"... alle bidragyderne forudsætter, at H.C. Andersen i hele sit liv såvel som i sit forfatterskab, i alt hvad han troede, tænkte og fortalte, befandt sig inden for kristendommens univers", skriver udgiverne Carsten Bach-Nielsen og Doris Ottesen i forordet til "Andersen & Gud". De gør selv beskedent opmærksom på, at det er der ikke så meget nyt i.
Men det er der nu alligevel, vil anmelderen mene. Ofte har man set Andersens forhold til kristendommen behandlet lettere nedladende. Jovist var han da kristen – i den forstand, at alle dengang var det – men det var nu nok nærmest sådan en slags almuetro bestrøget med en let kristelig fernis. Og målt med de teologiske sværvægtere Kierkegaard og Grundtvig, måtte Andersen falde gruelig igennem. Det nye i denne bog – og konsekvent fastholdte – er, at Andersen tåler sammenligning med dem begge. Denne sammenligning foretages da også eksplicit i flere af bidragene.
Ud over enigheden om at fastholde Andersen som klart hjemmehørende i en kristen kultursammenhæng, er der ikke meget, der forbinder de enkelte bidrag. Der er altså ikke tale om en ny skole eller retning i Andersen-forskningen, men om en række inciterende læsninger i forfatterskabet. Hvad Andersens kristendom angår, får den ganske mange og forskelligartede prædikater hæftet på sig. Monica Papazu finder en næsten patristisk – og det vil vel sige klassisk katolsk – kristendom udfoldet i digterens værk. Finn O. Hvidberg-Hansen finder de steder i digterens rejsedagbøger, hvor hans protestantiske holdning kommer tydeligt til orde, mens Hans Hauge finder ren tidehversprædiken i nogle af eventyrene. Anmelderen må efter læsningen sige: de har ret – alle sammen. Sådan kan man læse ham – og måske hænger det sammen med, at han, ligesom Grundtvig i øvrigt, ikke passer ind i nogen af de teologiske skabeloner, vi ofte opererer med.
Bidragene er meget forskellige i genre og holdning. Den ene af udgiverne, Carsten Bach-Nielsen, præsterer i en fremragende introduktion af skitsere de sidste 100 års skred i opfattelsen af forfatterskabet, repræsenteret ved religionshistorikeren Edvard Lehmann, der fandt primitiviteten, litteraturprofessoren Vilh. Andersen, der fandt det barnlige sind og højskolemanden Jørgen Bukdahl, der lagde vægten på den bevidste kunstner eller artisten. Flere af de øvrige bidragydere hylder tilsyneladende endnu den lehmansk/andersenske ide om den primitive og barnlige digter.
Det vil føre for vidt detaljeret at gennemgå alle bidragene, selv om de kunne fortjene det. Men lad mig nævne, at Svend Bjerg leverer en både gedigen og energisk læsning af "Snedronningen" med vægt på den kristne fantasi, som Hans Hauge drillende vender om: det handler ikke om fantasi, men om virkelighed, får han sagt med bistand af Ingemann og Løgstrup. Solide læsninger af et par af romanerne præsenteres af Niels Kofoed, der forsvarer "At være eller ikke være", så man næsten overbevises om et overset mesterværk, og Doris Ottosen, der påviser forsynstankens struktur i romanen "De to Baronesser". En række bidrag tager sig af eventyrene, hvor jeg især finder Gudmund Rask Pedersen inspirerende med hans samlæsning af eventyr og evangelium – godt hjulpet på vej ved rigelig brug af Grundtvig – og Jakob Bøggild, der opleder den kristne etik i eventyrene. Her ikke med Grundtvigs hjælp, men med Kierkegaards.
Lisbeth Smedegaard Andersen forsøger energisk at overbevise læseren om Andersens evner som salmedigter, mens Leif Bork Hansen tager sig af sammenhængen mellem Kierkegaard og Andersen. Yderligere bidrager Annelise Søndengaard og Kirsten M. Andersen til denne spændende bog, som både gør læseren klogere på Andersen og samtidig forvirret på et højere plan. Og tak for det.
Andersen og Gud. Teologiske læsninger i H.C. Andersens forfatterskab. Red. Carsten Bach-Nielsen & Doris Ottesen. 251 sider. 279 kr. Forlaget Anis.