Syndefaldskunst angriber reklameindustrien

Der er brug for at gøre op med det almægtige gudebillede, som reklameindustrien har skabt af sig selv, mener den danske kunstner Nadia Plesner, der bruger bibelsk billedsprog i et nyt provokerende værk

Nadia Plesners "KISS" - Keep It Simple, Stupid.  Alle rettigheder: Nadia Plesner
Nadia Plesners "KISS" - Keep It Simple, Stupid. Alle rettigheder: Nadia Plesner.

Hvis Jorden i dag var et paradis, ville den forbudte frugt så i virkeligheden være en burger? Og hvem ville slangen være? Det er ikke godt at vide, når man ser på den danske kunstner Nadia Plesners maleri KISS, der allerede har skabt debat med sit syndefaldsmotiv, da maleriet blev vist frem på en kunstfestival i Kerteminde tidligere på måneden. For på billedet er det ikke er Adam og Eva under Kundskabens træ, men den amerikanske politiker Sarah Palin og McDonald-klovnen Ronald McDonald.

LÆS OGSÅ: 10 kunstværker på kant med etikken

KISS er en forkortelse hentet fra McDonalds forretningsmodel Keep It Simple, Stupid (Hold det enkelt, dumme. red). Og hendes maleri er skabt, i samarbejde med kunstneren Martin Martensen-Larsen, for at få folk til at tænke over, hvilken påvirkning vi dagligt lader os præge af.

Religion og reklameindustrien er en farlig cocktail, der nemt kan få folk til at glemme at tænke selv. Multinationale virksomheder opfører sig i dag almægtigt, men det er virkelig et gudsbillede, som der er brug for at gøre oprør imod, siger Nadia Plesner og understreger, at værket ikke er skabt for at rakke ned på religion i almindelighed, men netop for at sætte spørgsmålstegn ved folk, der tillader sig at tage patent på fortolkningen af den.

I Bibelen står der, at Adam og Eva ikke skammede sig før syndefaldet, men jeg synes paradoksalt nok, at mange netop bruger religion til at skabe skyld og skam. Og den side af religion siger mig ikke noget, siger hun og tilføjer:

Jeg opfatter mig som kulturkristen og anerkender fuldt ud kristendommens betydning for vores samfund. Og jeg har selv haft en stor nysgerrighed og appetit på at suge til mig om diverse religioner og spirituelle retninger de sidste par år, og læst og læst for at blive klogere. Min foreløbige konklusion er, at jeg tiltrækkes meget af de sider ved religion og spiritualitet, som handler om at give og være et ordentligt menneske overfor andre. Jeg er blevet overbevist om, at hvis der er en mening, så er det næstekærlighed i alle former.

Nadia Plesners kunst er også et forsøg på at fremme næstekærlighed, også selv om den kan virke polemisk, mener hun.

Nogle gange skal man rystes for at kunne tænke på en anden måde, som hun siger.

TEMA: Kultur og etik

Det er filosofien bag hendes egen kunst, men det er også hendes egen livserfaring. For det var en trafikulykke, der ændrede hendes liv.

Under sin uddannelse som kunstner i Amsterdam, blev hun kørt ned af en scooter og tvunget ind i et langt og smertefuldt genoptræningsforhold, der også kom til at ændre hendes kunst og livssyn.

Jeg følte, at troen på livet og al mening blev taget fra mig, og det jeg har så siden forsøgt at vinde tilbage, både som menneske og som kunstner, siger den nu 32 årige kunstner og tilføjer:

Fællestrækket for de fleste af mine værker er, at de forholder sig til den massive nyhedsstrøm, vi oplever dagligt, og især forholdet mellem politiske emner og reklame- og underholdningsindustrien. For det provokerer mig, at store firmaer vil diktere, hvordan vi skal leve. For mig repræsenterer reklamen illusionen, og kunsten har muligheden for at kommunikere noget ægte. Det er i hvert fald mit ønske, siger hun.

Nadia Plesner har før været kendt for sine provokerende malerier. Værket Simple Living fra 2010 fik for eksempel det multinationale designfirma Louis Vuitton til at lægge sag an mod hende, da hun malede en udsultet afrikansk dreng med en Louis Vuitton-taske. Hun tabte i første omgang sagen, men vandt den i anden runde. Og forløbet har tydeligvis ikke svækket hendes lyst til at blande sig i debatten.

Maleriet KISS bliver næste gang udstillet på Galleri Tønder sidst i august