisme”. Og den aktuelle bog, ”Meningen med livet”, er nu blevet en art eksistentialistisk selvhjælpsbog med afsæt i Sartre, Camus og Simone de Beauvoir – og bag dem Kierkegaard, Heidegger, Nietzsche med flere.

Man er i godt selskab med Jakob Holm (født 1973, far til tre døtre). Han har læst tal- rige gode bøger og set mange gode film – både af de allerede nævnte ”eksistentialister” og af Buber, Frankl, Løgstrup, Sløk, Williams, Hesse, Bergman, Godard, Woody Allen, Tarkovskij, von Trier og tusind andre – og han er god til at trække pointer ud og parafrasere.

Der er for eksempel et fint pointeret referat af John Williams roman ”Stoner”, hvis hovedperson lever et liv, som udefra set er sørgeligt, men indefra set er passioneret. Og den ”eksistentialistiske” pointe i alting er jo, at man selv må træffe sine valg og kun selv ved, om man lever så lidenskabeligt, at man føler sig levende. Jeg sætter gåseøjne omkring ”eksistentialistisk”, for Jakob Holm kalder ethvert klogt udsagn i verden for eksistentialistisk, og han har flydende overgang herfra til ”autentisk”, ”humanistisk” og andre po-sitive ord.

Hvert kapitel afsluttes med ”Opsummering og praksisøvelser” såsom ”Stil spørgsmål ved dit sexliv”, ”Vær bevidst om din bevidsthed”, ”Spil ikke roller” og ikke så lidt anden visdom. Gang på gang bliver Jakob Holm selv så slået af sandheden i et af sine egne udsagn, at han svinger sig op til samme niveau, som allerede bogens titel befinder sig på: ”Meningen med det hele”.

Et kort kapitel om Kierkegaard, Nietzsche og Kundera munder ud i ”Sig god morgen til verden med et smil på læben”, ”Acceptér, at du altid taler fra et ståsted” og ”Dit liv har mening, fordi du aldrig nogensinde bliver tilfreds – og sådan skal det være”. Sidstnævnte udsagn får et tryk seksten: ”Dette er måske bogens vigtigste sætning”.

Som sagt: sympatisk bog. Men på sin mærkeligt gammelkloge måde også en umoden bog. At ”eksistensen går forud for essensen”, som skrevet står hos Sartre, har da sikkert meget for sig, men er det ikke kun i de glade gymnasie- og studieår, at man synes, at sådan en formel habsen-gewesen forklarer hele verden? Eller at der i det hele taget er noget, som forklarer hele verden, endsige udgør ”Meningen med det hele”?

Bogens paradoks er for det første, at den slår om sig med verdenshistoriske udsagn angående de største sandheder, alt mens den hele tiden påpeger, at det kan man ikke – kun hin enkelte kan finde sin egen sandhed. Hr. Holm er altså meget lig ham her privatdocenten hos Kierke-gaard, der går omkring og siger ”man skal tvivle om alt” med en sådan overbevisning i stemmen, at enhver kan høre, at han aldrig har tvivlet om noget som helst.

Men bogens paradoks er for det andet, at dens samlede position sådan set slet ikke er specielt eksistentialistisk. Jakob Holm er, så vidt jeg forstår, snarere sådan mildt og frisindet konservativ med hældning mod det bredt favnende folkekirkereligiøse, hvilket er både sympatisk, dejlig kritisk over for den herskende nyliberalisme – og en lille smule kedeligt. Kierkegaard, vores allesammens filosofiske hystade og evige teenager, ville have hadet alle Hr. Holms magelige, borgerlige almindeligheder, og Sartre ville have taget lige så meget afstand fra ”Meningen med det hele”, som han tog fra sin egen ”Eksistentialisme er en humanisme”, hvilket Holm forresten glemmer at fortælle, at Sartre gjorde. Thi eksistentialismen er næppe nogen humanisme, og i Kierke- gaards religiøse udgave er den det da slet ikke, tværtimod: Den er en fanatisme.

Jakob Holm er en voksen mand, der med sin ungdoms begrebsapparat vil servere ”Meningen med det hele”. Tak, det er meget generøst, men mindre kan gøre det.

Læs interview med forfatteren og uddrag fra bogen på

Gæsteanmelder Bjørn Bredal er forstander på Borups Højskole og tilknyttet Dagbladet Politiken som skribent.