Syndfloder og bådflygtninge på en af tidens sjældne festivaler

Coronaen har ikke aflyst al kultur. Som en af de absolut få festivaler i Europa præsenterer Passage Festival i Helsingør gadeteater fra nær og fjern

 Teatergruppen Third Hand Group stiller gennem denne skuespiller inde i et tv store eksistentielle spørgsmål til de fremmødte i et stort boligkvarter i Helsingør under ugens festival. – PR-foto.
Teatergruppen Third Hand Group stiller gennem denne skuespiller inde i et tv store eksistentielle spørgsmål til de fremmødte i et stort boligkvarter i Helsingør under ugens festival. – PR-foto.

“Hvad er det vigtigste spørgsmål i vores liv?”, spørger en mand i betongråt jakkesæt og med et fjernsyn på hovedet. En kvinde fra publikum ved ikke, om hun skal besvare det eksistentielle spørgsmål foran de forsamlede til gadeteaterforestillingen “The Boat” på årets Passage Festival i Helsingør.

Som en af de absolut få festivaler i Europa præsenterer festivalen teater i gaderne, i boligblokke og på havnen med kompagnier fra nær og fjern. Vil man have stillet sin teatersult, skal man tage til Helsingør.

Performerne fra Hongkong kunne ikke rejse til Helsingør i år. Intet er, som det plejer, selvom de sortmaskede måger på havnen slet ikke har opdaget, at der har været lockdown og begrænset bevægelsesfrihed i månedsvis. Men teater er der i Hamlets stad, selvom Helsingør-festivalen, der skulle have fejret 10-årsjubilæum, har måttet sadle om og være kreative for at kunne præsentere teater i byens gader – i et år, hvor det ikke er unormalt at stille de store spørgsmål, som gadeteater netop er så gode til at involvere os i.

Tilbage til manden med fjernsynet på hovedet og det store spørgsmål. Foran ham vrimler det med børn og voksne på en plads på Abildgaardsvej, et boligkvarter kaldet NV, 12 minutter med bus fra Kronborg. Det er teatergruppen Third Hand Group fra Slovenien, som er i gang med forestillingen “The Boat”. Her er vi internationale, og tv-mandens udtale af ”Passage” lyder fransk. Han går og spritter publikums hænder af, og så bringer han ”breaking news”: En kvinde er på vej!

Ved en boligblok kommer en ung kvinde i gul regnfrakke slæbende med en båd. Træt, sikkert sulten. Vi forstår ikke hendes sprog, hun forstår ikke os. Hun sælger papirbåde til fem kroner. En tørklædeklædt kvinde kaster en mønt ud af vinduet på anden sal og ned til datteren, så hun også kan få en foldet papirbåd. Så begynder børnene at hjælpe den fremmede i regnfrakken med at skubbe båden af sted. Det hviner i ørerne, da bådens bund skraber hen over asfalten. En gul bybus blander sig (ufrivilligt) i forestillingen, en varevogn kommer med udrykning (den er med i forestillingen), mennesker gestikulerer – og mens vi alle følger båden hen til en nærliggende park, spørger vi, ung som gammel: Skal vi hjælpe den fremmede kvinde med den grønne båd? Hvem er hun?

“Bare der ikke er fjæsinger. Det er den nye trussel. Det stod i avisen i morges,” fortæller en mand kammeraten, da vi alle står ved en sø i parken. Måske er kammeraterne kommet med til teater helt tilfældigt.

Gadeteater betyder, at alt kan ske. Kristeligt Dagblads udsendte får hjelm med Mickey Mouse-ører på hovedet og bliver gennet ind i varevognen med to andre uskyldige tilskuere. I 10 minutter aner jeg ikke, hvad der er sket med bådkvinden. Men nu er vi også med i stykket. Alt ender heldigvis godt. Vi leger, der er en strand, midt mellem blokkene, med læskedrikke og højt humør. Kvinden med båden virker glad.

“Festivalen vil gerne være steder, hvor der er mangel på fællesskab,” siger Jens Frimann Hansen, leder af Helsingør Teater og Passage Festival. “Engang var her cirkus, Ankers Tivoli, sommerfester, og ungerne løb rundt mellem husene. Nu er her intet,” siger han og peger ud på blokkene fra 1960’erne.

“Vi har ikke defineret, hvad et fællesskab er på forhånd. Fællesskab kan være mange ting. De store samlende ting i byen er aflyst i år, fordi vi ikke kan være tæt sammen. Men der findes andre fællesskaber, hvor kunst kan spille en rolle. På steder som her har vi en mission. Vi kan højst skabe et positivt problem, hvis der kommer for mange mennesker. Helsingør Kommune satser på kultur for alle. Nogle får deres første intense kunstneriske oplevelse, andre synes, det er åndssvagt.”

Tidligere på dagen har marionetdukken Mr. Barti underholdt på plejehjemmet. Forestillingerne dér plejer at være nogle af de mest bevægende på festivalen. Senere på ugen vil Skøre Strømere i skarpe uniformer “patruljere” i byen. Franske Dedale de Clown laver klassisk fransk klovnekunst, altså uden ord – seriøse klovne kommunikerer med deres øjenbryn. På den ugelange festival er der legesyge performances, alternative byvandringer og et kompagni ved navn Tchernocirkus. Helsingoranere vil også synge i et online-kor med beboere fra den engelske by Skegness, og instruktøren Jon Skullberg inviterer publikum til at reflektere over, hvordan vi har det med vores (ofte svære) minder fra gymnastiksalen. Også på den anden side af sundet, i Helsingborg, er der teater.

Overvejede I at aflyse årets festival?

“Aldrig. Vi har i stedet åbnet nogle nye muligheder for kunstnerne. En festival, der foregår i det offentlige rum, skal spejle en verden i konstant forandring. Vi har altid stillet publikumsbegrebet til diskussion. Publikum kan sagtens være fem mennesker, der står omkring et eller andet. Det skal være på kunstneriske præmisser. Vi skal ikke gradbøje det kunstneriske kvalitetsbegreb, men holde fast i det.”

Inde i Helsingør kigger nysgerrige sommergæster ned på tørdokken på M/S Museet for Søfart, hvor det kendte kunstnerkollektiv Vontrapp øver til forestillingen “Syndfloden”.

“Den foregår under vandoverfladen og bærer religiøse undertoner, men har også en aktualitet i form af et vand, der stiger mere og mere,” siger Jens Frimann Hansen. Han er også glad for, at det med kort varsel er lykkedes at få den franske gruppe 1Watt til at lave en forestilling ude på landet i naturparken Ellebæk Kohave. Han nævner også den norske koreograf Ingri Fiksdals, en stedsspecifik performance “Diorama – for Helsingør”, der med lys, lyd og live-performere skaber et bevægeligt landskabsmaleri, et diorama på Julebæk Strand i vandkanten, et sted, som også optræder i Halfdan Rasmussens “ABC”.

Under coronakrisen har folk fundet oplevelser på internettet. Hvad er det, teateroplevelser kan?

“Jeg tror, der har været mangel på mange typer af fællesskaber, ikke kun teater. Det specielle ved teater – og i særdeleshed teater i det offentlige rum – er, at teatret kan bearbejde fællesskabet kunstnerisk og belyse det i et uventet perspektiv,” forklarer Jens Frimann Hansen og slutter: “Mange af vores fællesskaber var måske i forvejen ret skrøbelige og måske ikke så stærke, som vi troede. Fremmødet i Helsingør NV til “The Boat” vidner om, at vi har en forpligtelse til at tage fællesskabet alvorligt, og at teatret og kunstnerne har en vigtig rolle at spille i forhold til, hvordan vi kommer videre herfra.”