Synet på den tykke krop stikker dybt i vores kultur

Faren ved overvægt blev formuleret allerede i antikken. Men der skete for alvor en forskydning i samfundets tilgang til kropsforståelse, da den ”normale” krop blev sat på formel af en belgisk sociolog i 1800-tallet. Idealet bevægede sig over i kulturen, hvor det bliver reproduceret, viser en afhandling

Kropsidealet har ændret sig gennem historien fra Venus fra Willendorf, den lille tykke omkring 30.000 år gamle kvindefigur, til moderne tid med den tynde engelske model Twiggy. I mellemtiden har de gamle egyptere efterstræbte en slank krop, i barokken var deller populært, og siden viste forbilleder som Marilyn Monroe og aerobic-dronningen Jane Fonda vejen. – Illustration: Rasmus Juul Pedersen.
Kropsidealet har ændret sig gennem historien fra Venus fra Willendorf, den lille tykke omkring 30.000 år gamle kvindefigur, til moderne tid med den tynde engelske model Twiggy. I mellemtiden har de gamle egyptere efterstræbte en slank krop, i barokken var deller populært, og siden viste forbilleder som Marilyn Monroe og aerobic-dronningen Jane Fonda vejen. – Illustration: Rasmus Juul Pedersen.

”Det er vel dig, dit fede skvat?”

Egon Olsens spørgsmål, eller snarere konstatering, henvendt til Kjeld i en ”Olsen Banden”-film kommer i en velkendt byge af nedladende ord efter endnu en fadæse. Den berømte bandeleder tænker formentlig ikke så meget på tidstypiske begreber som kropspositivisme, gender-stigmatisering og queer-teori under sit raserianfald i hovedstadens sydhavn. Men behandlingen af den overvægtige kammerat og Kjeld som karakter er et eksempel på en arketypisk figur i populærkulturen med et ikke specielt flatterende karaktertræk. Dem ser man ifølge en afhandling mange af i film og bøger.

De mere eller mindre udstødte overvægtige personer som Kjeld i film og bøger afspejler ifølge forskere en idealiseret kropsforståelse, som samfundet har meget svært ved at vriste af sig, som ifølge undersøgelser viser sig allerede i børnehavealderen.

”Det er jo ret tankevækkende,” påpeger professor ved Københavns Universitet Thorkild I.A. Sørensen, der igennem et halvt århundrede ved Københavns Universitet har forsket i fedmens genetiske og miljømæssige årsager og konsekvenser.

”Der har meget længe været en åbenlys idealisering af den slanke krop. Lige så længe, jeg har forsket i emnet, har der eksisteret klassiske negative fordomme om overvægtige personer, såsom at de må formodes at lide af svage karaktertræk, siden de ser ud, som de gør. Denne dybt indgroede negative holdning udløser stigmatisering og diskrimination,” siger professoren.

Kroppen har været dyrket og idealiseret siden de antikke grækere, men den moderne samfunds-fedtforskrækkelse havde sin kulturhistoriske begyndelse i Belgien i 1800tallet. Her levede Lambert Adolphe Jacques Quetelet, som egentlig ikke var interesseret i overvægt som sådan, men i at beskrive det gennemsnitlige menneske numerisk.

Man kan selvfølgelig ikke tilskrive denne sociolog, matematiker og statistiker hele ansvaret for det vestlige samfunds behandling af overvægtige både i børnehaveklassen, sundhedsvæsenet og populærkulturen. Men Quetelet ville sætte tal på den ”normale” vægt, og hans idéer om at måle og veje sig til et gennemsnit har været med til at ændre synet på, hvad en sund og pæn krop bør være – og dermed ikke bør være.

Typisk, når man i store træk taler om overvægt og historie, går der en lige linje fra Venus fra Willendorf til den engelske model Twiggy, påpeger historiker Anne Katrine Kleberg Hansen fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Med det mener hun, at der eksisterer en udpræget antagelse om, at man tidligere godt kunne lide ekstra fedt på kroppen, fordi det viste, at man var ressourcestærk, i modsætning til moderne tid, hvor kalorieoverflod gør det mere prestigefyldt at være slank.

”Ser man i lægevidenskabens historie, har læger nu altid ment, at man kunne være for tyk. Grænsen for hvornår har blot svinget lidt,” påpeger Anne Katrine Kleberg Hansen.

Hun har undersøgt, hvordan man har forstået og undersøgt overvægt inden for lægevidenskaben, derunder igennem forskellige visuelle fremstillinger, siden 1700-tallet. Og hun påpeger Quetelets betydning – dog med denne lidt længere introducerende forklaring:

”I 1700-tallet skrev læger også om tykke patienter og de sygdomme, de mente fulgte med. Men kriteriet for, hvornår man var for tyk, var mest bevægelighed. Om patienten var for tyk til at gå eller ligefrem komme op på sin hest,” fortæller hun.

De europæiske læger var ifølge Anne Katrine Kleberg Hansen opdraget inden for en medicinsk videnskabelig tradition, der handlede om balance og den gyldne middelvej – ikke for tynd, ikke for tyk.

Da man i 1800-tallet begyndte at måle kroppen og udregne gennemsnit, blev det en måde at beskrive det normale på. Og det normale blev også til idealet, mener historikeren.

”Der skete en sammensmeltning af tal for gennemsnit, begrebet om det normale og idéer om den ideelle krop. Men det gennemsnittelige er jo ikke normalt for rigtig mange mennesker. Der skete altså en forskydning i samfundets tilgang til kropsforståelsen i 1800-tallet,” forklarer Anne Katrine Kleberg Hansen.

Her kommer Quetelet ind i billedet. Den belgiske befolkningsiagttager ville også beskrive det gennemsnitlige mennesker. Et af de parametre, han brugte, var forholdet mellem vægt og højde i forskellige befolkningsgrupper.

I 1835 fandt han frem til en formel, der sikrede, at der blev korrigeret for den øgede kropsvægt, der fulgte med større højde. Den førte senere til det, vi kender som body mass index, bmi, der første gang blev formuleret i en videnskabelig artikel i 1972 baseret på en undersøgelse af over 7000 mænd fra fem forskellige lande.

Siden er bmi, der hverken tager højde for knoglebygning, køn eller muskelmasse, blevet anvendt til at måle vægtrelaterede sundhedsrisici. Det, der anses som sundest, altså idealvægten, er stadig funderet i samme formel og flytter sig ikke, selvom gennemsnittet stiger i takt med en mere tyk befolkning.

”Quetelet argumenterede for, at man måtte kende normalen for at for kunne opdage det syge og afvigende. Sådan uddannes læger stadig i dag. I løbet af 1900-tallet har den medicinske normalvægt ikke ændret sig særlig meget. Selvfølgelig kan vi se, at kvindeidealet har ændret udseende fra Marilyn Monroe til i dag. Men det, som inden for lægevidenskaben gjaldt som normalvægt, har været nogenlunde konstant,” forklarer Anne Katrine Kleberg Hansen.

”Quetelet argumenterede også for, at kunstnere burde kende det normale, når de arbejdede, for så havde man ’det skønne’. Det er den utilsigtede og potentielt ulykkelige samfundsmæssige konsekvens af det medicinske gennemsnit. Når idealet går over i kulturen, har det en endnu større indflydelse. Taber vi os så for at være sunde eller for at være pæne? Den canadiske videnskabsfilosof Ian Hacking har påpeget den mekaniske normaliseringsmaskine, som det moderne er så kendt for. Vi vil alle bare gerne være normale,” siger Anne Katrine Kleberg Hansen.

Den stræben mod det normale både i lægevidenskaben og i kulturen forsøger forskere og et stigende antal kropsaktivister at gøre op med, fortsætter hun:

”Vi så det med aktivisterne i 1970’erne, og nu ser vi det med en fjerdebølge-feminisme og forskellige videnskabelige felter såsom ’fat studies’ (fedmestudier), der nægter at tale om overvægt baseret på gennemsnit og afviser medikaliseret sprogbrug, der ifølge disse kan virke undertrykkende,” siger historikeren.

Men det er en svær tradition og arv at bryde med, for afvigelserne fra forestillingerne om det normale bliver reproduceret i kulturen, konstaterer adjunkt Camilla Bruun Eriksen fra Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

I 2017 skrev hun en ph.d.-afhandling om fremstillingen af den tykke krop i dansk populærkultur, og hun fandt frem til, at den er et produkt af affektive og narrative forestillinger om, hvordan sundhed og lykke kropsliggøres og fortælles ”korrekt”.

”Jeg skulle ikke lede længe for at støde på kendte stereotyper. Så længe der er blevet produceret film, har man brugt den tykke krop som et symbol, der peger indad og udad. Tykhed bruges generelt flittigt til at visualisere forskellige karakterbrister og samfundsmæssige bekymringspunkter som grådighed, ødselhed og overforbrug. Den tykke krop bliver i den forbindelse let til en figur, der gemmer på en hemmelighed” siger Camilla Bruun Eriksen.

”Tykheden må og skal ligesom tilskrives noget: en svag psyke, en dårlig barndom, der har ført til lavt selvværd. Tykke karakterer både i mainstream-film, litteratur og kunst er meget ofte med til at bekræfte negative forestillinger om mangel på for eksempel selvkontrol, der inden for denne narrative logik derfor også helt ’naturligt’ udmunder i et ulykkeligt liv uden for fællesskabet. Det gælder også i en mere hverdagskulturel kontekst; i den måde, vi taler om tykhed på i alt fra læreplaner, dameblade, dagspressen, sociale medier til sundhedsformidling,” siger Camilla Bruun Eriksen, der i afhandlingen nævner den fjumsede og uheldige Kjeld fra ”Olsen Banden” og andre kendte fiktive tykke karakterer, fra Mulle i ”Zappa”, Tykkesen i ”Det forsømte forår” til Fede Dorit i ”Terkel i knibe”.

Camilla Bruun Eriksen er dog også stødt på fortællinger, der forsøger at bryde med det unuancerede billede af overvægt. Et eksempel er romanen ”Sort” fra 2012, hvor forfatteren Kamilla Hega Holst går anderledes i kødet på sin tykke hovedperson Sanne. Hun bruger, meget detaljeret beskrevet, sin krop, seksualitet og vrede til at modsætte sig normer for kropslighed og kan sammenlignes med kropsaktivister på sociale medier, der nægter at undskylde for deres udseende.

”Sanne er med andre ord ikke spor interesseret i at ’normalisere’ sin tykke krop med det formal at erobre og sikre sig en plads inden for normens grænser – tværtimod. I stedet synes hun opsat pa helt at undergrave det normsystem, som hun oplever, diskvalificerer hendes krop og afviser hendes kritik som følelsesladet, misforstaet og fejlrettet subjektiv vrede. Med denne mere reparerende læsning bliver Sannes krop til som et stort protesttegn og som en helt konkret og ikke spor metaforisk, politisk kampplads,” siger Camilla Bruun Eriksen.

Bogen virkede derfor også meget provokerende på mange, påpeger hun og tilskriver det den sejlivede forestilling om, at lykken findes i og opnås gennem tilegnelsen af en slank krop.

Ifølge Thorkild I.A. Sørensen rækker den forestilling tilbage til antikken, hvor Hippokrates for cirka 2400 år siden skrev om det farlige ved de ekstra kilo på sidebenene. De løftede pegefingre kom igen i middelalderens Europa, hvor fedt blev forbundet med moral:

”De grundlæggende fordomme om fedme er en plage, og det ændrer sig tilsyneladende ikke, selvom næsten halvdelen af befolkningen lider af overvægt. Det viser kun, at der er tale om noget fundamentalt i samfundet, noget kulturelt, moralsk og etisk, der strider imod fællesskabet. Vi er tilbage ved katolicismens dødssynder grådighed og dovenskab, der stadig opfattes som meget asociale træk. Der er en svamp af gamle fordomme rundt om forestillinger om tykke personer,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Foragten over for overvægt viser sig overraskende tidligt i livet, påpeger professoren og nævner en ældre undersøgelse blandt børnehavebørn. Man viste dem tegninger af børn med forskellige særlige kendetegn, nogle med handicap, i forskellige hudfarver samt størrelser og så videre, og man spurgte så, hvem de helst ville lege med. Og de overvægtige blev fravalgt. Da man gentog forsøget mange år senere, var resultatet det samme.

”Det stikker meget dybt. Hvorfor er det så sådan? Børnene er formentlig præget af deres forældre, som er præget af deres forældre og så videre, og så kan der måske også være noget instinktivt på spil,” siger Thorkild I.A. Sørensen.