Da det ikke er den kronologiske handlingsgang, der er kraften og fascinationen i den islandske forfatter Sjón, alias Sigurjón Birgir Sigurdsons nye roman, "Tusmørkeundere", vil jeg undtagelsesvis citere fra slutningen.
Hermed røber jeg intet, men kan måske afsløre en del. På tredjesidste side danser vi således af med vores hovedperson, den lærde dæmonuddriver, poet og kvindehelbreder Jonas Palmison, som vi har fulgt gennem frihed og fangenskab, gennem himmel og helvede bogstaveligt talt, fra Island til Danmark og tilbage igen, fra overtro til naturvidenskab, fra familieidyl til fredløshed i overgangen mellem middelaldermagi og renkalket reformation. Den blå time.
Og her ved rejsens ende hedder det: "Farvel, broder Jonas, og tak for underholdningen. Nu rækker det, vi har rigeligt at se til med vores egne tusmørkeundere?"
I det citat ligger på én gang romanens sjælsstyrke og spinkle svaghed. Den femte i øvrigt fra den prisbelønnede islænding og den fjerde på dansk.
For syret underholdning, det er, hvad denne fortælling også er. En pyntefjer fra det 17. århundredes Island, hvor verden var fuld af uro og betydninger, og sproget var kringlet og kroget som en vandrekæp.
Her henter forfatteren Sjón som så ofte før sin inspiration, i en postmoderne og muntert helgarderet blanding af pastiche, anarki og hjerteblod.
Jeg vil ikke kalde det stiløvelse, det er meget mere end det. Det er også en grundig research og, som forfatteren selv skriver i efterordet, en "skødesløs" brug af både udgivne og uudgivne skrifter.
Men det egentlige løft sker først og fremmest på grund af den citerede sætnings andet led. Vores egne tusmørkeundere. For ind i dette låneunivers af tummelumsk mystik og overtro slanger sig en oprigtig sjælelig uro. Her står noget på spil. Her gælder Jonas Palmisons fredløshed også den, der skriver historien.
Det er i det felt, romanen bliver vedkommende. Sjón, der meget symbolsk betyder 'syn', er en mester i disse tvetydige drømmesyn. Med stor autoritet ledsager han sin hovedperson, når han farer til himmels med Adam (i en fantastisk beskrivelse af skabelsen) og har kontakt med Lucifer.
Når han afslører falske profeter og enhjørningens hemmelighed. Når han ser ind i den helhed, der var, før mennesket blev skabt og sagde sit første ord: Jeg! (siden gik det som bekendt ned ad bakke). Og når han til sidst som en anden Jonas havner i hvalens bug og spyttes op på land, fordi han ikke kan udgå sin bestemmelse.
Så måske er det at være forfatter netop at kunne se. Og dømmes fredløs.
Sjón: Tusmørke-undere. Oversat af Kim Lembek. 220 sider. 250 kroner. C&K Forlag.
