Er det en ulempe eller en fordel at være tæt på – måske endda i familie med – en maler, man skriver en bog om? Set fra et læsersynspunkt, altså. Man må gå ud fra, at ved bekendtskaber, venskaber eller familieforhold mellem en billedkunstner og en forfatter er sidstnævnte ekstraordinært fortrolig med materialet og nærer utvivlsomt en veneration for sit emne – måske endda så stor, at kærligheden gør blind over for svaghederne i værket.
Politikens mangeårige kunstkritiker Peter Michael Hornung skrev i midten af 1980’erne en bog om Preben Hornung, og det var endda, mens hans berømte malerfar endnu levede. Det slap han fint fra. Med behørig distance til Hornung – som Hornung junior i sin tekst konsekvent omtalte senior.
Undertiden ser man udstillinger af billeder af en afdød kunstner arrangeret af en efterladt familie, og der kan være noget bevægende over det, fordi det i udvalget skinner igennem, at uanset hvad ”mor” eller ”far” eller ”søster” nu arbejdede med, så fortjener det at komme op på væggen. Selvom det måske var private skitser og øvelser og slet ikke tiltænkt offentlighed.
Overvejelserne udspringer af, at der er udkommet en bog om Albert Kongsbak skrevet af malerens barnebarn, mag.art. i klassisk arkæologi Nanna Westergård-Nielsen.
Albert Kongsbak (1877-1958) arbejdede konsekvent med naturalistisk maleri – landskaber, portrætter, opstillinger – og udstillede regelmæssigt på Charlottenborg i årtier, dengang forårs- og efterårsudstillingerne var blandt de absolut vigtigste platforme i kunstlivet. Der var faktisk ikke så mange andre.
Siden har en vis glemsel sænket sig over Albert Kongsbak, der er repræsenteret på et par af landets kunstmuseer.
Bogen er den første samlende præsentation af Albert Kongsbak – og så er det heldigt, at den er skrevet i et let læseligt, forståeligt dansk og forsynet med tidslinje og værkfortegnelse.
Det er en kærlig bog – og eftersom sejrherrerne skriver kunsthistorien, er det slet ikke sikkert, at en fortælling om Albert Kongsbaks milde naturalisme nogensinde ville være blevet udgivet, hvis det ikke havde været for barnebarnets personlige passion.
Forfatterens store fordel ved udarbejdelsen af bogen har været, at – og det er et genkendeligt fænomen fra lignende biografier – mange af Albert Kongsbaks billeder har været umiddelbart tilgængelige, fordi de har været i familiens eje. Samme sted har befundet sig kunstnerens scrapbøger og forskellige nedskrevne erindringer om ham samt korrespondance, der indgår i betydelige mængder i fremstillingen som dokumentation for eksempelvis det nære forhold til familie og venner.
Hvem var Albert Kongsbak?
Allerede som dreng tegnede han, og som ung uddannede han sig som maler på to måder. Som håndværksmaler og som elev på Kunstakademiet hos Frederik Vermehren og Otto Bache. De formede ham, og han blev ikke, som Nanna Westergård-Nielsen bemærker, oprører. Måske skulle han have været det og fulgt flere af sine kunstnerkammerater til Kristian Zahrtmanns malerskole. Det overvejede han i hvert fald selv i tiden omkring sin 75-årsfødselsdag. Måske skulle han have valgt, da muligheden var der? Mange af de naturalistiske Charlottenborg-malere er i hvert fald i større eller mindre omfang gledet ud af kunsthistorien. Samtidig er det oprørerne – fornyerne – der er blevet husket.
I kronologisk form fortæller Nanna Westergård-Nielsen med personligt engagement om Albert, som hun omtaler sin bedstefar. Alberts liv og levned, skiftende adresser, opgaver og udlandsrejser – og anekdoter fra familien, der for så vidt ikke har alverden med sagen at gøre. Hvis sagen da ellers er maleren Albert Kongsted. Måske er ambitionen i virkeligheden – i hvert fald til dels – at sætte et monument for en familie?
Som fortællingen i ord og billeder godtgør, forbliver Albert Kongsbak tro mod sit kunstneriske udgangspunkt, der måske bedst sammenfattes med hans egen hyldest til det jyske landskab, han føler sig hjemme i. Det uopdyrkede land. De øde strækninger.
”Fra min tidligste Ungdom har jeg malet i Jylland, specielt ved Vestkysten, hvor jeg har fundet de enkle rolige Linier og store ubrudte Flader, der taler til mig.”
Det 20. århundredes bestandige, hastigt accelererende forandringer af det kunstneriske udtryk synes ikke at påvirke ham. I midten af 1920’erne er Albert Kongsbak i Paris, der på det tidspunkt er kunstens ubestridte metropol, hvor Braque og Picasso og mange med dem forandrede billedkunsten. Brancusi, Picabia, Modigliani, Matisse – for nu slet ikke at tale om Marcel Duchamp, der et årti inden Albert Kongsbaks Paris-ophold havde forandret det hele radikalt og lagt grunden til konceptkunsten.
Det er på dette tidspunkt, Albert Kongsbak ser lyset hos impressionisterne fra århundredet forinden og slipper noget af det nordiske mørke i sine malerier.
At han holder fast i sine kunstneriske idealer og i billede efter billede fortsætter med at udforske det danske landskab bør ikke lægges ham til last. Det tjener blot som forklaring på, hvorfor han blev glemt.
Dertil kan man lægge, at borgerskabet, som Nanna Westergård-Nielsen bemærker flere gange, var hans store kunder. Borgerskabet foretrak tilsyneladende noget tilforladeligt naturalistisk og genkendeligt på væggene i stuerne. En trøst kunne så være et citat i bogen. Det er fra 1929 og af Th. Oppermann, der på det tidspunkt var direktør for Thorvaldsens Museum. Han skriver om Albert Kongsbak og hans kunstnerbrødre i ånden, at deres ”Sind er lutret gennem trofast Arbejde”, og at ”deres Værker ikke [er] banebrydende og nyskabende, men de ejer dog noget fint og varmt, som virker forfriskende”.
Bogen fletter Albert Kongsbaks historie sammen med forfatterens families historie – også i et omfang, der for den udenforstående kan synes en kende privat og uvedkommende. Og netop deri ligger konflikten i fremstillingen. Man skal aldrig bedømme en bog på dens omslag, hedder det med en populær talemåde. Men når titlen på forsiden er ”Albert Kongsbak – en malers liv fra Sæby til København og Hanherred”, kunne man måske forledes til at tro, at bogen så handler om maleren Albert Kongsbak. Det gør den også. Men den handler også om familien omkring ham. Helt ned til de kælenavne, medlemmerne kunne give hinanden, og til personlige oplevelser fra rejser og sammenkomster.
Styrken er altså ikke en bog om Albert Kongsbak endsige en analyse af hans billeders kvaliteter. Men snarere et kærligt tidsbillede af en familie, hvor Albert Kongsbak tydeligvis har spillet en betydelig rolle.
Styrken er altså ikke en bog om Albert Kongsbak endsige en analyse af hans billeders kvaliteter. Men snarere et kærligt tidsbillede af en familie, hvor Albert Kongsbak tydeligvis har spillet en betydelig rolle.