Af en eller anden grund var den traditionelle torsdagskoncert i sidste uge rykket til fredagen. Men med et skudsikkert repertoire virkede det åbenbart ikke afskrækkende, for tilstrømningen var stor, da DR Symfoniorkestret under ledelse af den østrigske dirigent Manfred Honeck spillede værker af MacMillan, Tjajkovskij og Dvorák.
I modsætning til de to sidstnævnte høres skotske James MacMillan, årgang 1959, så godt som aldrig i danske koncertsale. Hans ”larghetto” fra 2017, et orkesterstykke på et kvarters tid, er egentlig hentet fra et kirkeligt korværk.Det er så langtfra udfordrende avantgardemusik, og over en solid bund af strygersekvenser kunne man glæde sig over de solopassager, DRSO’s glimrende messingblæserne leverede.
Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1 fra 1870’erne er en af de mest elskede værker i det klassiske repertoire, og med den 72-årige østrigske pianist Rudolf Buchbinder ved tangenterne fik det en fortolkning, der desværre var betydeligt mere gedigen end gnistrende. Skal den herlige melodik for alvor fænge, kræver det, at musikken spilles, som var det spørgsmål om liv eller død. Her savnede man ikke så lidt fyrighed.
Antonin Dvorák skrev efter en opførelse af sin 8. symfoni, der i 1890 fejrede triumfer over hele Europa, at ”efter 1. sats var der applaus fra salen, og efter 2. sats var applausen endnu kraftigere. Efter 3. sats var der et tordnende bifald, og jeg måtte bede publikum dæmpe sig, men efter finalen var bifaldet så stormende, at det næsten ikke var til at holde ud!”.
Vel, mon ikke den gæve tjekke har klaret det? Siden dengang har det imidlertid ikke været god tone at klappe mellem satserne, selvom man også i vores største koncertsale kan opleve det, især hvis en sats slutter med bragende tutti-akkorder. Til en vis ærgrelse for dem, der gerne vil opleve en symfoni som en sammenhængende helhed, hvor satserne belyser hinanden, både rent tematisk og sjæleligt. Hvad Dvoräk angår, er folks begejstring, dengang som nu, let at forstå. Hans 8. symfoni er måske ikke så kendt som 9’eren, ”Fra den ny verden”, men den har gennem alle fire satser en vidunderlig melodisk strøm, og når den bliver spillet så flot, som DRSO magter at gøre det, er der brug for at trække den gamle kliché om perler på en snor op af mølposen. Og selvom det egentlig er synd at fremhæve nogle musikere på andres bekostning, lægger Dvoráks delikate behandling af træblæserne op til det: Endnu en gang fik vi at høre, hvor virtuos og dybt musikalsk en solofløjtenist orkestret har i Ulla Miilmann. Det blev således en aften med syngende orkestermusik – uden sang, ganske vist, men det har nu en særlig dimension at opleve nogle af sine yndlingsværker live.